5. oktober, 2024

»Kære Rasmus Brygger, har du en livmoder? Nej! Så hold din kæft!«

Den liberale debattør og feminist Rasmus Brygger vil gøre det lovligt for danske kvinder at arbejde som rugemødre. Billede: Screenshot, Deadline, DR2, DR, dr.dk/tv/arkivfoto/arkivfoto.

Den liberale debattør og feminist Rasmus Brygger vil gøre det lovligt at betale rugemødre for at føde børn. Flere feminister beder ham blande sig udenom.

Det skal være lovligt for rugemødre at modtage penge for at føde andres børn.

Det mener den liberale debattør og feminist Rasmus Brygger, der i et debatindlæg i Politiken – som desværre kun er for abonnenter – gør rede for sin holdning til sagen.

En kamp for kvinders frihed

Kernen i Rasmus Bryggers argumentation er, at et forbud mod rugemødre er et indgreb i den enkelte kvindes frihed.

Det skal være op til hende, og hende alene, at bestemme, hvad hun vil bruge sin krop til – også hvis hun vil bruge den til at føde andres børn mod betaling, mener den liberale debattør.

Hold din kæft, Rasmus Brygger!

Hans synspunkt deles dog langt fra af alle. På flere feministiske Facebook-sider diskuteres idéen om lovliggørelse af betalte rugemødre, og det er ikke ligefrem ros, den får.

– Kære Rasmus Brygger, har du en livmoder? Nej! så hold din kæft!, indleder eksempelvis Trine Steen sit opslag om emnet på sin side ‘Proletarprinsessen’.

– Forklar mig venligst hvilke kvinder, med en stabil og sund psyke, stabile og sunde relationer, en stabil økonomi og en ordentlig uddannelse, der vil arbejde som rugemødre?, fortsætter hun.

– Kære med-kvinder, det går den forkerte vej. Vi er nødt til at vågne op, afslutter hun opslaget, som flere bakker op om i kommentarfeltet.

– Rasmus brygger skal gå væk, indleder en.

– Ikke mange kvinder ville drømme om at leje sin krop ud hverken til fremmedes onani eller til udrugning af et barneformet salgsprodukt, hvis der var andre tilgængelige metoder til økonomisk overlevelse – medmindre vi taler lige netop dén situation at det var kvindens bedste ven eller næreste slægtning, som ikke selv kunne få børn, tilføjer hun lidt efter.

– Udover at jobbet i sig selv vil være kønsdiskriminerende, kan jeg levende forestille mig de to køer, der vil være for kvinder på jobcenteret: én hvor du kan få et skønt fuldtidsjob som prostitueret og én, hvor du kan komme i barselsvikariat som rugemor. Stop det. Nu!, skriver en anden.

Overlad debatten til kvinderne, Rasmus Brygger

Heller ikke Sarah Elizabeth Daley fra ‘En Feminists Bekendelser’ jubler over Rasmus Bryggers rugemoridé.

– Rasmus Brygger mener i dagens Politiken at rugemødreskab mod betaling skal lovliggøres i Danmark, især for homoseksuelle mænd og enlig mænds skyld. Han kalder til debat, skriver hun i et opslag om sagen.

– Her er et radikalt forslag: Lade de kvinder som man beder lægge krop til en 9 måneders graviditet og en fødsel tage den debat tak, tilføjer Sarah Elizabeth Daley.

Sådan er reglerne

Som loven er nu, må kvinder i Danmark ikke arbejde som kommercielle rugemødre eller på anden vis modtage betaling for at føde for andre.

Det er dog tilladt for danske kvinder at være »altruistisk rugemor«, altså føde for andre uden betaling. Noget, som typisk finder sted blandt familiemedlemmer eller andre med tætte relationer.

Flere steder i udlandet er det lovligt for kvinde at arbejde som rugemødre, blandt andet i Taiwan, England, Rusland, Ukraine samt nogle stater i USA.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview