Lytterne skal oplyses om, hvem de lytter til, når de tænder for P1 Debat. Og debattørerne skal vide, hvem de debatterer med. Ellers bliver debatten et dobbelt skyggespil.
Onsdag diskuterede en feministisk aktivist og en tidligere konsulent og kommunalvalgskandidat for Nye Borgerlige mandefællesskaber i P1 Debat.
Det vidste lytterne dog ikke. P1 introducerede dem som henholdsvis rådgiver og forfatter, men fortalte intet om deres (køns-)politiske ståsteder.
Sådan fortsatte det programmet igennem. På intet tidspunkt gjorde P1 Debat lytterne klogere på de to debattørers baggrund.
Den ene af debattørerne var Maia Kahlke Lorentzen. Lorentzen bruges flittigt på tværs af DR’s platforme og præsenteres altid kun i kraft af sit arbejde som rådgiver for Cybernauterne, en organisation, Lorentzen er medstifter af.
Cybernauterne opstod i 2018 og er med egne ord “en forening og et netværk af eksperter i cybersikkerhed og digitale medier som tilbyder kurser, rådgivning og foredrag.” Foreningen har tråde til DR gennem sit netværk, som DR-journalisten Kevin Shakir er en del af.
Lorentzen blev for få dage siden hyldet som en af ‘Hverdagens Helte’ af DM Kommunikation, en del af fagforeningen DM. DM Kommunikation omtalte i den forbindelse Lorentzen som “internetfrihedsaktivist.”
I et interview i anledning af hyldesten udtalte Lorentzen, at hun undertiden udsættes for “legitimitetsangreb” af sine kritikere.
”Hvis jeg er kritisk over for AI, bliver nogle personlig ramt af det. Andre bliver forargerede, når jeg snakker om manosfæren, som er en antifeministisk online sfære, eller om antitransfeminister, også kaldet ’terfs’,” sagde hun.
Ifølge artiklen oplever Lorentzen, at “de mere insisterende kritikere kontakter personer, som Maia Kahlke Lorentzen har talt eller samarbejdet med, for at begå det, hun kalder et ”legitimitetsangreb.” At forsøge at få hende til at virke utroværdig, så hun får mindre taletid.”
Som en af disse kritikere kan jeg sige, at jeg aldrig har bedt medier give Lorentzen mindre taletid. Hvad jeg har gjort, er at bede medier omtale Lorentzen som feministisk aktivist, så deres brugerne ved, hvor Lorentzen står.
I 2023 kontaktede jeg eksempelvis Jyllands-Posten i det ærinde. Her havde Lorentzen udtalt sig positivt om appen Shinigami Eyes, som blev anvendt af transaktivister til at registrere og ‘redflagge’ kønspolitiske modstandere. En app, som det norske datatilsyn havde forbudt, fordi den efter tilsynets opfattelse udgør en trussel mod den frie udveksling af idéer på internettet.
Jeg spurgte, hvorfor Jyllands-Posten ikke gjorde sine læsere opmærksomme på, at Lorentzen ikke er en neutral stemme, men tværtimod beskriver sig selv som “queer-feminist,” “aktivist” og “anarkist” og om sin position har skrevet: “Jeg er selv totalt en del af det, der af TERFs ofte bliver referet til som ‘intersekten’.”
Avisen takkede for min henvendelse og ændrede sin beskrivelse af Lorentzen. “Det er absolut relevant,” skrev en af avisens redaktører til mig.
På sociale medier har jeg mange gange gentaget, at mit problem ikke er Lorentzen, som er i sin gode ret til at kæmpe for det, hun tror på, herunder udbrede sine synspunkter i medierne.
Mit problem er medier, som ikke fortæller, at Lorentzen er feministisk aktivist, men lader hende fremstå som en slags neutral ekspert. Som en konsulent, der tilfældigvis arbejder med køn og ligestilling.
Hvis Lorentzens aktivisme angik regnskoven i Amazonas, ville det være helt i orden ikke at nævne det, når Lorentzen deltager i en debat om køn og ligestilling. Men når Lorentzen – med egne ord – er queerfeministisk aktivist, så er det selvfølgelig relevant at nævne i debatter om emner med tråde til det.
Særlig slemt er det, når Lorentzen bruges af medier til at definere sine kønspolitiske modstandere, som det skete P1 Debat onsdag, og som det gentagne gange er sket i artikler, både hos DR og andre medier.
Det handler ikke om, at det, Lorentzen siger, nødvendigvis er forkert. Det handler i det hele taget ikke om Lorentzen. Det handler om, at i en tid, hvor mange har flere hatte, skal medier være bedre end nogensinde til at oplyse deres brugere om, hvem de læser, ser eller lytter til.
Og så svært burde det ærlig talt heller ikke være: Hvis en debattør er aktivist inden for det område, debattøren udtaler sig om, så skal det frem i lyset. Det er relevant information, hvis fravær efterlader brugerne i unødigt mørke.
Den anden af de omtalte debattører var Alexander Kvist Hansen. Hansen blev i P1 Debat præsenteret som forfatter, og det er Hansen bestemt også, idet han sammen med Asger Garde for nylig udgav bogen Mand, kend din styrke.
Hansen er dog også andet end forfatter.
I 2019 blev Hansen ansat som politisk-juridisk konsulent i Nye Borgerliges politisk-økonomiske sekretariat. Ved kommunalvalget i 2021 stillede han op for partiet i Tårnby. Her opnåede han 21 personlige stemmer.
Er det relevant for lytterne, at Hansen er tidligere medarbejder og kandidat for Nye Borgerlige? Ja, det er det da.
Dels fordi Nye Borgerlige i Hansens tid i partiet havde markante holdninger til køn og ligestilling. Dels fordi det er så kort tid siden, at Hansen stillede op.
For selvfølgelig er der en grænse. Hvis en debattør har været medlem af et ungdomsparti for 20 år siden, og ellers ikke har været politisk aktiv, bør det næppe bringes op. Kodeordet er relevans.
På den måde er pointen den samme her som hos Lorentzen. Det handler hverken om Hansen eller Nye Borgerlige. Det handler om, at lytterne skal gives relevante informationer, så de kan forholde sig til debatten på et oplyst grundlag.
Der er noget galt, når en feministisk aktivist og en tidligere konsulent og kandidat for Nye Borgerlige kan diskutere med hinanden i P1 Debat, uden at lytterne på noget tidspunkt får at vide, at det er det, der foregår.
Og hvad med debattørerne? Jeg er ikke sikker på, at de hver for sig vidste, hvem de talte med. Jeg kan tage fejl, men for mig lød de mere søgende, end jeg tror, de ville have gjort, hvis de havde haft kendskab til hinandens udgangspunkter.
Hvis jeg har ret i det, har P1 Debats mangelfulde præsentation af debattørerne skabt et dobbelt skyggespil, hvor debattørerne ikke vidste, hvem de debatterede med, og lytterne ikke vidste, hvem de lyttede til.
Konceptuelt lyder det faktisk interessant og meget DR-agtigt på den gode måde. Men det foregår nok bedst et andet sted i DR-systemet end P1 Debat.
Oliver Breum, som var dagens vært, har efter programmet forholdt sig til kritik på X. Det er værd at bakke op om, uanset om man er enig med Breum eller ej. Det ville uden tvivl være både lettere og behageligere for ham at holde sig væk.
I sit opslag skriver han:
“Jeg kan forstå, at min debat om manosfæren har gjort en masse mænd vrede. Der bliver også gjort grin med, at ’Adolescence’ gav mig inspiration til debatten.
Kritikken går på, at debatten dæmoniserer mænd, mangler fokus på kvinder der hader mænd og at kvinders mandehad kan få mænd ud i manosfæren.
Panelet bliver også kritiseret. På trods af at bla mandeforsker Svend Aage Madsen, kønsforsker Christian Groes og forfatter bag ”Mand kend din styrke” Alexander Kvist Hansen er med. Sidstnævnte giver virkelig godt modspil til Maia Kahlke Lorentzen fra Cybernauterne, som virkelig også får kritik i mit opslag. Og misforstå mig ikke.
Jeg elsker kritik, det betyder jeg har lavet noget, som har rørt folk. Og at jeg kan blive bedre. Men kritikken her undrer mig. For det første er programmet en debat-krammer til mænd. Det handler om hvorfor mænd er ensomme, hvordan vi undgår at mænd ekskluderer sig i manosfæren og hvordan man er en god far. Måske folk ikke har hørt programmet og trækker en automatreaktion på ordet ’manosfæren’ – dont know.
Og med risiko for at genantænde debatten, vil jeg gerne nævne, at kvinder er blevet slået ihjel i manosfærens navn i USA, Canada og UK. Næsten halvdelen af alle kvinder i Danmark har oplevet vold eller trusler om vold. Hver tredje kvinde er blevet udsat for seksuel vold. 118.000 kvinder om året udsættes for partnervold i Danmark. Med det in mente, er det måske okay at debattere manosfæren, ensomhed blandt mænd og far-rollen.
Og til alle der har spurgt, hvorfor jeg ikke laver en debat om kvinder der hader mænd, den vil jeg meget gerne lave – hvis du lytter til min debat fra i går.”
Opslaget har affødt en del kommentarer, og Breum har svaret på hovedparten af dem. Også det er prisværdigt.
At besvare Breums spørgsmål om de vrede reaktioner til fulde ville kræve et helt essay. Der er flere ting på spil og mange lag i det. Følgende er derfor ikke udtømmende, men blot et par observationer.
Breum inviterede fem gæster til programmet, der havde titlen ‘Drenge, der hader kvinder?’. Programmer tog udgangspunkt i Netflix-serien Adolescence, som jeg selv har forholdt mig til i Politiken. Af de fem gæster var de fire feminister og den ene, Alexander Kvist Hansen, ikke-feminist.
Ude i samfundet er fordelingen omtrent den modsatte. Målinger af danskernes holdning til feminisme har flere gange fundet, at omkring 20-25 procent af befolkningen identificerer sig som feminister, mens 75-80 procent ikke gør. I 2019 fandt den britiske avis The Guardian sågar – til stor overraskelse for sig selv – at blot hver sjette dansker, 16,7 procent, var feminist.
Når P1 Debat og andre programmer konsekvent – og det er konsekvent – inviterer et stort flertal af feminister i studierne til debatter om køn og ligestilling, skaber det frustration hos det store flertal af befolkningen ikke er feminister. De føler sig hverken set eller hørt.
Problemet skriver sig ind i debatten om “eliten og folket”. Folket kan få lov til at tænde radioen og lytte til mennesker, som ikke repræsenterer deres synspunkter, mens eliten står i studiet og udbreder sig om, hvordan verden hænger sammen. Eliten er her ikke eliten i økonomisk forstand, men symbolsk. Det er dem, der har de “rigtige” holdninger, som i dette tilfælde er de feministiske.
En del af den vrede, Breum oplever, stammer fra denne konflikt.
Et beslægtet problem er de underliggende forhåndsopfattelser, som gennemsyrer mange medier og i særlig grad DR. Alt det, som er uudtalt og fungerer som udiskuterede præmisser for programmer og debatter. Den franske sociolog Pierre Bourdieu brugte begrebet doxa til at beskrive dette fænomen.
Når DR’s journalister rutinemæssigt undlader at fortælle i debatprogrammer og artikler, at ovenfor omtalte Lorentzen er feministisk aktivist, så skyldes det blandt andet, at de ikke opfatter det som synderligt bemærkelsesværdigt, at en person er feministisk aktivist. Alle burde jo være feminister, som den nigerianske feminist Chimamanda Ngozi Adichie skrev i sin bog med samme titel i 2014.
Så selv om det at være feminist er en afvigelse fra normen i samfundet, er det ikke en afvigelse fra normen i DR og flere andre medier. Her forholder det sig stik modsat, og det fører blandt andet til, at folk, der ikke er feminister, typisk præsenteres netop sådan: som afvigere. Når de introduceres, fremhæves det, at de er kritiske over for feminisme, som om det var noget specielt.
Dette normative Omvendtslev er også en del af årsagen til, at folk reagerer.
Endelig er det nødvendigt at vende tilbage til Lorentzen. Lorentzen er både intelligent, vidende og skarp, men kan også være provokerende. Det har mange erfaring med på sociale medier, jeg selv indbefattet.
Når DR via Breum og P1 Debat for 118. gang inviterer Lorentzen i studiet uden at deklarere hende som aktivist, er det at vifte med en rød klud for øjnene af dem, der i forvejen er irriterede på Lorentzen.
Den del af årsagen kan Breum selv se ved at gennemgå kommentarerne til opslag som dette eller bare sine egne.
P1 Debat kan ikke med et trylleslag løse disse problemer. En del af dem kan selv DR som institution ikke løse.
Men noget kan P1 Debat gøre, nemlig blive bedre til at fortælle lytterne og meddebattørerne, hvem de har i studiet.
Det må være muligt at holde et redaktionsmøde, hvor man diskuterer, hvad det er relevant at fremhæve om gæsterne. Den slags vil altid i sidste ende bero på en konkret vurdering, men en overordnet ramme kan man godt lave.
Det skulle P1 Debat tage at gøre.