Rationalitet er et undertrykkelsesværktøj, som er skabt for at skade minoritetsgrupper, mener skribent for Everyday Feminism Alex-Quan Pham.
Hvis du gik og troede, at det er godt at være rationel, kan du godt tro om igen.
I hvert fald hvis du spørger Alex-Quan Pham, der er skribent for websitet Everyday Feminism.
For ifølge Pham er rationalitet et subjektivt undertrykkelsesværktøj, som hvide, anti-sorte, kapitalistiske, cisheteronormative mennesker anvender for at undertrykke samfundets minoriteter.
– Den eneste grund til, at rationalisme menes at have indbygget værdi, er, at den ekkoer undertrykkernes tænkemåde, skriver hun i et indlæg på siden med titlen: ‘3 Reasons It’s Irrational to Demand ‘Rationalism’ in Social Justice Activism’.
Rationalitet er irrationelt
Som aktivist bør man derfor forkaste det rationelle, mener Pham. Ellers går man magthavernes ærinde.
– Rationalisme betyder, at vi arbejder inden for rammerne af et system, som var bygget til at skade os til at begynde med, skriver hun.
– Og det er, for mig, komplet irrationelt – og det er voldeligt og undertrykkende at forvente det af nogen, som lider under systemets udnyttelse og misbrug, tilføjer hun.
I det lange indlæg fastslår Pham desuden, at rationalitet er subjektivt, og at man som minoritetsperson eller aktivist må forkaste logik, da logik står i vejen for frigørelse.
– Det er nødvendigt for os at komme forbi vore undertrykkeres logiske begrænsninger for at forestille os en verden fri fra de systemer, der slår os ihjel, skriver Pham.