Et af ugens hotteste debatemner har været forsiden af modemagasinet Cover, der viste et billede af en 16-årig model, som fremstod tynd – og i manges øjne alt for tynd. Men hvorfor har så mange reageret så kraftfuldt på et modemagasins forside?
De negative kommentarer har stået i kø i det, der for længst er blevet døbt Covergate. Såvel bladet som modebranchen i almindelighed er blevet anklaget for med billeder som det omtalte at medvirke til, at unge piger udvikler alt fra negativt selvbillede til spiseforstyrrelser og andre sygdomme.
Psykolog og tidligere topmodel Renée Toft Simonsen har fx ifølge Politiken udtalt følgende:
– Hvad er det for et ideal, man opstiller, når man hylder en lille pige, der er meget, meget afpillet. Det er perverst, at der ikke er nogen, der har set det og har sagt stop.
I samme avis skrev Venstrepolitiker Jakob Engel-Schmidt et helt debatindlæg om emnet under titlen ‘Modebladet Cover iscenesætter et sygt kvindeideal’, som blandt andet rummer denne kritiske analyse:
»Covers modesider bidrager destruktivt til det moderne kvindeideal og forstærker unge pigers selvhad ved at legitimere et kropsideal, hvor kun den ultratynde kvinde synes lykkelig og rigtig«.
Hos SF er man gået skridtet videre og foreslår, at man fra politisk hold om nødvendigt skal lovgive om brugen af tynde modeller i modebranchen. Det er et forslag, avisen Politiken støtter i sin leder 22/2, der har overskriften ‘Syge idealer fremmer ikke sund kropskultur’:
»Siden 2007 har den danske modebranche haft et charter, der skal sikre, at modellerne ikke er sygeligt tynde. Det er da også klart at foretrække, at branchen selv opstiller rammerne for sit ansvar. Kan den ikke det, må politikerne skride til handling.
I lande som Frankrig og Spanien har man for længst indført love, som forhindrer brug af de helt tynde modeller.
Det kræver kun et lille skridt fra politikerne at regulere sig ud af problemet. Det kræver derimod et stort skridt fra branchen, hvis den vil vise, at den er herre i eget drømmehus«.
På Facebook, ikke mindst på Covers egen Facebookside, har reaktionerne vanen tro været endnu voldsommere, og også her har den generelle opfattelse været, at Cover har opført sig forkasteligt, og at nogen burde have stoppet billederne undervejs i processen, inden de nåede bladets forside og kioskernes hylder.
Cover måtte da også i ugens løb gå ud og beklage, at billederne var blevet brugt. Chefredaktør Malene Malling udtalte til TV2:
– Jeg har lavet magasiner i over ti år, og denne gang har jeg desværre lavet en stor fejl, som jeg gerne vil sige undskyld for. På Cover har vi igennem årene trykt tusindvis af billeder, men denne modeserie skulle vi ikke have trykt. Det er ikke noget, jeg er glad for eller stolt af.
Forargelse, kritik, shitstorm på sociale medier, officielt undskyldning og mulig lovgivning i sigte. Det er noget af en omgang. Men hvorfor sker det lige nu? Der udkommer modemagasiner hver eneste uge, og det er ikke første gang, at en forside har været prydet af et billede af en tynd model. Så hvorfor så voldsomme reaktioner netop denne gang?
Tese 1: Den opsparede vrede fandt sit afløb
For kun en uge siden var en menneskejagt i gang i København efter terrorangrebet, der havde kostet to mennesker livet og såret fem betjente, og som endte med, at drabsmanden blev skudt af politiet. Det var en tragisk begivenhed, som utvivlsomt har berørt langt de fleste af os, og måske har berørt os mere, end vi endnu er klar over.
I tiden siden den 14-15/2 har alle aviser og debatter været fyldt med analyser, politiske reaktioner samt refleksioner over, hvad det var, der skete, og hvad vi kan gøre for at forhindre – eller i hvert fald mindske sandsynligheden for – at det sker igen.
Diskussionerne har været hårde. Fronter er blevet trukket op, og de færreste kan med hånden på hjertet sige, at deres indlæg og kommentarer ikke også var påvirket af følelser, fx afmagt, vrede og sorg.
Men langt fra alle har deltaget i debatten efter terrorangrebet. Og langt fra alle, der har, har skrevet alt det, de egentlig havde lyst til. Mange har lagt bånd på sig selv, andre har endnu ikke fundet deres ben i diskussionen om terror, religion, radikalisering, etnicitet og kultur. Endelig er der uden tvivl nogle, som af forskellige årsager bevidst har udøvet selvcensur ved helt at undlade at deltage i debatten.
Det er på den baggrund en rimelig antagelse, at der netop i denne uge har været ophobet langt mere vrede i samfundet, end det normalt er tilfældet. En vrede over det, der er sket, og som ikke for alles vedkommende er blevet udledt i den efterfølgende debat.
Dertil kan man lægge en yderligere antagelse, nemlig at det massive fokus på det frygtelige døgn og de efterfølgende dages bearbejdning har skabt et behov for at vende sig mod noget mere ‘uskyldigt’; at den ekstraordinære situation har skabt et øget behov for at diskutere det ordinære.
Lægger man den ophobede vrede sammen med behovet for at ‘vende tilbage til hverdagen’, opstår et debatklima, hvor der skal mindre til end normalt for at antænde debatten. Det, der under andre omstændigheder ville have medført en mindre diskussion, kan i dette klima blive genstand for en omfattende og ophedet debat, der er drevet af følelser, som har deres udgangspunkt et helt andet sted.
Er det så hele forklaringen på den meget voldsomme debat om Covers tynde forsidemodel? Nej, naturligvis ikke. Diskussionen om mediers brug af modeller er relevant i sig selv og ville have fundet sted under alle omstændigheder. Men debatten ville næppe have nået samme højder i et mere ‘normalt’ debatklima. Sat på spidsen kan man sige, at Covers forside blev bragt på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt; i et land, der hungrede efter noget ‘hverdagsagtigt’ at lade vreden gå udover, og på et tidspunkt, hvor behovet for denne vredesudladning var usædvanlig stort.
Tese 2: Kapitalismekritikken fandt en syndebuk
På overfladen handler debatten om Covers forsidemodel om kropsidealer og modebranchens rolle i forhold til at skabe dem. Flere debattører hævder, at modemagasiners billeder påvirker unge pigers selvværd, og at der derfor påhviler magasinerne – og modebranchen generelt – et særligt ansvar i forhold til, hvilke modeller branchen bruger.
Men under overfladen handler debatten om noget andet. Det, der forklæder sig som en etisk diskussion, er i virkeligheden en kritik af kapitalismen og de markedskræfter, den baserer sig på.
For hvad handler det egentlig om? Et modemagasin bringer et forsidebillede, som følger lovgivningen, og som vælges, fordi bladets læsere – og dermed købere – foretrækker billeder af denne type. Der er, om man kan lide det eller ej, et marked for magasiner med forsidebilleder af tynde modeller. Var der ikke det, fandtes der ikke modemagasiner med sådanne forsider. Covers billede af den tynde, 16-årige model Lululeika er en konsekvens af udbud og efterspørgsel i en fri markedsøkonomi.
Kapitalismekritikken, der for alvor var på mode i 70’erne, har været på en historisk nedtur siden Murens fald i 1989. Selv det mest venstreorienterede parti i Danmark, Enhedslisten, har nedtonet retorikken om at omstyrte det kapitalistiske samfund. Og med den franske økonomi Thomas Piketty som mulig undtagelse har det på venstrefløjen været så som så med politiske og intellektuelle svar på de udfordringer, de vestlige lande står over for.
Men kapitalismens kritikere findes stadig, og de leder med lys og lygte efter områder, de kan indtage; debatter, der kan vise, at kapitalismekritikken stadig har sin berettigelse, og at et totalt knæfald for kapitalismen ikke er den rigtige vej at gå.
For dem var Covers forside en kærkommen lejlighed til at pege på, hvad de betragter som kapitalismens indbyggede ondskab. »Se her«, kunne de sige, »hvor galt det kan gå, hvis markedet bestemmer alt«. De kunne pege på, at her var et område, hvor regulering ikke bare ville være en god ide, men en decideret nødvendighed, hvis ikke ‘de rå markedskræfter’ skulle føre til udnyttelse af unge fotomodeller samt spiseforstyrrelser og andre kropsrelaterede sygdomme hos unge piger.
Som nævnt har SF allerede foreslået, at der skal indføres lovgivning på området. »Jeg synes, at det ville være interessant at kigge på bøder«, har partiets sundhedsordfører Özlem Cekic udtalt. Cekic vil tillige have nedsat et udvalg, der skal se på, hvordan man stopper brugen af »alt for tynde modeller«, og hun foreslår, at modellernes BMI løbende kontrolleres, så de tyndeste modeller kan sorteres fra.
Under overfladen handler Covergate således om mere end forsider og modellers vægt. Diskussionen handler også om den principielle modsætning mellem frie markedskræfter og regulering: Skal modebranchen have lov til at tilfredsstille markedets behov, eller skal branchen reguleres efter politisk fastsatte idealer?
Heller ikke denne forklaring er udtømmende. Det er ikke sådan, at debatten om Covers forside alene skyldes, at kapitalismekritikken i Cover fandt en syndebuk. Men det har tilført diskussionen ekstra energi, at den hårdt trængte venstrefløj her har fundet en sag, som i mere end én forstand illustrerer, hvad konsekvenserne af rendyrket kapitalisme i deres øjne er. Covergate kan for venstrefløjen bruges som et bevis på, at regulering af kapitalismen er en nødvendighed for at beskytte mennesker mod udnyttelse.
Stedfortræderkrig i modebranchen?
Dermed altså to teser om, hvorfor Covers forside blev til Covergate. Hvorfor noget så trivielt som en tynd model på forsiden at et modemagasin netop i denne uge førte til en så eksplosiv debat i aviserne og på de sociale medier.
De to teser skal ikke opfattes som en endegyldig forklaring og slet ikke som en afvisning af, at diskussionen om modebranchens brug af modeller er legitim. Modellen på forsiden af Cover er meget tynd, og det samme er mange andre modeller. Om det udgør et sundhedsmæssigt problem, bør folk med den rette viden afgøre. Formålet har med andre ord ikke været at bagatellisere debatten om kropsidealer og tynde modeller, men at forsøge at forstå de vilkår, der muliggjorde, at debatten fik det omfang, den fik.
I det lys er et min påstand, at modebranchen i denne uge har været skueplads for en stedfortræderkrig. Dels skete debatten på et tidspunkt, hvor behovet for at ‘vende tilbage til hverdagen’ og for at komme af med opsparet vrede var endog meget stort, dels var debatten en kærkommen lejlighed for en trængt venstrefløj til at demonstrere sin eksistensberettigelse.
Debatten om modebranchen er ikke slut og stedfortræderkrigen således heller ikke. De kommende dage og uger vil vise, hvor store omkostningerne bliver for en branche og et magasin, der i alt væsentligt gjorde, hvad de plejer at gøre, men som på grund af ydre omstændigheder blev skueplads for en ophedet debat, de ikke havde forudset, og som de ikke har nogen muligheder for selv at stoppe.