
Når fire kvinder og blot én mand var nominerede til Bogforums Debutantpris, skyldtes det kvaliteten af bøgerne, ikke forfatternes køn, fastslår Bogforum.
Der var på forhånd stor sandsynlighed for, at vinderen ville blive en kvinde, da Tine Høeg forleden modtog Bogforums Debutantpris 2017.
Fire af de fem nominerede til prisen var nemlig kvinder, mens blot én enkelt mand havde sneget sig med i opløbet.
Handler om kvalitet, ikke køn
Hos Bogforum afviser udstillingsleder Andreas Nordkild Poulsen, at den skæve kønsfordeling skyldes, at mænd generelt skriver dårligere bøger end kvinder.
I et svar til Reelligestilling.dk understreger han, at den fagjury, der pegede på fire kvinder og én mand, udelukkede ser på bøgernes kvalitet.
– Shortlisten til Bogforums Debutantpris udarbejdes af en fagjury, der blandt alle indstillede kandidater (dette år 49 forfattere) vælger de 5 navne, de mener har leveret det bedste bidrag. I år var fire kvinder og en mand. Vurderingen skal tage hensyn til bogens litterære kvaliteter. Der tages ikke hensyn til forfatterens køn, etnicitet eller lignende, meddeler Andreas Nordkild Poulsen.
Den skæve kønfordeling opfatter Bogforum som et naturligt udsving, og den store bogmesse har derfor ingen planer om at gøre noget for at ændre på kønsfordelingen frem mod Bogforum 2018.
– Vi finder det ikke nødvendigt at lave kvoter, hvad angår forfatternavnene til shortlisten. Tine Høeg havde i år skrevet den i juryens øjne bedste debut, derfor skal hun have prisen, skriver Andreas Nordkild Poulsen.
Udstillingslederen henviser desuden til, at mandlige forfattere syv gange de sidste 10 år har vundet prisen.