Når arbejdsgivere ønsker “større ligestilling”, betyder det, at ansøgerne bliver til- og fravalg på basis af kriterier, de ikke har indflydelse på. Det er ikke ligestilling, men uligestilling.
Jeg faldt i dag over et jobopslag fra Syddansk Universitet. Mod slutningen af opslaget står følgende:
Jobopslaget er ikke enestående, og min kritik er ikke specifikt rettet mod Syddansk Universitet. Nu var det bare tilfældigvis deres opslag, jeg lagde mærke til. Det kunne have været så mange andres.
Ligestillingen er blevet vendt på hovedet
Det kunne det, fordi opslaget afspejler et generelt problem, nemlig at ligestillingen er blevet vendt på hovedet. For hvad står der egentlig i opslaget? Tillad mig at oversætte til dansk:
“Din chance for at opnå ansættelse påvirkes af din alder, dit køn, din religion og din etnicitet”.
Anderledes kan det ikke være, når “universitetet ønsker en større ligestilling” i sine videnskabelige stillinger. Kun hvis medarbejdersammensætningen i forvejen eksakt matchede befolkningssammensætningen på alle parametre, ville ansøgerne blive vurderet uafhængigt af alder, køn, religion og etnicitet. Men ville universitetet ønske “større ligestilling”, hvis det var tilfældet? Næppe.
Så som tingene er, bliver de enkelte ansøgere vurderet forskelligt på basis af deres alder, køn, religion og etnicitet. Følgende er regler er altså gældende:
- Har man en profil, universitetet er i underskud af, øges ens chancer for ansættelse.
- Har man en profil, universitetet er i overskud af, forringes ens chancer for ansættelse.
Det er at gøre grin med folk to gange. Først ved uligestille ansøgerne, dernæst ved at kalde uligestillingen for ligestilling.
“Undskyld, nu skal jeg ændre mit køn”
Personligt ville jeg skrive til universitet og bede om oplysninger om den nuværende medarbejdersammensætning, hvis jeg overvejede at søge stillingen. Det ville jeg af to grunde. For det første for ikke at spilde min tid på at søge jobbet, hvis jeg reelt ikke havde en chance for at få det. For det andet for at tage stilling til min religiøsitet, hvis jeg valgte at søge stillingen. For hvis det øger mine jobchancer, at jeg kalder mig hindu, så gør jeg da gerne det. Og det gør det, når religion er en af de ting, man vil vurdere mig på.
Det helt igennem groteske ved denne form for “ligestilling” bliver tydeligt, når man ser på, hvilke af de fem faktorer, bedømmelseskriterierne hviler på, individet selv vælger og/eller har indflydelse på:
- Alder: Ingen indflydelse
- Køn: Ingen indflydelse
- Religion: Eget valg.
- Etnicitet: Ingen indflydelse
- Nuværende medarbejdersammensætning: Ingen indflydelse.
Fire ud af fem af faktorerne kan ansøgeren ikke ændre på, uanset om han eller hun vil eller ej. Alligevel lægger man – i ligestillingens navn – disse faktorer til grund for det enkelte individs muligheder for at opnå ansættelse. Alligevel opstiller man disse regler, som betyder, at Jenna og Jens ikke har de samme muligheder for at få jobbet, selv om deres kvalifikationer er hundrede procent ens.
Mandlige ansøgere foretrækkes
Det er imod loven at forskelsbehandle på køn her i landet. Jeg er ikke jurist, men jeg spekulerer på, om denne fremgangsmåde overhovedet er lovlig. For loven gør også klart, at det heller ikke ved kreative omgåelser er tilladt at diskriminere på køn. Man må altså ikke lave et jobopslag, som indirekte opfordrer personer med et bestemt køn til at ansøge eller undlade at ansøge.
Og er det ikke det, man gør her? Hvis der i forvejen er 90% kvinder ansat, har du som kvindelig ansøger en væsentligt ringere chance for at opnå ansættelse end en mandlig, og det lægger man ikke skjul på i jobopslagets formulering om, at “universitetet ønsker en større ligestilling”. Der kunne i den situation lige så godt stå: “Vi har i forvejen mange kvinder ansat, og derfor vil mandlige ansøgere blive fortrukket”. Det sidste må man ikke skrive i et opslag. Hvorfor så i grunden det første? Indholdet er det samme.
Det, de kalder ligestilling, er uligestilling
Ligestillingsdebatten er ofte så præget af følelser, at det er vanskeligt at adskille holdninger og argumenter. Nogle vil fx mene, at hvis man overhovedet sætter spørgsmålstegn ved jobopslagets ønske om “større ligestilling”, så er man modstander af ligestilling og et dårligt menneske.
Men det er noget vrøvl. Det, vi ser her, er ikke ligestilling, men uligestilling. Og er man modstander af ligestilling, fordi man kritiserer uligestilling? Naturligvis ikke.
Uligestillingen i opslag som dette bunder i det resultatlighedsbegreb, som totalt dominerer ligestillingsdebatten. Det er et begreb, der bygger på den misforståelse, at mænd og kvinder er to homogene grupper med kollektive ønsker og krav. Det er på baggrund af denne misforståelse, at man kræver, at der skal være bestemte andele af det ene køn i bestemte stillinger. Eller uddeler forskningsmidler til personer med et bestemt køn. Og så videre.
Til folk, der støtter denne form for ligestilling, vil jeg sige: Hvad rager det Jenna, hvem Syddansk Universitet i øvrigt har ansat? Hvorfor skal hendes chancer for at få et job, hun er kvalificeret til, på nogen måde påvirkes af faktorer, hun ikke har nogen indflydelse på? Og spørge: Skal vi ikke se at få ryddet op i de misforståelser, vi har bygget ligestillingspolitikken på i Danmark? Er det ikke på tide, at vi ændrer kurs og sørger for, at Jenna og Jens – og Muhammad og Girti og alle andre – bliver bedømt på, hvad de kan, ikke hvem de er?
Eller skal vi fortsat hylde en ligestillingspolitik, der straffer folk, der ikke har gjort noget galt, og belønner folk, der ikke har gjort noget godt?