14. december, 2024

KVINFO investerer 300.000 kroner i nyt website

KVINFO har besluttet at investere 300.000 kroner i et nyt website. Om det skyldes frustrationer over det eksisterende site vides ikke. Billede: Arkivfotos.

Det nye kvinfo.dk skal udstråle »den progressive og menneskeorienterede organisation, som KVINFO er«. Efter planen er det nye site klar 1. januar 2018.

Opdateret 8. juli 2017, 12:22.

Danmarks videns- og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed, KVINFO, skal have nyt website.

Det meddeler centret på Facebook.

Det nye site skal være klar til brug 1. januar 2018, og KVINFO leder i øjeblikket efter den rette leverandør.

– Kvinfo skal have nyt website, der udstråler den progressive og menneskeorienterede organisation, som Kvinfo er. For at åbne feltet af mulige leverandører er her en kort beskrivelse af vores ønsker og budget, skriver KVINFO.

– Dette er samtidig en invitation til dig, der arbejder professionelt med WordPress, til at byde på opgaven, tilføjer ligestillingscentret.

Må ikke virke som en indforstået klub

Et af målene for det nye kvinfo.dk er, at sitet skal være imødekommende for alle.

– Websitet må ikke virke som en indforstået klub, men derimod som en levende sag, der udvikler sig løbende og forstår at reagere på tiden, skriver KVINFO, der dog samtidig understreger at det med at være levende heller ikke skal gå over gevind.

– Til gengæld må vi ikke blive så spraglede, at vi mister respekten og ikke udstråler den tyngde, som vi besidder indenfor vores område, skriver centret.

Det fremgår af et af i alt 22 slides, KVINFO har delt om det nye site på slideshare.net.

Blandt de øvrige mål for sitet er at gøre det let at søge i KVINFO’s store mængder af indhold.

Et WordPress-site til 300.000 kroner

KVINFO stiller som krav, at det nye skal skal udvikles i content management-systemet WordPress – et populært system, som mange websites – herunder Reelligestilling.dk – benytter sig af.

KVINFO meddeler desuden, at budgettet for det nye website er 300.000 kroner, og at den økonomiske ramme ikke kan overskrides.

Det er planen, at KVINFO’s eksisterende indhold skal flyttes til det nye, så brugerne af kvinfo.dk fortsat vil have mulighed for at søge i KVINFO’s arkiver på det nye website, som altså efter planen står funklende klar sammen med skihopkonkurrencerne fra Garmisch-Partenkirchen 1. januar 2018.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview