Anmeldelse: Argumenter for mænd af Svend Aage Madsen.
Der er meget godt at sige om Svend Aage Madsens nye bog, Argumenter for mænd. Enkelte svipsere er der også, men lad os starte med det gode.
På bogens 212 sider udtrykker Madsen sine tanker om mænd og deres udfordringer i forhold til køn og ligestilling. Den tidligere chefpsykolog på Rigshospitalet og mangeårige formand for Forum for mænds sundhed skriver i et let sprog og har ikke propfyldt bogen med data. De præsenteres, hvor de gør nytte, og de forklares godt, både i tekst og figurer, så ingen hægtes af.
Madsen inddrager sin egen livshistorie undervejs, og de personlige fortællinger giver bogen liv og gør læseren klogere på forfatteren og hans tankers oprindelse. Underholdende er det sine steder også, som når Madsen mindes sin rektor på Kalundborg Gymnasium i 1967-1970, som »var så nationalistisk, som man vel overhovedet kunne være på den tid« og ikke brød sig om »os unge, der skrev artikler imod Vietnam-krigen i skolebladet Gossip, valgte Internationale som morgensang, når det var vores tur, og røg hash i skoletiden.«
Det er kort sagt en sympatisk bog, Svend Aage Madsen har skrevet. Hvilket næppe overrasker nogen, som har oplevet Madsen til foredrag eller andre steder. Den altid smilende og humoristisk anlagte mand forventer man det af.
Svend Aage Madsen classic
Kendere af Svend Aage Madsens arbejde vil ikke støde på nye indsigter i bogen. Centralt står de ca. 25 procent af den mandlige befolkning, som slås med problemer så langt øjet rækker. Som Madsen skriver i sin indledning:
»(…) vi har desværre også 25 procent mænd, der er eller kommer til at leve som singler, som aldrig får børn eller en uddannelse. Det er en gruppe mænd, som ad flere omgange og af forskellige årsager er blevet overset af samfundet, og resultatet er, at de oftere end andre befolkningsgrupper er i stor risiko for at blive syge, blive misbrugere, arbejdsløse, ensomme, begå selvmord eller dø tidligt. Det er trist og meningsløst – og det er dyrt for samfundet.«
Bogen er blandt andet en opfordring til, at sundhedssystemet justeres, så det i højere grad kommer til at fungere for mænd. Det kræver ifølge Madsen blandt andet en erkendelse af, at mænd og kvinder ikke er ens og følgelig ikke altid reagerer på samme måde, fx i kriser og i forhold til kommunikation. En lignende opfordring om tilpasning retter Madsen mod uddannelsessystemet.
Bogens emner har Madsen behandlet mange gange i den offentlige debat, men det er næppe hele den danske befolkning, der har nærstuderet hvert eneste komma i samtlige Madsens interview, kronikker og debatindlæg. Argumenter for mænd formidler Madsens pointer til et bredere publikum, og det gør den godt.
Samme problem som Reeves
Analytisk står bogen svagest der, hvor den skal forklare, hvorfor mænds problemer ikke er blevet taget alvorligt og i vidt omfang stadig ikke bliver det.
Madsen befinder sig her i den samme kattepine som Richard Reeves, forfatter til den internationale bestseller Of Boys and Men, og det er ingen tilfældighed, for der er flere væsentlige overlap mellem de to mandesagsforkæmpere.
Både Madsen og Reeves befinder sig politisk til venstre for midten og har stor sympati for kvindebevægelsen og dens resultater. De gentager det ofte, og selv om det langt hen ad vejen er forståeligt – hvem er modstander af kvinders stemmeret, økonomiske frihed osv.? – medfører tilknytningen, at de vægrer sig mod at se den feministiske tænknings udbredelse som en udfordring for mænd.
Det er et åbenlyst problem. I min 2023-bog Aldrig din skyld, altid din skyld skitserer jeg, hvordan den feministiske tænkning gennem feministiske organisationer bliver til feministisk politik. Jeg omtaler denne sammenvævning af idéer, aktivisme og politisk handlen som det feministiske økosystem, men man kan kalde det noget andet, hvis man foretrækker det. Det centrale er, at man forstår den betydelige magt, systemet har, og at dets magtudøvelse har stor indflydelse på den manglende opmærksomhed på drenge og mænd.
Reeves forsøger at komme uden om problemet ved at tale om, at ligestilling ikke er et nulsumsspil. Madsen gør noget tilsvarende, fx når han skriver:
»Når mænd også bør se sig selv som et køn, skal det bestemt ikke ske på bekostning af andre. Ligestilling er godt for alle, og det betyder ikke, at man tager noget fra nogle andre, men at alle skal have lige muligheder.«
Problemet for Reeves og Madsen er imidlertid, at ligestilling ofte er et nulssumsspil. De samme penge kan ikke bruges to gange. Opmærksomhed kan ikke rettes mod flere ting på én gang. Det feministiske økosystems evne til at sætte kvinders problemer på den politiske dagsorden er en udfordring for enhver, der ønsker at sætte mænds problemer på den politiske dagsorden.
Denne pointe er ikke ideologisk. En analyse af den feministiske tænkning og aktivismes magt er en kortlægning af tingenes tilstand. Hvis analysen er korrekt, er den korrekt, uanset hvad man i øvrigt mener om feminisme. Hvis de udfordringer, den tydeliggør, er reelle, går de ikke væk, fordi man af ideologiske eller andre årsager ikke bryder sig om at tale om dem.
Det er en svaghed hos både Reeves og Madsen, at de lukker øjnene for disse perspektiver. Begge nærmer sig dem af og til med stor forsigtighed, men som et barn, der stikker tæerne i vandet og kan mærke, at det er koldt, trækker de sig altid hurtigt væk igen.
Strategisk tavshed
Interesserer man sig for denne svaghed, bør man dog tænke over det strategiske perspektiv, inden man helt afskriver Reeves og Madsen.
I Danmark er det meget få, der de seneste årtier har haft større succes med at sætte mænds problemer på den politiske dagsorden end Svend Aage Madsen. Internationalt kan noget lignende siges om Richard Reeves, som siden han slog igennem i 2022 er blevet bevilget millioner af dollars til at starte og drive en tænketank om drenge og mænds problemer.
Reeves og Madsen betaler en analytisk pris for ikke at forholde sig til den feministiske tænkning og aktivisme. Der kommer slet og ret huller i deres analyser som konsekvens af det. Men prisen kommer med en modydelse. Reeves og Madsen lykkes med at få deres budskaber ud til den bredere offentlighed og ind i det politiske system uden at blive modarbejdet af det system, de undlader at omtale. Reeves og Madsen slår ikke til hvepsen og stikkes derfor ikke af den.
Reeves har i et podcastinterview forholdt sig til dette spørgsmål og gjort klart, at hvis han kan få sat fokus på mænds problemer ved at indlede enhver sætning med en hyldest til feminismens resultater og en understregning af, at han ikke er ude på at tage noget fra kvinder, så finder han det fra et strategisk perspektiv klogt at gøre det. Som leder af en tænketank er han sat i verden til at få tænketankens tanker ud i verden. Hvis der er ting, han rituelt skal sige eller lade være med at sige, så gør han det.
Denne strategiske vinkel føjer et lag til diskussionen om Reeves og Madsens berøringsangst. Et lag, som de mest kritiske stemmer bør tænke over. Hvis valget står mellem at være stærkt kritisk og uden indflydelse eller moderat og med indflydelse, hvad vælger man så? Og hvem skal man prioritere, når man træffer sit valg? Sig selv og sit ego eller de mænd, man hævder at kæmpe for?
Jeg tror, både Reeves og Madsen i en tomandssnak uden kameraer og mikrofoner vil anerkende, at den feministiske tænkning og alle dens grene ind i politik udgør en udfordring for drenge og mænd. Venlige ord om, at ligestilling er for alle, rækker kun så langt. Når det bliver alvor, og pengene deles ud, kan det måles, hvem der har magt, og hvem der ikke har. I den nuværende regerings regeringsgrundlags afsnit om ligestilling omtales kvinder fire gange, mens mænd slet ikke nævnes. Det er ikke et tilfælde. Det er et koncentrat af politisk magt.
Dét ved både Reeves og Madsen. Men de tier – måske med rette – af strategiske årsager.
Jordan Peterson, Andrew Tate og Mads Strange
Stedvis i Argumenter for mænd bliver Madsen politisk, og disse passager fremstår ikke som bogens stærkeste. Det gælder eksempelvis afsnittet her:
»Selvom det er et fåtal herhjemme, der er helt ude på fløjene og følger fænomener som Jordan Peterson og Andrew Tate, skal tendensen tages alvorligt. Ikke mindst i lyset af præsidentvalgets udfald i USA i 2024. Her i landet synes grupper fra Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne at være klar til at blæse til den ild. Den ekstremistiske politiske rådgiver i Liberal Alliance Mads Strange har givet udtryk for, at sejren er i hus, ”Pendulet svinger den anden vej … ” som han skriver i Altinget.«
Hvis man vil kritisere nogen, hvad end det er politiske partier eller navngivne personer, skal der helt enkelt mere kød på fuglen, end Madsen leverer.
Flere steder sidestiller Madsen Jordan Peterson og Andrew Tate, hvilket vil irriterer kendere af Jordan Petersons holdninger til køn og ligestilling (som ikke skal forveksles med Petersons siden 2020 i tiltagende grad besynderlige holdninger til politik). Et sted forholder Madsen sig eksplicit til rimeligheden i at sidestille Peterson og Tate, og her fastholder han sin position:
»Jeg har fået kritik for at sammenligne de to for meget, men jeg synes dog stadig, at de er i nærheden af hinanden, for både Andrew Tate og Jordan B. Peterson tilbyder et svar og en løsning til de frustrerede unge mænd, og svaret er kort fortalt at vende tilbage til nogle gamle traditionelle maskulinitetsformer, som samtidig er dem, der i mange år har været problemet i hele ligestillingsdebatten. Andrew Tate og Jordan B. Peterson er populære og kan på nogle stræk sammenlignes med popidoler, og de følges af drenge og unge mænd helt ned i folkeskolen.«
Det sidste, om popidolerne, har Madsen ret i. Men når Madsen sidestiller Peterson og Tate, går han galt i byen. Peterson har gentagne gange forholdt sig til Tate og lægger ikke fingrene imellem, når han gør. Senest har han sagt følgende i et podcastinterview:
»Andrew Tate is a very bad actor. To say the least. He’s a pimp. Electronic pimp. And I think pimps are possibly the lowest form of male life, because they are parasitic on women, and that is about as bad as you can get if you’re a man. (…) The left likes to think that Andrew Tate and me, for example, are gateways to the alt-right, and that somehow we’re the same. And we’ere not the same at all. What I’m offering young men is a pathway to adulthood through responsibility, not through the exercise of power.«
Fire stjerner
Argumenter for mænd står stærkest, når Madsen deler ud af sin viden om mænds sundhed. De personlige fortællinger bidrager også positivt. Madsens beretning om sit forhold til sin far er både en rejse tilbage i tiden og et argument for Madsens ønske om en mere mangfoldig maskulinitet.
Svend Aage Madsen insisterer på, at mænd og kvinder er forskellige. Han argumenterer for, at systemer skal indrettes med respekt for disse forskelle. Han kerer sig om de mænd, der har det allersværest. Alt det er der god grund til at lytte til, uanset hvor på det (køns-)politiske spektrum man befinder sig.
Med denne udgivelse hos Gyldendal får Madsen bragt sin viden om mænds problemer ud til en bred kreds af læsere. Det har betydning, ikke bare for Madsen, men ultimativt for de drenge og mænd, han bekymrer sig for.
Trods de påpegede svagheder fortjener Argumenter for mænd fire af seks mulige stjerner. Svend Aage Madsen er en af de væsentligste fortalere for drenge og mænd i Danmark. Argumenter for mænd viser hvorfor.
****
Argumenter for mænd har undertitlen Fra rigtige mænd til mangfoldig maskulinitet. Bogen er blevet til i samarbejde med Cathrine Errboe og udkom på Gyldendal 25. marts 2025.