27. maj, 2024

Fear and loathing in Sweden

Fear and loathing in Sweden

En pige løb fra en mand i en svensk skov. Men hvad var hun bange for? Hvorfor løb hun?

En tilsyneladende uskyldig historie har i denne uge præget den svenske ligestillingsdebat. På overfladen handler den om et flygtigt møde mellem en ung mand og en ung kvinde i en skov, men under overfladen handler den om mistillid, frygt og had.

Den skrækslagne pige

Hovedpersonen i historien er den 23-årige John Nylander. Han parkede i mandags sin bil tæt på sit hjem i Stockholmforstaden Hägersten og gik mod sin lejlighed igennem et lille skovstykke.

I skoven gik en pige på den sti, John var på vej imod. Da hun så ham, begyndte hun at løbe. Hun sagde ingenting, men løb bare væk, indtil John ikke længere kunne se hende.

Johns reaktion

John Nylander fortæller på sin Facebookside, at han først blev overrasket og fik lyst til at løbe efter pigen og råbe til hende, at hun ikke skulle være bange for ham. Men han vidste godt, at det ikke ville have hjulpet. Der var intet, han i situationen kunne gøre.

Efter sin umiddelbare reaktion blev John ked af det. Ked af, skriver han, “at vi er nået det punkt, hvor piger løber, så snart de ser en mand, der går hen imod dem”.

John opfordrer på baggrund af sin oplevelse til, at “vi i fællesskab sikrer, at fremtidige generationer af piger ikke er nødt til at løbe”. “Vi mænd”, skriver han, “må påtage os vores forbandede ansvar og sørge for, at ingen behøver løbe mere.”

“Jeg håber, at alle I andre mænd, der læser det her, er med mig og vil bidrage til, at det bliver til virkelighed”, slutter han sin opdatering.

John Nylander er feminist og har på sin Facebookside blandt andet billeder af sig selv med det svenske parti Feministisk Initiativs logo.

Debat og fakta

John Nylanders Facebookopdatering har vakt stor glæde i det feminismeprægede Sverige, og mange har rost den unge stockholmer for at opfordre mænd til at tage ansvar. Opdateringen er i skrivende stund blevet delt ikke færre end 3.899 gange på Facebook, og John er blevet interviewet af lokale medier om sin oplevelse og den efterfølgende opmærksomhed, han har modtaget. Til det engelsksprogede medie The Local Sweden siger han:

“Of course I am honoured to get this kind of reaction from everyone around me, but in another way it makes me sad that it took a white male guy to make this debate happen in Sweden on an issue that millions of women have been talking about for ages”, og fortsætter:

“I don’t know if the woman was thinking I was going to attack her but the fact that she ran suggests she was scared of men in general.”

The Local Sweden oplyser i afslutningen af deres artikel om John Nylander, at selv om debatten kunne tyde på det modsatte, så overfaldes mænd faktisk langt oftere i Sverige end kvinder. De seneste officielle tal fra 2012 viser, at 2,6% af de svenske mænd blev overfaldet mod 1,3% af de svenske kvinder.

Fear and loathing in Sweden

Når man læser forløbet i sin helhed, først beskrivelsen af selve hændelsen og dernæst John Nylanders refleksioner, kan det være let at lade sig rive med af den unge mands positive opfordring til at verden skal være et bedre sted, hvor piger ikke er nødt til at løbe, “så snart de ser en mand, der går hen imod dem”.

Men når den ungdommelige idealisme har lagt sig, sidder man tilbage med en række spørgsmål, som er knap så positive. For hvorfor løb pigen? Hvem eller hvad har gjort hende så bange, at hendes reaktion er at løbe, når hun ser en tilfældig mand komme gående? Hvem har plantet så stor en frygt i hende, at hun har mistillid til alle mænd?

Et andet spørgsmål er dette: Hvordan er det lige præcis, mænd skal påtage sig deres “forbandede ansvar og sørge for, at ingen behøver løbe mere”? John Nylander kom gående på en sti på vej hjem til sin lejlighed. Skulle han have gået en anden vej? Skal mænd helt holde sig væk fra steder, hvor kvinder kan komme gående og blive bange, hvis de ser en mand? Det er vel næppe svaret, men hvad er det så, mænd skal gøre anderledes?

Som de officielle tal viser, er mænd i Sverige dobbelt så udsatte som kvinder, når det drejer sig om overfald. Det gør ikke det enkelte overfald mindre grænseoverskridende og modbydeligt. Men det siger noget om, at kvinder ikke har grund til at føle sig mere truede end mænd i det offentlige rum. Hvis de alligevel gør det, må det skyldes noget andet. Nogen eller noget gør frygten langt større end den reelle risiko.

Frygt og afsky i Danmark

I Danmark har hjemmesiden The Everyday Sexism Project været diskuteret, blandt andet her på siden. Jeg skrev i min analyse af The Everyday Sexism Project følgende:

“Det er ikke, fordi indlæggene på siden generelt er hadefulde, om end nogle af dem er. Det er fordi, Everyday Sexism Project gennem sin måde at arbejde på præsenterer en meget ensidig fortælling om sexisme og hverdagssexisme, som medvirker til at skabe et meget forskruet billede af, hvad mænd er, og hvordan mænd opfører sig. Et billede, som hvis det opfattes som en afspejling af virkeligheden, kan føre til had.

For hvilken anden følelse kan Everyday Sexism Project skabe hos den unge pige, når hun læser indlæg nummer 200 om mænd, der har opført sig groft og ubehageligt over for andre piger og kvinder? Er hendes første tanke at undersøge, om siden rent faktisk er repræsentativ, eller begynder hun at danne sig et billede af mænd som sexistiske, perverse, grove, ondskabsfulde og farlige? Er hun i stand til at sondre mellem nogle mænd og alle mænd, når hun udelukkende præsenteres for historier, hvor alle mænd er klamme svin?

Everyday Sexism Project risikerer at gøre den unge pige hadefuld over for mænd. Hun kan begynde at frygte mænd og se på mænd med et hadefuldt blik. Sin bror, sin far, sin onkel. Manden i S-toget. Læreren. Lægen. Er det godt for hende? Og er det, hvad Everyday Sexism Project ønsker?

Det er i hvert fald, hvad Everyday Sexism Project risikerer at gøre. Dels på grund af sin ensidighed (kun kvinder opfordres til at indsende deres oplevelser og kun til at indsende de negative af slagsen), dels på grund af sin sortering i de indsendte historier.”

En ukritisk og ensidig fremstilling af virkeligheden kan føre til overdreven frygt. Det er en pointe, ingen må glemme, og som bør veje tungere end ideologiske strategier og hensigter. Derfor vil jeg endnu engang opfordre Everyday Sexism Project til at være sig sit ansvar bevidst.

Som absolut minimum bør siden gøre meget klart over for sine læsere, at dens historier udgør et begrænset og udvalgt udsnit af virkeligheden og ikke et repræsentativt; at de hændelser, den beskriver, er afvigelser fra normalen, undtagelser fra almindelig adfærd.

Gør Everyday Sexism Project ikke det, risikerer siden at bidrage til, at unge kvinder også i Danmark fyldes med overdreven frygt for mænd. Det fortjener de unge kvinder ikke. Og det gør mændene, der for langt størstedelens vedkommende minder om svenske John Nylander, heller ikke.

Ingen skal løbe af frygt

John Nylanders ønske om at skabe en fremtid, hvor piger ikke behøver at løbe, så snart de ser en mand, er lige så sympatisk, som det er indlysende; for hvem kunne ønske det modsatte?

Mindre indlysende er det imidlertid, at det er mændene, der skal “påtage sig” deres “forbandede ansvar” og sikre, at det bliver sådan. Som allerede nævnt er det svært at se, hvad nogen mand skulle have gjort anderledes i situationen. Som ligeledes nævnt overfaldes kvinder markant sjældnere end mænd i Sverige, og de danske voldsstatistikker – der viser, at mænd udsættes for vold 50% oftere end kvinder – tyder på det samme billede i Danmark.

Nej, pilen peger ikke først og fremmest på mændene, men på de feministiske ideologer, der kynisk bruger frygten som et middel til at opnå tilslutning til deres politiske mål. Det var dem, ikke John Nylander, der fik pigen i skoven til at løbe bort. Det var ikke ham, men alt det, hun havde hørt om mænd, der skræmte hende. Hun løb ikke fra et menneske. Hun løb fra en vrangforestilling.

Her bør de danske, feministiske ideologer lytte med. Når I sidestiller uheldige kommentarer i en bar med overlagt voldtægt og knivdrab, så skaber I frygt. Når I fortæller, at alle mænd er en del af sexismen og bagefter fortæller, at sexisme blandt andet handler om seksuelle overgreb, så skaber I frygt. Kort sagt: Så længe I nægter at sondre mellem kriminelle handlinger på den ene side og normative handlinger på den anden, så skaber I frygt.

Det er muligt, at I er så kyniske, at I finder sammenblandingen berettiget af jeres politiske mål. Men så må I også påtage jer ansvaret for, at piger i Danmark reagerer som den pige, John Nylander mødte. Så er det også jeres skyld, at piger frygter mænd. For det er en frygt, I er med til at skabe.

En verden, hvor ingen skal løbe af frygt, kræver, at mennesker har tillid til hinanden. En verden, hvor vi opfatter hinanden som potentielle voldtægtsforbrydere, er ikke en sådan verden. Den er et sted, hvor mennesker nærer mistillid til hinanden. En frygtens verden. Et sted, hvor man løber fra vrangforestillinger.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview