Henrik Marstal vil have andelen af kvindelige bidragsydere i Højskolesangbogen »løftet op over pinlighedsgrænsen«, også hvis det koster på kvaliteten.
Henrik Marstal, 51, der foruden at være feminist, kønsdebattør og folketingskandidat for Alternativet er uddannet, undervisende og udøvende musiker, vil have flere kvindelige bidragsydere i den kommende udgave af Danmarks mest anvendte sangbog, Højskolesangbogen.
I Kristeligt Dagblad henvender Marstal sig direkte til den nedsatte sangbogsredaktion, som består af tre mænd og tre kvinder, med en opfordring om at tænke køn ind i det redaktionelle arbejde.
– Jeg håber, at sangbogsredaktionen med sin kønsmæssigt brede sammensætning tilsammen besidder de nødvendige kompetencer og den nødvendige opmærksomhed til at kunne løfte opgaven, skriver Marstal med reference til sit ønske om flere kvindelige bidragsydere.
En optælling, Marstal har lavet, viser da også, at andelen af kvindelig bidragsydere i den seneste udgave af Højskolesangbogen fra er 2006 ganske lav.
– Fraregnet tekster og melodier, hvor ophavspersonerne er ukendte, var blot fire procent af bogens tekster og to en halv procent af dens melodier skrevet af kvinder, mens en procent af sangene var skrevet udelukkende af kvinder, skriver Marstal og tilføjer, at sangbogsredaktionen er »nødt til at tage denne problematik alvorligt og gøre en aktiv indsats for at få disse pauvre procentsatser løftet op over pinlighedsgrænsen«.
Må gerne koste på kvaliteten
Ifølge den feministiske kønsdebattør er en mere ligelige fordeling af sangbogens bidragsydere så vigtig en ambition, at den om nødvendigt må gennemføres på bekostning af kvaliteten.
– Selvfølgelig kan man indvende, at det alene bør være kriterier som kvalitet og relevans frem for bidragsydernes køn og etnicitet, der skal afgøre bogens indhold, indleder Marstal.
– Men spørgsmålet er, om det kan være køns- og etnicitetsneutralt, fortsætter han, hvorefter han forklarer, at mænds musik opfattes som bedre end kvinders, fordi mænd favoriseres af »kanondannelser«.
– Nyere forskning inden for især populærmusikkulturen viser, at de kanondannelser, som ofte afgør, hvad der opfattes som den bedste musik, typisk favoriserer mænd og dermed bidrager til at opretholde en norm om, at mandligt frembragte værker er bedre, lettere og mere bekvemme at forholde sig til, skriver Marstal.
– Det vil sige, at de senere års absolut mest anvendte sangbog herhjemme så godt som udelukkende har bragt en mandlig begrebsverden i spil, tilføjer han.
Højskolesangbogen udkom første gang i 1894 og er i alt udkommet 18 gange, de fleste udgaver dog før 1951. Fra 1952 til i dag Højskolesangbogen blot udkommet fire gange, i 1964, 1974, 1989 og i 2006.