2. december, 2024

Lise Nørgaard: Ligestilling er kvinders eget ansvar

Lise Nørgaard, der fylder 100 år i dag, mener, at de danske kvinder skal tage mere ansvar og jamre noget mindre. Billede: Wikipedia.org, foto: Mogens Engelund/Arkivfoto.

Danske kvinder jamrer for meget, mener skaberen af ‘Matador’, Lise Nørgaard, der i dag fylder 100 år.

Kvinden, vi alle kender som ‘Matador’s ‘mor’, Lise Nørgaard, fylder i dag, den 14. juni, 100 år.

I den anledning gav den folkekære journalist, forfatter og manuskriptforfatter i går et interview til TV-Avisen på DR, og Lise Nørgaard brugte blandt andet lejligheden til at gøre sit syn på ligestilling klart.

Kvinder skal tænke sig om i stedet for at jamre

Det skete med en løftet pegefinger til de danske kvinder fra fødselsaren, der livet igennem har kæmpet for ligestilling mellem kønnene.

– Det er kvinders eget ansvar, om de får ligestilling, indledte Lise Nørgaard.

– Kvinderne glemmer at tænke sig om, før de finder en mand. Den mand, de får børn med. Og det kan der ikke lovgives om, og det kan der ikke laves demonstrationer om eller noget som helst andet, fortsatte hun.

– Det er hver enkelt kvinde, der skal begynde at tænke på det i stedet for at jamre, afsluttede kvinden, der fylder 100 i dag.

Ikke første formaning fra Lise Nørgaard

Lise Nørgaard har før gjort sig bemærket i debatten om køn og ligestilling med sit budskab om, at kvinder skal ranke ryggen og tage deres del af ansvaret for ligestillingen på sig.

– Kvinderne har i virkeligheden i dag nøjagtig de samme chancer som mænd, hvis de gider tage dem, sagde hun ifølge Dagens.dk i 2014 i P1-programmet Sommergæsten, hvor hun samtidig opfordrede kvinder til at bruge flere penge på hushjælp.

Og i 2013 advarede Lise Nørgaard kvinder mod at forelske sig i idéen om kvoter.

– Jeg har altid været dybt misbilligende, når det handler om kvindekvoter i forhold til besættelse af lederstillinger – eller for den sags skyld i forhold til besættelse af stillinger i det hele taget, sagde hun dengang ifølge Journalisten.dk til medarbejderbladet i Politikens hus, Svingdøren.

– Tænk på at blive antaget ’fordi man er nødt til at tage mig’ foran egnede mænd, tilføjede hun.

– Der ligger ikke en stor uretfærdighed bag, at kvinder ikke i højere grad sidder i lederstillinger. Jeg tror snarere, det er kvinderne, der vægrer sig ved at søge lederstillingerne, fordi de så vil være bundet til jobbet og skal blive der i ekstra lang tid, uddybede Lise Nørgaard, inden hun kort efter afsluttede interviewet med en direkte opfordring til de danske kvinder om at sige nej til kvoter:

– Prioriter jeres tid og vær på vagt, hver eneste gang en DJØF’er eller cand.mag-et-eller andet begynder at opfinde kvoter – hvis I vil jeres eget bedste.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview