Der er ingen signifikant forskel på, hvor ofte piger og drenge sender og modtager frække billeder og beskeder, viser nyt metastudie af 110.380 unges adfærd.
Det er langt fra kun piger, der trykker på send, når der udveksles billeder og beskeder af den frække slags på sociale medier som Snapchat.
Det viser et nyt metastudie af sexting, udveksling af nøgenbilleder og frække beskeder, foretaget af forskere på University of Calgary.
Ingen kønsforskelle
Studiet har set på adfærden hos 110.380 unge mellem 12 og 17 ved at sammenligne 39 studier fra primært USA og Europa, men også Australien, Canada, Sydkorea og Sydafrika. Og konklusionen er klar: Drenge og piger er lige gode om at »sexte«.
– Det har være foreslået, at piger og unge kvinder måske er mere tilbøjelige til at sexte på grund af pres fra jævnalderende drenge om at sende nøgenbilleder. Mediernes beskrivelser af sexting viser også ofte piger som afsendere af nøgenbilleder og unge mænd som dem, der efterspørger dem, skriver forskerne.
– Men denne udbredte opfattelse og empiriske påstand understøttes ikke af vores metaanalyse, som ikke viser nogen signifikante kønsforskelle i forhold til, hvor ofte piger og drenge sender og modtager nøgenbilleder og frække beskeder, tilføjer de.
Almindeligt blandt unge
Studiet viser samtidig, at sexting er udbredt blandt unge.
27 procent af de unge mellem 12 og 17 har modtaget nøgenbilleder eller frække beskeder på deres telefon eller computer, mens 15 procent selv har sendt sexts.
12 procent indrømmer desuden, at de har videresendt sexts af andre.