21. marts, 2025

Heunicke skyder sig selv i foden med stealthinglovgivning

Dette skulle være et billede af ligestillingsminister Magnus Heunicke, der skyder sig selv i foden. Som det fremgår, lader mine evner til at få AI til at tegne det, jeg vil have, noget tilbage at ønske. Billede: OpenAI.

Ligestillingsministerens tilgang til præventionssnyd er hverken elegant eller meningsfuld. Heller ikke for ham selv.

Regeringen med ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) i spidsen vil kriminalisere stealthing, fjernelsen af et kondom under samleje uden at den anden part ønsker eller opdager det.

“Stealthing er et fysisk, seksuelt overgreb, og det skal straffes på lige fod med andre seksualforbrydelser,” siger ligestillingsminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse fra ligestillingsministeriet.

I samme pressemeddelelse citeres også justitsminister Peter Hummelgaard (S): ”Stealthing er et seksuelt overgreb, der krænker offerets seksuelle selvbestemmelsesret, og det skal vores lovgivning også klart afspejle. Derfor vil regeringen nu gøre det strafbart.”

Beslutningen kommer blandt andet på baggrund af henvendelser fra organisationer som Everyday Sexism Project Danmark. I et brev til Folketingets retsudvalg fra januar 2023 skrev de:

”Sammenfattende mener vi, at vi er nået til et tidspunkt, hvor det er indlysende, at der mangler en bestemmelse i kapitel 24 om seksualforbrydelser, der kriminaliserer den bevidste udsættelse af sin partner for risiko for sygdom eller graviditet ved at tage kondomet af (eller aldrig tage det på), selvom det har været en (mere eller mindre direkte udtalt) betingelse for samlejet.”

I dag, lidt mere end to år senere, er det sådan, det bliver.

Beslutningen om at kriminalisere stealthing har ført til vrede reaktioner, især fra mænd. Årsagen er, at mens Heunicke vil kriminalisere fjernelse af kondom uden den andens vidende, vil han ikke kriminalisere anden snyd med prævention. Hvis en mand tager kondomet af under samleje, skal det efter den kommende lov straffes med to til fire års fængsel. Hvis en kvinde lyver om p-piller og gør en mand til far uden hans samtykke, skal det ikke koste hende noget som helst.

I skrivelsen til Folketinges retsudvalg forholdt Everyday Sexism Project sig til netop det spørgsmål:

”Vi vil bestemt ikke modsætte os, at der i en anden paragraf tages stilling til straf for generelt ”snyd med prævention”. Men når det gælder stealthing, er det dog at betragte som et seksualiseret overgreb, i og med at det går ud over offerets krop, hvilket ikke er tilfældet, hvis en kvinde fx lyver om at tage p-piller. Seksualiserede overgreb handler ofte om en seksualisering af magt og kontrol over offerets krop, og det er netop den afgørende forskel på, om man snyder kondomet af, eller om man lyver, fordi man selv ønsker at blive gravid. Såfremt gerningspersonen bliver gravid, er det ikke offerets krop, der bærer en risiko,” skrev de.

Også her har Heunicke lyttet til Everyday Sexism Project Danmark. På det sociale medie Bluesky skrev Heunicke 3. februar: ”Jeg forsvarer på ingen måde, når der snydes med at sige, at man tager P-piller. Det synes jeg ikke kan hverken forsvares eller forsvares. I min bog er det ikke det samme som kondomet pga sygdomme og risiko for graviditet/abort. Helt ok hvis du ikke er enig, jeg mener der er reel forskel her.”

Everyday Sexism Project Danmark og deres ekko, Magnus Heunicke, har en pointe. Intet sted er forskellene på mænd og kvinder større og mere tydelige end på det reproduktive område. Mænd og kvinders kroppe er forskellige, både i form og funktion, og det gør dem umulige et sidestille. Når Heunicke om kondomsnyd og p-pillesnyd siger, at ”der er en reel forskel her,” har han ret.

Hvad Heunicke til gengæld overser, er det større billede. Når nogle mænd reagerer med vrede på Heunickes stealthinglov, handler det mindre om loven i sig selv og mere om det mønster, den er en del af. Det, disse mænd er trætte af, er, hvad de opfatter som en konstant prioritering af kvinders problemer over mænds. De er trætte af endnu en gang at se en minister fremlægge en lov, som kriminaliserer mænds fejltrin og undlader at kriminalisere kvinders.

Heunicke kunne have undgået den modstand, han nu møder, hvis han havde inkluderet andre former for præventionssnyd i sin lov. Det er ikke okay, at en mand tager kondomet af under sex og udsætter kvinden for kønssygdomme og graviditet. Men det er heller ikke okay, at en kvinde lyver om p-piller og udsætter manden for uønsket faderskab med alle de afledte konsekvenser, det har.

For nok er der forskel på at snyde med kondom og snyde med p-piller. De to ting har ikke de samme konsekvenser. Men konsekvenserne af begge dele kan være alvorlige og varige. Der findes ingen god forklaring på, at det ene skal straffes med op til fire års fængsel, mens det andet skal være straffrit.

Hvis Heunicke havde stillet sig frem og sagt, at det er forkert at snyde med prævention, uanset hvordan man gør det, og at det nu vil blive forbundet med straf, ville han have fremstået som en ligestillingsminister, der har blik for begge køn. I stedet fremstår han nu som endnu en minister i rækken, der behandler ligestillingsministeriet som et ministerium for piger og kvinder.

Heunickes beslutning er samtidig et billede på en udfordring, han og andre politikere vil blive tvunget til at tage alvorligt i de kommende år.

Danmarks Radio oplever i disse uger konsekvenserne af at sammenblande aktivisme og dokumentarisme. Neden under det ligger en irritation over at blive løjet for af magtfulde institutioner og deres repræsentanter. Hvis noget er aktivisme, skal man ikke bilde folk ind, at det er journalistik. Den slags gaslighting får folk til at reagere.

På samme måde reagerer folk, når politikere forsøger at binde dem historier på ærmet, som ikke står mål med virkeligheden. Hvis en ligestillingsminister siger, han er optaget af ligestilling, men i sit virke konstant interesserer sig for det ene køns interesser, ja, så bliver folk vrede. Ikke nødvendigvis over hans konkrete lovforslag, men over at blive holdt for nar.

Det tog årtier, før mandlige ofre for partnervold fik samme rettigheder som kvindelige ofre for partnervold. Nu skal vi gentage processen og bruge år på at nå frem til, at kvinder, der snyder med prævention, skal straffes på lige fod med mænd, der snyder med prævention.

Det er tåbeligt og unødvendigt. Både for borgerne og for Magnus Heunicke.

Stealthing er et seksuelt overgreb, og derfor skal det være ulovligt i Danmark. Lovgivningen skal være helt klar på det område. Tak til @levudenvold.bsky.social, @majbritberlau.bsky.social og @everydaysexism.bsky.social for et godt møde i dag! #dkpol

[image or embed]

— Magnus Heunicke (@heunicke.bsky.social) February 3, 2025 at 5:22 PM

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview