27. juli, 2024

KVINFO-direktør: Mål ledere på deres evne til at skabe ligestilling

Direktør for KVINFO, Henriette Laursen, deltog torsdag i en temadag i Folketingets Ligestillingsudvalg. Billede: Screenshot, video, TV fra Folketinget.

Ledere skal måles på deres evne til at skabe ligestilling, mener KVINFO-direktør Henriette Laursen. I KVINFO er 90 procent af medarbejderne kvinder.

Torsdag var der temadag i folketingets Ligestillingsudvalg.

Emnet var sexisme og sexchikane på arbejdspladser, og flere eksperter var inviteret til at gøre politikerne klogere på spørgsmål som:

  • Hvordan kan vi som samfund håndtere det igangværende “sexismeopgør” på en ordentlig måde?
  • Hvorfor udøver hovedsageligt mænd sexchikane? Og er de klar over, at de udøver sexchikane?
  • Hvordan kan man sikre tryghed og retssikkerhed for de krænkede, der står frem?
  • Hvordan sikrer vi retssikkerheden for krænkerne – eller de påståede krænkere?
  • Er lovgivningen god nok? Og hvad skal der ellers til?
  • Hvordan laver man en kulturændring på arbejdspladserne?

De indbudte eksperter var Julie Rokkjær Birch, direktør for Kvindemuseet, Kenneth Reinicke, lektor ved RUC, Henriette Laursen, direktør for KVINFO, Anette Borchorst, professor ved Aalborg Universitet, Maria Ventegodt, ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder og Sten Schaumburg-Müller, professor ved Syddansk Universitet.

Temadagen varede to timer og ti minutter, og interesserede kan gense mødet nederst i denne artikel.

KVINFO-direktørens glashus

KVINFO-direktør Henriette Laursen har gentagne gange gjort sig til talskvinde for det synspunkt, at virksomheder og deres ledere skal bedømmes på, hvor gode de er til at skabe ligestilling.

Det skete senest i oktober, da KVINFO-direktøren i et debatindlæg opfordrede til at gøre ungdomspartiers støtte afhængig af deres evne til at skabe »ligestilling og mangfoldighed«.

– En grundbetingelse for at modtage driftstilskud bør være, at ungdomspartiet aktivt bekæmper seksuelle overgreb og kønskrænkende adfærd. Derudover bør størrelsen af driftstilskuddet afhænge af evnen til at skabe ligestilling og mangfoldighed i partiet, skrev Henriette Laursen.

Udtalelsen var påfaldende, fordi KVINFO selv er notorisk dårlig til at skabe »ligestilling og mangfoldighed«.

Organisationen har altid haft en meget skæv kønsfordeling blandt sine medarbejdere og har det fortsat. I oktober var 90 procent af KVINFO’s ansatte kvinder.

Mål ledere på deres evne til at skabe ligestilling og mangfoldighed

Modsætningen mellem, hvad KVINFO siger, og hvad KVINFO gør, forhindrede ikke Henriette Laursen i at gentage sit budskab ved temadagen i går.

KVINFO-direktøren, der ikke formår at skabe ligestilling og mangfoldighed i sin egen organisation, gjorde klart, at ledere og mellemledere bør bedømmes på deres evne til at gøre netop det.

– Hvis vi nu begyndte at måle vores mellemledere og ledere på, om de faktisk kunne skabe mangfoldighed og ligestilling i de teams, eller hvad det nu er, de driver, så tror jeg automatisk, man ville være nødt til også at adressere en eventuelt sexistisk kultur, sagde Henriette Laursen.

– Det, jeg egentlig argumenterer for, det er, at man begynder at få det ind i sin kerne i stedet for projekter, der ligger ude omkring, og begynder at måle sine ledere og mellemledere, fortsatte hun lidt efter.

– Det kunne man også gøre i et parti: Hvad er det, der egentlig tæller her? Ja, det er faktisk også, at man kan skabe ligestilling og mangfoldighed, der hvor man er, tilføjede Henriette Laursen.

TV fra Folketinget

Har du lyst til at se eller gense temadagen, kan du gøre det her. Rettighedsbegrænsninger gør, at videoen ser meget “flad” ud. Den kan dog sagtens ses i fuld skærm eller castes til tv.

Programmet for temadagen, som ikke blev fulgt til punkt og prikke, men kan bruges som vejledende navigation i videoen, så ud som følger:

Kl. 13.00 – 13.05: Velkomst ved Heidi Bank, formand for Ligestillingsudvalget.

Kl. 13.05 – 13.15: Demokrati, magt, bevægelse – #metoo i et kønshistorisk perspektiv. Oplæg ved Julie Rokkjær Birch, direktør for Kvindemuseet.

Kl. 13.15 – 13.25: Hvorfor udøver hovedsageligt mænd sexchikane? Og er de altid klar over, at de udøver sexchikane? Oplæg ved Kenneth Reinicke, lektor ved RUC.

Kl. 13.25 – 13.45: Spørgsmål og debat.

Kl. 13.45 – 13.55: Hvordan kan vi som samfund håndtere det igangværende sexismeopgør på en ordentlig måde? Oplæg ved Henriette Laursen, direktør for KVINFO.

Kl. 13.55 – 14.05: Er lovgivningen god nok? Og hvilke andre redskaber kan bekæmpe sexisme på arbejdspladserne? Oplæg ved Anette Borchorst, professor ved Aalborg Universitet.

Kl. 14.05 – 14.25: Spørgsmål og debat.

Kl. 14.25 – 14.35: Hvordan kan vi sikre tryghed og retssikkerhed for de krænkede, der står frem (lovgivningen om sexchikane og andre tiltag)? Oplæg ved Maria Ventegodt, ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder.

Kl. 14.35 – 14.45: Hvordan sikrer vi retssikkerheden for krænkerne – eller de påståede krænkere? Oplæg ved Sten Schaumburg-Müller, professor ved Syddansk Universitet.

Kl. 14.45 – 15.05: Spørgsmål og debat.

Kl. 15.05 – 15.10: Afrunding ved Heidi Bank, formand for Ligestillingsudvalget.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview