To Calvin Klein-plakater hang side om side i Stockholms tunnelbane. Den svenske antisexismegruppe Reklamera valgte at anmelde den ene, men ikke den anden.
– God formiddag! Denne sexistiske reklame af Calvin Klein mødte tunnelbanerejseende i Stockholm i morgen. Reklamen er nu anmeldt til Reklameombudsmanden.
Sådan skrev den svenske antisexismegruppe Reklamera i slutningen af august i forbindelse med en af gruppens mange anmeldelser.
Plakaten, gruppen anmeldte, var den ene af Calvin Klein-plakaterne ovenfor, som her kan ses i større udgave. Den ene viser den kvindelige model Anna Ewers iført bukser og bh:
Den anden viser den mandlige fodboldspiller James Rodriguez iført boksershorts:
De to plakater hang lige ved siden af hinanden i tunnelbanen i Stockholm. Det fremgår af dette foto, som er taget af en af Reelligestilling.dk’s læsere.
Du gættede rigtigt
Plakaten, Reklamera anmeldte, var plakaten med Anna Ewers i bukser og bh. I sin anmeldelse til Reklameombudsmanden skrev Reklamera:
– Reklamen benytter sig af et pornografisk billedsprog og giver indtryk af, at kvinden fotograferer sig selv i privat sammenhæng. Udformningen af billedet hentyder til »groomingbilleder« og billeder, hvor piger og unge kvinder poserer på nettet. Det er denne henseende særligt alvorligt, at pigen på billedet ser meget ung ud. Reklamen benytter sig af det mandlige blik og et tydeligt »voyeueristisk« billedsprog, det vil sige at betragteren kigger på en pige/kvinde »i smug«. Udformningen af reklamen er irrelevant for produkterne undertøj og jeans – pigen fremstilles som sexobjekt og blikfang. Billedteksten »I take what I want in #mycalvins« forstærker den seksuelle hentydning i reklamen yderligere. At billedet er publiceret i storformat i tunnelbanen og det offentlige rum gør reklamen ekstraordinært påtrængende. Reklamen er krænkende for kvinder i almindelighed.
Plakaten med James Rodriguez i boksershorts, som hang samme sted, havde samme størrelse, viste mere nøgenhed, reklamerede for samme virksomhed og på samme måde anvendte modellen som blikfang og sexobjekt, anmeldte gruppen ikke.
Reklamera er startet af den svenske kvindeorganisation Sveriges Kvinnolobby. Gruppen har siden spredt sig til Norge og Danmark. Den danske afdeling af gruppen hedder Reklamér.