
Journalistik eller aktivisme? Hvordan Politiken deltog i forsøget på at starte en shitstorm mod ungdomsmagasinet Vi Unge.
Jeg shitstorm mig bygge vil – et stykke i fire akter
Plot: Shitstorm skal rejses mod ungdomsmagasin, koste hvad det koste vil.
Rolleliste: En 15-årig pige, et ungdomsmagasin, to aktivistiske, feministiske Facebook-sider og en landsdækkende morgenavis.
Gode: Den 15-årige pige, de aktivistiske, feministiske Facebook-sider og den landsdækkende morgenavis.
Onde: Ungdomsmagasinet.
Første akt: »#FuckViUnge«
Søndag den 11. september, klokken 16.58.
15-årige Ida Glitre skriver et opslag på Facebook. I opslaget kritiserer hun indholdet af ungdomsmagasinet Vi Unge.
Blandt andet er Ida træt af Vi Unges »halv-misogynistiske artikler« og ønsker sig at bladet i højere grad henvender sig til »indvandrere«, »udlændinge« og bringer noget andet end »heteronormative tanker og historier«.
Ida tagger sit opslag med #ViUnge og #FuckViUnge.
Anden akt: »Ida, du er dagens helt!«
Søndag den 11. september, klokken 23.40.
Den feministiske Facebook-side Overhørt Sexisme i Danmark deler Idas opslag med ordene: »Jeg ELSKER når ungdommen råber op og skælder ud. Det her er så godt! Ida, du er dagens helt!«.
Tredje akt: »Vi er ikke enige i dine kritikpunkter«
Mandag den 12. september, klokken 10.52.
Magasinet Vi Unge besvarer Idas kritik i en kommentar på Facebook-siden Overhørt Sexisme i Danmark (da magasinet ikke kan skrive på Idas egen væg).
I svaret gør Vi Unge rede for, at magasinet allerede bringer det, Ida efterspørger. Magasinet giver flere eksempler, blandt andet på historier om en gamerpige, en pige med bipolar lidelse, en kvindelig faldskærmsudspringer, en biseksuel piges forhold til en transkønnet dreng og pigers forelskelse i piger. Vi Unge opfordrer desuden Ida til at henvende sig, hvis hun har yderligere spørgsmål. Magasinet lover at besvare dem alle.
Senere samme dag fortæller den feministiske Facebook-side Everyday Sexism Project om Idas opslag, men ikke om Vi Unges svar. Det sker klokken 13.28.
Fjerde akt: »Man kan med rette påstå, at hun ikke er alene om sin kritik«
Et stykke tid er gået siden Idas opslag. Sagen gik i sig selv efter Vi Unges svar. Nogen rigtig shitstorm blev det ikke til.
Men pludselig sker der noget.
21. september, klokken 20.47.
Dagbladet Politiken bringer et debatindlæg af Ida Glitre med titlen: »Hvorfor skal jeg give en fuck for, om drengene kan lide min læbestift?«.
Store passager i indlægget direkte kopieret fra Idas opslag den 11. september. Sætning for sætning. Ord for ord. Det fortæller Politiken ikke sine læsere.
Her blot to eksempler:
Fra Idas debatindlæg 21. september: »Jeg er træt af, at I sætter mig, mine veninder og alle andre danske piger i bås. Jeg er træt af jeres halv-misogynistiske artikler. Jeg er træt af jeres idé om, at det eneste, vi teenagepiger tænker på, er, hvad drenge skal synes om os.«
Fra Idas Facebook-opslag 11. september: »Jeg er træt af at I sætter mig, mine veninder og alle andre danske piger i bås. Jeg er træt af jeres halv-misogynistiske artikler. Jeg er træt af jeres idé om, at det eneste teenagepiger tænker på, er hvad drenge skal synes om os.«
Fra Idas debatindlæg 21. september: »Hvad med en ’Side Sex’, der handler om noget andet end heteronormative tanker og historier? Jeg tror nok, vi har fattet, at vi skal huske at planlægge vores første gang godt og grundigt – og selvfølgelig sørge for, at det foregår med vores Prince Charming.«
Fra Idas Facebook-opslag 11. september: »Hvad med en Side Sex der handler om noget andet end heteronormative tanker og historier? Jeg tror nok vi har fattet at vi skal huske at planlægge vores første gang godt og grundigt – og selvfølgelig sørge for at det er med vores Prince Charming.«
21. september, klokken 21.03.
Politiken laver et opslag om Idas debatindlæg på sin Facebook-side. En opslag, avisen senere henviser til, fordi det opnår mange ‘likes’.
22. september, klokken 18.50.
Politiken bringer et indlæg af Vi Unges chefredaktør, Julie Mikkelsen. Mikkelsen skriver direkte til Ida og forklarer igen, hvad Vi Unge forklarede første gang den 12. september: at magasinet allerede skriver om de emner, Ida efterlyser.
22. september, klokken 18.53.
Politiken bringer et interview med Vi Unges chefredaktør, Julie Mikkelsen. Politikens journalist er pågående i sine spørgsmål og henviser blandt andet til, at Politikens opslag har modtaget mange ‘likes’.
»Med næsten 7.000 likes og 500 delinger på Facebook, kan man med rette påstå, at hun ikke er ene om sin kritik«, skriver journalisten bag historien, Layal Freije, i brødteksten og gentager senere pointen i et direkte spørgsmål til chefredaktør Mikkelsen:
»Det her indlæg, som en femtenårig pige har i dagens Politiken, har fået 6.900 likes på under et døgn på Facebook. Det lader til, at der er et segment, der efterspørger noget andet.«
Resumé
Politiken bragte altså tre artikler om Ida Glitres kritik. Først Idas debatindlæg, som i vidt omfang er en kopi af Idas Facebook-opslag. Dernæst et indlæg med et svar til Ida fra chefredaktør på Vi Unge, Julie Mikkelsen. Dernæst et interview med Julie Mikkelsen.
Vi Unge havde allerede besvaret Idas kritik den 12. september. Men bladet, endda bladets chefredaktør, måtte altså bruge yderligere tid på at gentage svarene den 22. september, både i et indlæg og i et interview.
Politiken fortalte på intet tidspunkt, hverken i forbindelse med Idas debatindlæg, Julie Mikkelsens svar eller interviewet med Julie Mikkelsen, at Idas indlæg på Politiken var en udvidet kopi af Idas Facebook-opslag, og at Idas Facebook-opslag var blevet omtalt og delt på de aktivistiske, feministiske Facebook-sider.
De fleste af de mange mennesker, der klikkede »synes godt om« opslaget om Idas debatindlæg, vidste således ikke, at Idas debatindlæg var en udvidet kopi af Idas Facebook-opslag. Det vidste heller ikke, at opslaget forinden var blevet omtalt og delt på de aktivistiske, feministiske Facebook-sider.
Hørt i baren efter forestillingen
Følger man lidt med i debatten om moderne journalistik, hører man ofte frasen: »Vi skal blive bedre til at deklarere vores indhold«.
Det må siges at være relevant her.
Hvorfor Politiken på intet tidspunkt – efter at have haft tre muligheder – fortalte sine læsere sandheden om baggrunden for Idas debatindlæg kan man kun gisne om.
Det samme kan man om Politikens læseres holdning til avisens ageren.
Men mon ikke de fleste af dem gerne vil vide, hvad de præsenteres for?
Og mon ikke de fleste af dem gerne selv vil bestemme, om de skal lade sig spænde for en ideologisk kampagnevogn, andre har startet mere end en uge tidligere?
Det forekommer sandsynligt.
Bedømmelse
10: For de feministiske sider var sagen en succes. Den shitstorm, de aldrig rigtig selv fik i gang, fik sin anden luft, da Politiken gik ind i sagen. Og det gjorde Politiken formentlig kun, fordi de feministiske sider i første omgang havde fortalt om den.
10: For Ida har det givetvis været nogle spændende dage. Hendes konkrete kritik har jeg ikke forudsætninger for at forholde mig til, da jeg ikke kender Vi Unges indhold. Men jeg er tilhænger af at også unge mennesker giver deres mening til kende, og isoleret set er det fint, at Ida har fået sit budskab igennem til Vi Unge. Efter min smag kunne Ida havde udtrykt sig høfligere, men Ida er 15, og hvis ikke man skal have lov til at udtrykke sig lidt voldsomt, når man er 15, hvornår skal man så?
12: For Vi Unge og chefredaktør Julie Mikkelsen har sagen været et solstråleeksempel for andre til efterfølgelse på, hvordan kritik skal håndteres og endda kan vendes til god markedsføring. Magasinet svarede uddybende allerede den 12. september, blot dagen efter Idas opslag, og gentog – foranlediget af Politikens ageren – svarene i to artikler den 22. september. I en tid, hvor det er let at pege på eksempler på det modsatte, er det opløftende at opleve en chefredaktør som Julie Mikkelsen, der står ved sin redaktionelle linje. Det er svært at huske, hvornår det sidst er sket i en tilsvarende sammenhæng.
2: For Politiken har sagen været pinlig. Når en avis bringer indhold, som har været bragt andre steder, bør den fortælle det til sine læsere. Det undlod at gøre Politiken trods tre muligheder for at gøre det. Et forhold, som yderligere skærpes af, at indholdet forinden havde været brugt i aktivistisk sammenhæng. Det er ikke for meget at sige, at Politiken i Ida-sagen har ført sine læsere bag lyset.
Og shitstormen?
Jo, lidt fik Politiken da ud af indsatsen.
Politikens opslag om Idas debatindlæg er i skrivende stund blevet delt 554 gange og har modtaget 7.500 ‘likes’.
En popularitet, som ifølge Politikens journalist beviser, at man med rette kan påstå, at Ida ikke er »ene om sin kritik«.
Og det er jo også rigtigt.
For med flere aktivistiske, feministiske Facebook-sider og en landsdækkende morgenavis i ryggen er man alt andet end ene.
I forbindelse med tilblivelsen af denne artikel har jeg kontaktet Politiken for at stille avisen en række spørgsmål om sagen og derigennem give avisen mulighed for at forholde sig til kritikken. Trods flere telefonopkald og en e-mail til debatredaktør Mads Zacho Teglskov er det imidlertid ikke lykkedes mig at få hul igennem Politiken debatredaktion, som må formodes at have ansvaret for de tre artikler, da de alle er bragt i avisens debatsektion. Hvis Politiken på et senere tidspunkt besvarer mine spørgsmål, vil avisens svar naturligvis blive bragt i en ny artikel.