13. januar, 2025

Forskningschef: Drenge skal ikke tilgodeses som gruppe

Forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra professionshøjskolen VIA University College. Billede: Screenshot, DR.

Drenge klarer sig dårligere end piger i skolen. Men svaret er ikke en målrettet indsats, mener forskningschef.

Løsningen på drenges problemer i skolen er ikke en målrettet indsats med fokus på drenges problemer i skolen.

Det mener forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra professionshøjskolen VIA University College.

– Tidligere indhentede drengene efterslæbet på ungdomsuddannelserne. Men det gør de ikke mere. Og det har nogle implikationer, som vi selvfølgelig er nødt til at tage alvorligt. Jeg tror bare ikke på nålestiksoperationer, hvor vi forsøger at gøre noget for at tilgodese en bestemt gruppe, siger han til Weekendavisen.

– Vi har en folkeskole i krise. Vi savner uddannede lærere. For mange lærere forlader folkeskolen for tidligt. Der er for mange vikarer. Og vi har en stigende vandring mod de frie grundskoler. Derfor bør vi starte med at få hele fundamentet på plads, inden vi giver os til ændre på en hel masse for at tilgodese de drenge, der ikke er så fagligt motiverede, uddyber Andreas Rasch-Christensen.

Køn mere afgørende end herkomst

Udtalelsen kommer på baggrund af en analyse fra Tænketanken Kraka, hvis konklusion er, at køn er blevet “en mere afgørende skillelinje end herkomst”.

Analysen ser på karakterforskelle opgjort på etnicitet og køn og finder, at piger med minoritetsbaggrund har indhentet de etnisk danske drenge, hvilket øger den samlede forskel mellem kønnene.

Både piger med minoritetsbaggrund og etnisk danske drenge får 6,7 i gennemsnit i de afsluttende standpunktskarakterer i de obligatoriske fag i 9. klasse, mens etnisk danske piger ligger omkring 7,5, og drenge med minoritetsbaggrund ligger omkring 5,8.

I sin anbefaling til politikerne på baggrund af analysen skriver Kraka, at “det kan have store konsekvenser for den gruppe af elever, der sakker bagud, da der generelt er en positiv sammenhæng mellem elevernes faglige præstationer i grundskolen og fremtidig indkomst. Derudover har karaktererne i grundskolen betydning for elevernes adgang til ungdomsuddannelserne. Det er derfor vigtigt, at de danske politikere tager udviklingen alvorligt.”

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview