27. juli, 2024

Farvel skattekroner, goddag politikerlede

Ole Birk Olesen (LA) skal i morgen i et samråd svare på, om han fortryder sine udtalelser i et debatindlæg om kvinder i 2010, og om han trækker dem tilbage. Billede Screenshots ft.dk.

Hvis man som politiker gerne vil bidrage til politikerleden, skal man gøre som Rasmus Prehn (S) og Lea Wermelin (S).

SOCIALDEMOKRATERNE Rasmus Prehn og Lea Wermelin har kaldt transport-, bygnings- og boligminister, Ole Birk Olesen, i samråd på Christiansborg i morgen.

Om noget vigtigt?

Nej. Emnet for samrådet hverken transport, byggeri eller boliger, men er et debatindlæg om kvinder, Olesen skrev i 2010! De to socialdemokrater vil på samrådet spørge Olsen, om han fortryder sine udtalelser i debatindlægget, og om han vil trække dem tilbage.

BEREGNINGER fra Justitsministeriet viser, at et samråd koster mindst 15.000 kroner at gennemføre.

15.000 kroner er altså et beløb, Socialdemokratiet finder det rimeligt at anvende på noget, som i bedste fald er politisk drilleri. Læg i øvrigt dertil den tid, samtlige deltagere ved samrådet spilder.

POLITIKERLEDE opstår, når politikere handler, som Prehn og Wermelin gør her.

Det er på ingen måde relevant for nogen eller noget, om Ole Birke Olesen mener, hvad han skrev i et debatindlæg i 2010. Et debatindlæg, han tilmed allerede dengang indledte med at kalde »generaliserende«, og hvori han gjorde klart, at »kvinder har mindst lige så mange gode sider, som de har dårlige«.

SAMRÅDET tjener da også kun to formål:

1. At sværte Ole Birk Olesen til.

2. At spilde ministeren og ministeriets tid, så de har mindre tid til at passe deres arbejde.

Ikke spor andet.

SOM borger er det frustrerende at være vidne til.

Prehn og Wermelins fjollerier er muligvis sjove for de involverede. For os andre er de det ikke.

Måske fordi de er vores penge, der meningsløst trækkes ud i toilettet, hver gang der indkaldes til samråd som dette. Måske fordi det så åbenlyst er spild af tid.

Se med fra klokken 16.30

Det åbne samråd starter klokken 16.30 og transmitteres direkte på Folketingets tv-kanal. Du kan følge samrådet her.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview