Flere kvinder på stadion er en gave

Flere klubber oplever et stigende antal kvindelige tilskuere. FCK er en af dem. Billede: Flickr.com, Guillaume Baviere.

Fodboldklubber forsøger at tilpasse sig et stigende antal kvindelige tilskuere. Det kommer også til at gavne mænd.

Opdateret 23/1-2022, 13:50. Dennis Bjerre afviser, at han beklager ordvalget. Han forklarer sig, meddeler han. Ordlyden er derfor ændret fra »måttet beklage ordvalget« til »måttet forklare ordvalget«.

Fodbold er på tilskuersiden i færd med at ændre sig. Flere klubber oplever en stigning i antallet af kvindelige tilskuere og er i fuld gang med at omstille sig til den nye kundegruppe.

FCK fortalte i oktober, at de vil tilpasse deres sortiment i boderne som konsekvens af kvindernes indtog, og senest har AFG meddelt, at de vil tilbyde mad og drikkevarer målrettet kvinder på det nye stadion, som efter planen står klar i 2026.

I håndteringen af omstillingen fremstår fodboldklubberne undertiden kejtede, grænsende til det komiske. Som når formand for Parken Sport & Entertainment, Allan Agerholm, udtaler sig om kvinder, som om de var sære væsner fra en fremmed planet:

»Vi ser i højere grad yngre kvinder som tilskuere, og det er ikke sikkert, at de kunder har samme præferencer og ønsker som tidligere. (…) det åbner for spørgsmål, om der skal være mere hvidvin og færre fadøl. Eller synes kvinderne, at fadøl er helt fint? Det er noget af det, vi skal ud at finde ud af.«

Også medierne har indimellem svært ved at finde det rigtige ben at stå på.

Århus Stiftstidende kalder i en artikel om AGF’s kommende stadion det nye sortiment for »kvindemad«, og det har naturligvis ført til reaktioner på Twitter, hvor flere påpeger, at det da ikke kun kvinder, der kan have lyst til andet end en lunken fransk hotdog.

En af journalisterne bag historien, Dennis Bjerre, har da også måttet forklare ordvalget til Twitters bekymrede brugere:

»Hvis jeg først lige skal undgå en shitstorm på et medie som dette, så bør jeg nok understrege, at der ikke findes kvindemad. Kun mad, vi alle må og kan spise. Men ordet kommer af dette, der står i rapporten.«

Og det, der står i rapporten, som Århus Stiftstidende har omsat til »kvindemad«, er: »a wider range of food and drinks aimed at women«.

Som mandlig fodboldtilskuer hilser jeg ændringen af kønssammensætningen på tribunerne velkommen. Jeg har i årenes løb været på mange stadioner, både store og små, og hovedparten af dem har længe trængt til den opdatering, nogle af dem som konsekvens af det kvindelige publikum nu vil få.

Problemerne er tydelige for enhver. De fleste stadioner drives som enlige mænds lejligheder: nødtørftigt, uden det store fokus på rengøring og aldeles uden kulinariske oplevelser. Kan man få en øl og en pølse, og er der et sted at tisse, så er det fint, har den udbredte stadionfilosofi lydt i årtier.

Det gælder ikke kun på de små stadioner, som til en vis grad er undskyldt af at være opført for mange år siden og drives af klubber med begrænsede ressourcer. Selv i Parken har jeg gang på gang oplevet, at noget så basalt som rindende vand er en mangelvare.

Hvis flere kvinder på stadion betyder, at den slags ryger op på prioriteringslisten, er det kun godt. Måske kan det ligefrem føre til, at der ikke bare kommer vand, men også sæbe at vaske hænderne i.

Går noget tabt, når kvinder begynder at fylde mere på tribunerne, når fadøllen pludselig kommer i konkurrence med hvidvinen (eller drinks, kvinder kan godt lide drinks, Allan Agerholm), og når den franske hotdog må tage stadionplatten i hånden og se sig udfordret af en mere feminin menu?

Selvfølgelig! Noget går altid tabt, når ting ændrer sig. Men det positive opvejer i dette tilfælde så rigeligt det negative. Husk, at det meste ikke er et nulsumsspil. Fadøllen behøver ikke forsvinde, fordi man også kan købe et glas rosé. Det gør stadionpølsen heller ikke.

Det væsentligste potentielle tab er tabet af den mandekultur, som har præget og fortsat præger mange stadioner.

Det er værdifuldt, at der findes steder, hvor mænd kan være sammen med andre mænd, uden at der er (ret mange) kvinder til stede. Det er muligt, den slags fællesskaber har negative sider – mænd i grupper kan godt blive dumme at høre på – men de har bestemt også positive.

Som chefpsykolog på Rigshospitalet Svend Aage Madsen ofte har påpeget, er mænd ikke lige så tilbøjelige som kvinder til at være sammen med hinanden uden et formål. Hvor kvinder gerne mødes uden anden anledning end at mødes, skal mænd have noget at mødes om. Fodbold er en af de ting.

Hvis de danske stadioner bliver lavet så meget om, at mænd ikke længere føler sig velkomne, mister de et vigtigt sted at være sammen om noget. Og dermed også alt det gode, dette samvær skaber.

Sådan tror jeg dog ikke, det kommer til at gå. De kvinder, som i stigende grad møder op på stadion, er ikke vrede feminister med ønsker om at radikalforandre stadionoplevelsen. De kommer på stadion, fordi de kan lide at komme der. Ellers kom de der ikke.

Det kan godt være, de kvindelige tilskuere vil kræve visse forandringer, for eksempel en opgradering af de sanitære forhold, men hvem kan være modstander af det? Der bliver ikke mindre plads til mænd af, at der kommer flere toiletter eller vand i hanen.

Det kan også godt være, de kvindelige tilskuere på sigt vil påvirke fankulturen i retning af færre sexistiske, homofobiske og racistiske tilråb. Men også her må man spørge, om der går noget værdifuldt tabt ved det?

Selvfølgelig går der en grænse et sted. Det klassiske Louise-Louise-Louise-tilråb mod langhårede spillere har ganske vist aldrig været sjovt, men det er heller ikke farligt. Der skal stadig være plads til et vist niveau af såvel plathed som dumhed blandt tilskuerne. Ellers bliver det for kedeligt.

Men hvis konsekvensen af flere kvindelige tilskuere bliver, at toppen tages af idiotiet, er det kun glædeligt. Det er ikke småting, der siges og råbes på de danske stadioner, og det værste af det kan vi sagtens undvære.

Samtidig medfører stigningen i antallet af kvindelige tilskuere, at det samlede tilskuertal stiger. Det er ubetinget godt. Som alle fodboldfans ved, er det bare sjovere, når der er flere på stadion.

Derfor ser jeg positivt på udviklingen.

Fra et køn- og ligestillingsperspektiv er der også grund til at glæde sig. Det stigende antal kvindelige fodboldtilskuere viser, at forandringer undertiden sker, uden at nogen forsøger at tvinge dem igennem. Det er et sundhedstegn.

For selvfølgelig skal verden ændre sig. Alt skal ikke for altid være, som det altid har været. Men der er betydelig forskel på, om forandringer sker af sig selv eller som konsekvens af menneskers bestræbelser på at forme virkeligheden efter egne skabeloner.

Debatten om køn og ligestilling er fuld af eksempler på det sidste. Se bare på normkritikken. Her er tilhængernes ønske, at normkritikken gøres til pædagogisk redskab i børnehaver og undervisningsgrundlag i skoler. Børnene skal påvirkes, fra de er helt små, er filosofien.

Den form for forandringsarbejde er der grund til at være skeptisk over for. Børn er ikke ideologers legetøj. Heller ikke deres værktøj og slet ikke deres hær.

Men det ikke det, der er sket her. Ingen har lagt en plan, der skal sikre, at en bestemt andel af fodboldtilskuerne skal være kvinder. Ingen har indført kvoter eller forsøgt at ændre kulturen på de danske stadioner for at gøre den mere inkluderende for kvinder (som det ville være blevet formuleret).

Nej, kvinderne er kommet af egen fri vilje, og det er der i sig selv grund til at være glad for. Tænk, hvis andre områder kunne få lov til at udvikle sig lige så frit i stedet for at være præget af ideologisk funderede strategier og handleplaner.

Der er stadig næsten en måned, til bolden ruller igen i Danmark. Forhåbentlig med masser af mænd og kvinder på lægterne.

Det kommer til at ske på stadioner, som med tiden vil blive bedre for alle, fordi fodboldklubberne ser en god forretning i at omstille sig til en ny kundegruppe, som gerne vil se fodbold på stadion, men som ikke nødvendigvis vil være tilfreds med dybfrosne pølser, flade fadøl og ulækre toiletter.

Det kan godt være, forbedringerne lader vente lidt på sig. Fodboldklubberne skal jo først finde ud af, hvad de er for nogle størrelser, de der kvinder. Om de er til hvidvin eller øl, som Allan Agerholm siger. Men forbedringerne skal nok komme, og de kommer til at gavne alle.

Det kan man sjældent sige om ret meget, der har med køn og ligestilling at gøre. Så meget desto mere er der grund til at fremhæve det, når muligheden byder sig: Flere kvinder på stadion er en gave.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.