Henrik Marstal føler, at han i en periode blev latterliggjort, betvivlet, hånet og ynket, uanset hvad han skrev. Jeg deltog i kritikken på det tidspunkt, men mit formål var et andet.
Jeg er en af de kommentatorer, Henrik Marstal omtaler i dette indlæg på Politiken.dk:
“I et interview med Berlingske om mit virke som kønsdebattør, som blev bragt i juli, fortalte jeg om hvordan jeg igennem en længere periode helt måtte trække stikket, fordi jeg havde brug for en pause fra de mange kommentatorer, der igen og igen latterliggjorde, betvivlede, hånede og ynkede stort set alt hvad jeg skrev.”
Min kritik af Marstals indlæg i kommentarfelterne var vedholdende i den periode. Det samme var Marstals angreb mod den befolkningsgruppe, jeg tilhører, nemlig heteroseksuelle, hvide mænd.
Manden, ikke bolden
I sine indlæg pålagde Marstal igen og igen heteroseksuelle, hvide mænd et kollektivt ansvar, jeg fandt – og finder – uberettiget. Blandt andet hævede Marstal, at “alle mænd har et medansvar for deres kønsfællers sexistiske uvaner”. Det var altså hele befolkningsgruppens skyld, at enkelte individer begik overgreb.
Siden har Marstal udtrykt, at “den hvide mand fylder for meget”, og at der “heldigvis” er “kommet gevaldige ridser i mandens kønsorgan”. Han har også været medforfatter og medunderskriver til en kronik, der hævede, at danskerne “befinder sig i en pøl af misogyni [kvindehad]”. Desuden har han opfordret til boykot af kunst, som ikke lever op til hans idealer, fx Nicolas Winding Refns film ‘Only God Forgives’, som han mener “bidrager til at fremme kvindehad”.
Det var denne kollektive anvarspålæggelse, jeg reagerede på i sin tid, da jeg deltog i debatterne på Politiken.dk under Marstals indlæg, og som stadig driver mig, når jeg deltager i ligestillingsdebatten. Jeg vil ikke finde mig i at blive pålagt ansvar eller skyld for noget, alene fordi jeg har et bestemt køn, en bestemt seksualitet og en bestemt hudfarve.
Bolden, ikke manden
Det var altså ikke et ønske om at kritisere personen Henrik Marstal, der drev mig. Det var ønsket om at tage klar og utvetydig afstand fra den uberettigede kritik, Marstal udsatte en befolkningsgruppe for.
Da jeg på et tidspunkt i en kommentar skrev, at Marstal formentlig kunne dømmes for sine indlæg efter §266 b (racismeparagraffen), var det for at understrege denne pointe – og kun derfor. Jeg mente – og mener – at Marstal – og alle andre – skal have lov til at ytre deres synspunkter, og jeg kunne derfor hverken dengang eller i dag finde på at anmelde ham. Jeg skrev det for at få Marstal til at forstå, at hans skriverier var langt over grænsen for, hvad man normalt tolererer i forhold til det, man på svensk med et rammende udtryk kalder hetz mod befolkningsgruppe.
Det groteske var, at kun få reagerede, selv om Marstals kritik flere steder lignede decideret had, og selv om tilsvarende skriverier om andre befolkningsgrupper havde vakt et ramaskrig fra hele det humanistiske Danmark. Men lige præcis denne befolkningsgruppe, de heteroseksuelle, hvide mænd, var det åbenbart helt i orden at svine til igen og igen.
Det var det, jeg tog afstand fra. Jeg kritiserede Marstals holdninger, ikke Marstal som person.
Fløjter dommeren for lidt?
I sit aktuelle indlæg skriver Marstal, at det skal gøres ulovligt at true, hetze, krænke, trakassere og chikanere andre på nettet:
“Derfor har jeg gjort mig til talsperson for den opfattelse, at det omsiggribende nethad bør mødes med langt større seriøs opmærksomhed i form af oplysningskampagner, undervisning i folkeskolen om emnet samt en revision af Straffelovens kapitel 26 om forbrydelser mod den personlige frihed, der eksplicit skal gøre trusler, hetz, krænkelser, trakasserier og chikane via netkommunikation strafbart.”
Jeg har ikke dannet mig en endelig mening om det forslag. Men én holdning har jeg på forhånd, og det er, at der skal gælde de samme regler for indlægsskrivere som for kommentatorer. Det skal ikke være sådan, at en rolle som blogger på en avis giver særlige privilegier i forhold til ytringsfriheden. Hvad Marstal mener, kommentatorer skal kunne dømmes for, skal Marstal som skribent også kunne dømmes for.
Alternativet er en debat, hvor avisernes skribenter får frirum til uimodsagt at lægge hele befolkningsgrupper for had. Det er ikke den rigtige vej at gå. Reglerne skal være ens for alle.