Piger og kvinder bør frygte helt almindelige drenge og mænd mere end terror, mener tidligere næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund Ulla Tornemand.
Drenge og mænd, der udsætter piger og kvinder for vold og i yderste konsekvens mord, adskiller sig ikke fra andre drenge og mænd.
Det fastslår tidligere næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund Ulla Tornemand.
– Mænd, der slår ihjel, og som familie, venner, kolleger og naboer sleeeet ikke kan forstå kunne gøre sådan noget, det var jo sådan en sød og ordentlig mand, skriver hun på Facebook.
– Men ved I hvad, sådan er det ikke for langt størstedelen af os kvinder og piger. De søde, ordentlige mænd og drenge, som I kender, som er nogle af jer, det er dem, som gør os fortræd, tilføjer Ulla Tornemand.
Vred over formulering
Den tidligere næstforkvindes opslag tager udgangspunkt i den aktuelle sag om ubådsbyggeren Peter Madsen, der angiveligt har dræbt en kvindelig journalist.
Tornemand er vred over mediernes brug af udtrykket »begravet til søs«, som hun mener romantiserer, hvad der faktisk er foregået.
– Peter Madsen har ikke ‘begravet nogen’, skriver hun.
– Han har smidt en død kvinde overbord, skaffet sig af med hendes lig, løjet om det, skiftet forklaring, og bortskaffelsen af liget er formodentlig sket med henblik på at slette sine spor, hvilket sandsynligvis er en del af baggrunden for, politiet opretholder sigtelsen for drab, uddyber hun.
Det er mænd, piger og kvinder skal frygte
Fra den aktuelle sag bevæger Tornemand sig over mod mere generelle, faktuelle betragtninger.
– Ud af alle drab på kvinder i Danmark anslås det, at 60 procent dræbes af en partner eller tidligere partner, skriver hun.
– Hvert år er ca. 33.000 kvinder udsat for partnervold i Danmark. Omfang og konsekvens varierer meget i det enkelte forhold, fortsætter hun.
Og det med dette som udgangspunkt, at den tidligere næstforkvinde advarer piger og kvinder mod alle mænd – også de »søde« og »ordentlige«.
– I virkeligheden er det ikke terror piger og kvinder i Danmark skal frygte. Det er mænd. Samt, ikke mindst, vores skiftende regeringers sexistiske prioriteringer af ressourcer, der skulle komme alle til gode – uanset køn, fastslår hun.
Til Ulla Tornemands tal kan tilføjes, at 60 procent af alle mordofre i Danmark er mænd, samt at ca. 13.000 mænd årligt ifølge Landsorganisation af kvindekrisecentre, LOKK, vurderes at blive udsat for partnervold.
Ulla Tornemands opslag kan læses i sin helhed på Facebook.