29. marts, 2024

Hvorfor spørger ingen, hvad ligestilling er?

Er det ikke en god ide, at vi bliver enige om, hvad vi forstår ved ligestilling, inden vi begynder at diskutere, hvordan vi opnår det?

Hvis der er ét spørgsmål, ligestillingsdebattens aktører burde stille sig selv, så er det, hvad ligestilling egentlig er. Men det sker stort set aldrig, og det er et problem, for det undergraver resten af diskussionen.

Går det fx tilbage for ligestillingen, hvis færre mænd bliver sygeplejersker? Eller hvis færre kvinder bliver professorer? Det kan man ikke svare på, hvis man ikke først forholder sig til, hvad man forstår ved ligestilling.

Mere ligestillingsstatistik?

Den manglende vilje til at tage den diskussion gør andre tiltag vanskelige at have en mening om. Fx fortæller Institut for Menneskerettigheder i dag på Twitter, at de afholder et ekspertmøde om ligestillingsstatistik. Mødet henvender sig særligt til personer, “der arbejder med at fremme ligestilling på et vidensbaseret grundlag i den offentlige sektor”:

Men hvad skal man mene om det? Som sociolog er jeg generelt venligt stemt over for videnskabelige undersøgelser, herunder statistiske undersøgelser, og som borger og interesseret i ligestillingsdebatten støtter jeg naturligvis, at debatten kan føres på et vidensbaseret grundlag.

Problemet er bare, at undersøgelser ikke i sig selv er en garanti for et godt grundlag. Hvis ligestillingsstatistikkerne alene handler om at måle, hvor mange der arbejder i diverse stillinger, så fortæller de efter min bedste overbevisning intet om ligestilling. Det ved jeg i sagens natur ikke, om de gør, men udtrykket ‘målbar ligestilling’ får mig til at tro, at det er det, der er tale om.

Ligestilling er ikke svært at måle

For er ligestilling overhovedet noget, man kan bruge ret meget tid på at måle? Ikke efter mine begreber. Det, man i så fald skulle måle, ville være antallet af tilfælde, hvor mennesker blev udsat for kønsdiskrimination. Et alvorligt område, men næppe noget så kompliceret, at man behøver holde ekspertmøder om det metodiske.

Problemet går igen i udtrykket “fremme ligestilling på et vidensbaseret grundlag”. Undskyld mig, men hvad menes der her? Ligestilling handler om at sikre, at intet menneske diskrimineres på grund af sit køn. Det handler ikke om at sikre, at mænd og kvinder træffer de samme valg i livet.

Altså efter min opfattelse. For det kan næsten ikke lade sig gøre at “fremme ligestilling på et vidensbaseret grundlag”, hvis man er enig i min definition. Derfor mener man formentlig noget andet med ligestilling, hvis man ønsker det: at ligestilling netop handler om at sikre, at mænd og kvinder træffer de samme valg i livet, så ligestillingsstatistikkerne kan ende omkring 50/50.

Hvorfor spørger ingen, hvad ligestilling er?

Problemstillingen går igen i medierne og i diskussioner om ligestillingsrelaterede emner på sociale medier og andre steder. Så længe man ikke er enige om, hvad udgangspunktet er, bliver resten af debatten meningsløs.

Og udgangspunktet er og bliver, hvad man forstår ved ligestilling. Handler ligestilling om fravær af kønsdiskrimination, eller handler ligestilling om at opnå bestemte kønsfordelinger på bestemte områder? Handler det om det enkelte menneskes ret til frit at kunne skabe sit eget liv uden at blive dømt på sit køn, eller handler det om at skabe et samfund med lige repræsentationer af kvinder og mænd overalt?

I sidste ende bunder denne diskussion mellem mulighedslighed og resultatlighed i, hvorvidt man vægter individets rettigheder eller samfundets indretning højest. Det er ikke noget let valg, men det er et valg, man må træffe, inden man begynder at forholde sig til, hvordan ligestillingen skal opnås. Gør man ikke det, kæmper man for noget, man ikke ved, hvad er. At gå ind for ligestilling, uden at forholde sig til, hvad ligestilling er, er som at gå ind for vejret.

Tænk grundlaget igennem

Jeg ville ønske, at flere gjorde sig selv og debatten den tjeneste at overveje, hvad de forstår ved ligestilling. I særdeleshed ville det være godt, hvis medierne tog spørgsmålet alvorligt. Så ville man slippe for overskrifter af typen “Tilbageslag for ligestillingen”, når det eneste, der er sket, er, at kønsfordelingen på et givet område har ændret sig. For hvis der i øvrigt er lige adgang for begge køn, så er ændringen i kønsfordelingen ikke udtryk for et tilbageskridt for noget som helst, men blot et udtryk for en adfærdsændring.

Jeg ønsker et samfund, hvor mænd og kvinder har de samme muligheder for at skabe det liv, de ønsker. Derfor er jeg modstander af, at man indfører kvoter og andre tiltag, som giver mænd og kvinder ulige muligheder. Andre ser anderledes på det, og det er fair nok. Men hvor ville det være dejligt, hvis de tænkte grundlaget igennem, inden de begyndte at diskutere løsningerne.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview