Yildiz Akdogan (S) blander ligestilling og feminisme sammen i debatindlæg. Det er potentielt skadeligt for ligestillingen.
I et debatindlæg på Berlingske hævder det socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan, at Danmark ikke kendes for ligestilling, og at ligestilling er blevet et skældsord.
Begge dele er forkert.
Ligestilling er et adelsmærke for Danmark
»Ligestilling burde være et adelsmærke, som vores samfund skulle kendes på, ligesom ytringsfrihed er det«, skriver Akdogan.
En besynderlig sætning, som kommer under en uge efter, at en universitetsundersøgelse pegede på Danmark som det bedste land i verden at leve i for kvinder – og fremhævede den danske ligestilling som en af de vigtigste årsager til topplaceringen.
»In the Kingdom of Denmark, women seem to get royal treatment«, skrev amerikanske US News om undersøgelsen, som desuden er blevet omtalt af en række internationale medier, herunder britiske The Independent, hvis artikel FN’s kvindeorganisation, UN Women, delte på Twitter.
Bedre eksempel får man ikke på, at ligestilling er et adelsmærke for Danmark – noget vi er kendt for i hele verden.
Ligestilling og feminisme er to forskellige ting
»Men sådan er det desværre ikke. I stedet er ligestilling og feminisme i manges ører blevet skældsord, der mest rimer på mandehader og betonfeminist«, fortsætter Akdogan.
Endnu en besynderlig sætning, som kalder på en kritisk læsning.
Akdogan synes at mene, at ligestilling og feminisme er det samme. Det er det bestemt ikke. Ligestilling er en værdi, man kan tilslutte sig uanset politisk ståsted, hvilket de fleste danskere gør. Feminisme er en politisk ideologi, som der er langt mindre tilslutning til.
Det pointe ville let kunne bevises empirisk. Stillede man et repræsentativt udsnit af den danske befolkning spørgsmålene: 1) Går du ind for ligestilling? og 2) Er du feminist?, ville man se en klar forskel i tallene: et flertal ville svare ja til det første og nej til det sidste.
Det ville de, fordi ligestilling og feminisme er to forskellige ting.
Sammenblandingen er potentielt skadelig
Når politikere som Yildiz Akdogan blander ligestilling og feminisme sammen, så risikerer det at skade ligestillingen. Hvis den klare forskel mellem ligestilling og feminisme tilmudres, kan konsekvensen blive, at en del af den danske befolkning vender ryggen til ligestilling på grund af deres holdning til feminisme.
Det bør man som politiker være bevidst om og søge at undgå.
Danmark har stærke feministiske organisationer, som kæmper for udbredelsen af den feministiske ideologi. Det er helt i tråd med de demokratiske spilleregler, og det skal ingen forhindre dem i.
Men de har ikke patent på begrebet ligestilling. Ligestilling er en central værdi i et demokratisk samfund, som ikke skal låses fast til feministernes ideologiske projekt.
Ligestilling i betydningen lige muligheder og rettigheder for alle uanset køn er en værdi, vi skal værne om. Det er feminisme ikke.