18. januar, 2025

KVINFO fortier viden om vold i etniske minoritetsmiljøer

KVINFO har siden 2011 fortiet viden om vold mod kvinder i etniske minoritetsmiljøer, mener forskerne bag den største rapport om emnet i Norden. Billede: Arkivfoto.

KVINFO har siden 2011 undladt at fortælle om indholdet af Danmarks mest omfattende rapport om social kontrol af kvinder i etniske minoritetsmiljøer.

Danmarks center for køn, ligestilling og mangfoldighed, KVINFO, har i årevis ignoreret den største undersøgelse af social kontrol af kvinder i etniske minoritetsmiljøer, der er lavet i Norden, ‘Familien betyder alt – Vold mod kvinder i etniske minoritetsfamilier‘.

Det mener blandt andre forskerne bag rapporten, der blev lavet for Trygfonden og Dannerhuset i 2011. Til Berlingske siger de, at de ikke er i tvivl om, at KVINFOs fortielse af rapportens resultater er politisk motiveret.

– Der hersker en forestilling om, at forskningen skal opveje den massivt negative omtale som minoriteter bliver udsat for. Man skal i stedet vægte mere positive sider af minoritetsmiljøet, og undlade at udpege forskelle. Men der er forskel. Der er tydelige fællesstræk ved den vold som kvinder bliver udsat for i etniske minoritetsmiljøer, som etniske danske kvinder ikke bliver udsat for, siger Sofie Danneskiold-Samsøe, der er medforfatter på rapporten.

Hun bakkes op af Yvonne Mørck, der ligeledes var med til at skrive rapporten.

– Det er absurd, at man vil fjerne bevillingerne til Kvinfo, men Kvinfo og mange feminister har været for berøringsangst i forhold til social kontrol i minoritetsmiljøer. Modstandere af denne type forskning mener, at man bærer ved til racisternes bål. Man er bange for, at dokumentation for vold mod kvinder i etniske minoritetsmiljøer vil blive taget op af højrefløjen. Derfor ønsker man ikke at få de undertrykkelsesformer, der er i miljøet, frem i lyset, siger Mørck til avisen.

– Kritikerne mener, at det fører til en stigmatisering af etniske minoritetsmænd. Men den berøringsangst opfatter jeg som et svigt af de kvinder og børn – og mænd, der bliver udsat for vold og social kontrol, tilføjer hun.

KVINFO såede tvivl om rapporten

Også lektor Mehmet Necef, der er lektor på Syddansk Universitet og forsker i etniske miljøer, mener, at KVINFO har håndteret rapporten forkert.

I stedet for at udbrede kendskabet til rapportens resultater, valgte videnscentret i 2011 at skrive en kritisk anmeldelse af den, som blandt andet satte spørgsmålstegn ved forskernes dagsorden.

– Kvinfos anmeldelse var ikke en anmeldelse, men et partsindlæg. Rapporten var højt kvalificeret akademisk arbejde, hvor materialet var indsamlet over flere år, som blev angrebet på Kvinfos hjemmeside, siger Necef til Berlingske.

Lektoren fortæller, at han den dag i dag henviser til KVINFOs anmeldelse af rapporten som et skræeksempel.

– Jeg bruger rapporten i min undervisning som eksempel på underbygget videnskab, og »anmeldelsen« i gåseøjne som eksempel på et videnskabeligt problematisk partsindlæg, forklarer han.

I rest my case

Kritikken kommer på et tidspunkt, hvor KVINFO i forvejen er under pres fra flere sider, og den nye viden om KVINFOs håndtering af rapporten er da også allerede kommet i hvert fald en af KVINFOs kritikere, Liberal Alliances Laura Lindahl, for øre.

Hun henviser på Facebook til Berlingskes artikel med ordene:

– I rest my case – og glæder mig over at vi fjerner støtten til KVINFO!

 

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview