13. november, 2024

Et stykke med Hindkjær

Isabella Hindkjær er per 1. marts ansat som redaktionschef på P3. Billede: DR-byen. Wikimedia Commons, fotograf: Karen Mardahl.

Det forbavsede mig, at Skovs kommentar startede en debat. Det, der for mig var en triviel konstatering, var for andre en stor provokation.

Da den borgerlige debattør og forfatter Christian Egander Skov i sidste uge skrev i en kommentar i Berlingske, at DR havde ansat Isabella Hindkjær som redaktionschef på P3, fordi hun er woke, var min første indskydelse at retweete: ”Og paven er katolik”.

Så indlysende syntes jeg, Skovs iagttagelse var. Hindkjær kommer fra en stilling som chefredaktør på Femina, hvor hun i perioden 2020 til 2023 har omlagt det tidligere dameblad, så det i dag er et aktivistisk medie. Skulle det virkelig være en overraskelse, at det spillede en rolle for DR i ansættelsen af Hindkjær? Dét DR, som i 2017 gav Girl Squad seks radioprogrammer til at promovere bogen Ludermanifestet, som DR var medudgiver af? Dét DR, som i 2020 bragte serien Alle hader feminister, hvori komiker og feministisk aktivist Ane Høgsberg uden at inddrage skyggen af kritiske stemmer taler med andre feminister om, hvorfor feminisme er fantastisk? En serie, DR måtte rette fejl i efterfølgende, da flere af seriens påstande ikke holdt til et faktatjek. Dét DR, der rutinemæssigt betragter det som god nyhedsdækning at invitere tre feminister i studiet til at give deres vurdering af en feministisk rapport? Dét DR, som på P1 har en hel perlerække af tilbud til det woke publikum, men intet til alle andre? Dét DR, der i en årrække drev den identitetspolitiske reklamekanal DR3, hvis hovedbudskab var, at det er forkert at være normal? En kanal, hvis indholdsproduktion i parentes bemærket er flyttet over til det P3, Hindkjær nu skal stå i spidsen for?

Jeg kunne ikke se det. Man måtte være uvidende om enten Isabella Hindkjær, DR eller begge dele, hvis man var det mindste i tvivl om, at Skov havde ret. Selvfølgelig spillede det en rolle for DR’s ansættelse af Hindkjær, at Hindkjær er woke og dermed på linje med DR.

Min forbavselse var derfor stor, da jeg opdagede, at kommentaren startede en debat. Det, der for mig var en triviel konstatering, var for andre en stor provokation. Ud af skyggen red to hvide riddere i form af chefredaktør og adm. direktør på A4, Kristian Madsen, og journalist Niels Krause-Kjær. ”Utroligt, at Berlingske vil lægge spalter til denne sexistiske sviner, hvor en mand, der tydeligvis intet ved om journalistik, sviner en af fagets største talenter for at tage den evige sandhed/objektivitet debat op igen. Tillykke til DR med deres fangst!” skrev Kristian Madsen på Twitter. Krause-Kjær retweetede Madsens tweet med ordene: ”Det her har Kristian Madsen helt ret i” og kastede sig derefter ind i en diskussion med Skov, hvori han blandt andet skrev: ”Kristian Madsens bemærkning om sexisme er næsten det mindste. Du skamvrider et citat. Du sidestiller reelt påstanden om manglende objektivitet med feminisme. Du forsøger at begå et fagligt karaktermord. Du retter vanvittige beskyldninger mod DR. Det er på alle måder under niveau. Også dit.”

Sagens hovedperson, den kvinde, Kristian Madsen ufrivilligt sexistisk omtalte som en ”fangst”, havde forud for Skovs kommentar udtalt sig om sit syn på journalistik i Clement Kjærsgaards to timer lange søndagsprogram på P1, Akkurat. Her understregede Hindkjær, at hun ikke tror på objektiv journalistik. ”Den tid er slut. Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden,” sagde Hindkjær. Da Kjærsgaard spurgte, om det også gælder et statsfinansieret medie som DR, var Hindkjærs svar: ”Ja, det mener jeg.”

Hindkjær er ikke ene om den position. I den internationale debat om journalistik taler flere for det samme, ikke mindst i USA. Idéen om objektiv journalstik, herunder idéen om, at journalister skal lade mennesker med forskellige syn på verden komme til orde, er forældet, mener en række fremtrædende redaktører og journalister. Tidligere chefredaktør på The Washington Post Leonard Downie Jr. skriver i en klumme om at spørgsmålet: ”Flere og flere farvede journalister og yngre hvide journalister, herunder LGBTQ+-personer, i stadig mere forskelligartede redaktioner mener, at objektivitetsbegrebet har forhindret retvisende rapportering baseret på deres egen baggrund, erfaringer og synspunkter.” Chefredaktør på San Francisco Chronicle Emilio Garcia-Ruiz, som Downie Jr. har interviewet, bekræfter dette skift i synet på journalistikkens opgave: ”Konsensus blandt yngre journalister er, at vi er helt forkerte på den. Objektiviteten skal væk.”

Heller ikke i Danmark står Hindkjær alene. I efteråret 2020 opfordrede journalist Iben Maria Zeuthen i et debatindlæg i Ekstra Bladet andre journalister til at udelukke personer med visse synspunkter. ”Det er vigtigt, at vi som journalister slukker for mikrofonen for dem med det modsatte synspunkt, når det modsatte synspunkt en gang for alle er underkendt. Og det går nogle gange for langsomt. Det gjorde det med klimafornægterne, det gjorde det med vaccinefornægterne, og det gør det med ligestillingsmodstanderne. Ja, det kalder jeg dem, for de forsinker med deres meninger et ligestillet samfund. Alle dem, der – som udenforstående – tror, de ved bedre, når de bliver stillet over for beretninger om uligestillende situationer, undertrykkende adfærd eller patriarkalske strukturer,” skrev hun. En af dem, journalister ifølge Zeuthen skulle udelukke fra debatter om ligestilling, var Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard. ”Vi behøver simpelthen ikke invitere hende ind og tale om ligestilling. Pia har intet særligt kendskab til emnet. Hun har ikke researchet, hun giver intet udtryk for at lytte, og tydeligvis har hun, siden hun sidst var i manegen på denne dagsorden, intet lært. Derudover taler hun mod bedre vidende, og hendes synspunkter er både modbeviste og uddaterede,” skrev Zeuthen, som i dag er på lønningslisten hos DR, hvor hun laver programmet Tal til mig på P1.

Den journalistiske bevægelse væk fra objektivitetsidealet sker parallelt med lignende udviklinger i andre sfærer, herunder i forskningen, hvor det i stigende grad er normalt at se yngre forskere identificere sig som aktivister. Idéen om, at journalister og forskere skal beskrive verden og overlade vurderingerne til andre, er under pres fra en generation, som finder den boomeragtig. For dem er hverken journalistik eller forskning ophøjede discipliner, som eksisterer løsrevet fra den verden, de beskriver, men nyttige redskaber, som kan anvendes i højere sagers tjeneste. Det er det, Hindkjær mener, når hun siger, at ”Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden.” Medier skal i Hindkjærs øjne ikke nøjes med at fortælle om verden. De skal aktivt forsøge at lave om på den.

Kernen i striden er en uenighed om, hvad journalistikkens telos er. Telos er et centralt begreb hos Aristoteles og beskriver det formål, en ting, person eller praksis har. For eksempel er en knivs telos at skære (en kniv, der ikke kan skære, er ikke en god kniv). I et foredrag om værdier afholdt på Duke University i 2016 argumenterer professor i socialpsykologi Jonathan Haidt for, at professioner risikerer at korrumpere, hvis de overtages af andre professioners telos. Som eksempel peger Haidt på, at det kan få alvorlige konsekvenser, hvis en læge begynder at lede sin praksis efter forretningsverdenens telos, profit. Lægers telos er sundhed. En læge, der tænker mere på profitmaksimering end på sine patienters sundhed, er ikke en god læge, argumenterer Haidt.

Journalistikkens telos har i århundreder været sandhed. Hvis en generation af chefredaktører som Isabella Hindkjær begynder at bedrive journalistik ud fra aktivismens telos, at ændre verden, risikerer journalistikken på samme måde at korrumpere. Konsekvenserne har vi allerede set en forsmag på i Zeuthens argumentation for at ekskludere debattører med divergerende synspunkter. Et absurd forslag set fra et sandhedsperspektiv. Men meningsfuldt fra et aktivistisk. Hvis sagen er vigtigere end sandheden, er der ingen grund til at give dem plads. Så er de bare i vejen.

Diskussionen om journalistikkens telos er der god grund til at tage. Hvad vil det eksempelvis betyde for mediernes troværdighed, hvis medier i stigende grad vinker farvel til objektivitetsidealet?

Diskussionen om, hvorvidt DR skeler til potentielle medarbejderes grader af wokeness, er knap så interessant. Den kan vi tage, når DR ansætter Mikael Jalving som generaldirektør.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview