Opdateret, 6/3-2017, 11:33: Tidspunkt for tale og afstemning ændret til december.
I det britiske parlament har en mand fået nok af de feministiske lobbyorganisationer og deres kamp for diskrimination af mænd.
Hvis der er noget, dansk politik ikke har, så er det en mand – eller kvinde – som Phillip Davies.
Den 45-årige politiker, der er medlem af parlamentet for De Konservative, har sat foden ned og sagt stop over for de britiske feministiske lobbyorganisationer, der ellers er vant til at styre hele ligestillingsområdet uden modspil overhovedet, præcis som deres danske søsterorganisationer er det i Danmark.
På websitet Heatstreet fortalte Davies for nylig i et indlæg, at flere af hans kolleger er enige med ham, men ikke tør sige det højt.
»Privat og hviskende«, skriver Davies i indlægget, »fortæller parlamentsmedlemmer fra forskellige partier mig: ’Selvfølgelig har du helt ret i det her, det er alt sammen tåbeligt’, men – med meget få, men bemærkelsesværdige undtagelser – tør [de] ikke sige det offentligt.«
»Det viser to ting«, fortsætter Davies. »For det første at de fleste parlamentsmedlemmer mangler mod, selv til at sige ting, som bare er sund fornuft. For det andet viser det, hvor bange parlamentsmedlemmer er for at modsætte sig den i stigende grad ekstreme feministiske agenda, som ikke længere synes at argumentere for ligestilling, og som mener, at det er helt og aldeles acceptabelt at udøve diskrimination mod mænd.«
Ifølge Davies er feminismen nået til et sted, hvor det ikke handler om at erstatte undertrykkelse af kvinder med ligestilling, men med undertrykkelse af mænd.
»Selvfølgelig benægter de, at det er det, der foregår, men det er præcis, hvad der sker«, fortsætter den konservative politiker, inden han afslutter med ordene: »Disse ekstremister har med succes skræmt de fleste parlamentsmedlemmer, men – som de vil finde ud af – der er stadig nogle af os, som ikke vil lade os intimidere, uanset hvad de kaster efter os«.
I forbindelse med sit arbejde i Women and Equalities Select Committee har Davies desuden gjort sig flere interessante iagttagelser.
»Vi hører«, skriver han om emnet i et andet indlæg på Heatstreet, »fra en endeløs række af organisationer i ligestillingsindustrien, som ingen i den virkelige verden nogensinde har hørt om (jeg ville meget gerne vide, hvor de får alle deres penge fra), men vi hører aldrig fra nogen, som mener, at denne dagsorden er en stor omgang nonsens«.
Lyder det bekendt? Det burde det. For det er præcis den samme slags organisationer, der kommer på Christiansborg, når skiftende ligestillingsministre inviterer på kaffe.
I Danmark har vi endnu ikke en politiker, der som Davies tør påpege de feministiske lobbyorganisationers åbenlyse dobbeltspil. Eller sætte spørgsmålstegn ved, om de i fremtiden skal have deres gang på Christiansborg.
Men det kommer forhåbentlig. For vi trænger i den grad til politikere, der tør sige sandheden om, hvad der foregår på ligestillingsområdet.
I december viste Davies, at han mener det alvorligt, når han siger, at han agter at bekæmpe diskrimination af mænd. Som den eneste af 139 stemte han imod et lovforslag om vold i nære relationer, fordi forslaget udelukkende sigtede på at bekæmpe vold mod kvinder. Inden da havde han holdt en tale på 91 minutter i forsøget på at overbevise andre om, at forslaget var diskriminerende over for mænd.
I Danmark har vi allerede lovgivning af den slags. Se blot på servicelovens § 109, der handler om retten til hjælp for ofre for samlivsvold. Af paragraffen fremgår det, at kvinder, der har fået tæsk af deres partner, har ret til hjælp, mens mænd, der har fået tæsk af deres partner, ikke har. Det fremgår også, at børn, der er i følgeskab med deres mor, har ret til psykologhjælp, mens børn, der er i følgeskab med deres far, ikke har.
Paragraffen er et eksempel på åbenlys diskrimination af mænd, men hverken politikere eller feministiske organisationer står i kø for at få den ændret. Tværtimod har Dansk Kvindesamfund udtalt skepsis mod at ligestille mænd med kvinder i § 109.
Vi lever i et samfund, hvor de feministiske organisationer og deres repræsentanter i årtier har betragtet ligestillingspolitikken som et privat tagselvbord. Det har politikerne over en bred kam tilladt, og det har haft alvorlige konsekvenser.
Drenge klarer sig dårligere end piger i skolen, mænd dør tidligere end kvinder, mænd er oftere hjemløse end kvinder, mænd går oftere selvmord end kvinder, mænd dræbes oftere end kvinder, mænd rammes oftere af vold end kvinder, mænd dør oftere i krige end kvinder, og mænd dør oftere i arbejdsulykker end kvinder.
Og det er blot toppen af isbjerget. For også juridisk er der problemer, og servicelovens omtalte § 109 er langt fra det eneste eksempel på diskrimination af mænd i dansk lovgivning. Tænk blot på retten til ikke at blive omskåret. Den har du, hvis du er pige eller kvinde. Ikke hvis du er dreng eller mand. Eller tænk på værnepligten, som tvinger dig til at stille en del af dit liv til rådighed for staten. Hvis du er mand, altså.
Samtidig tyder meget på, at negative tendenser som ensomhed blandt mænd vil fortsætte i de kommende år, særligt i det såkaldte Udkantsdanmark, hvor mænd i stigende grad efterlades af globaliseringsivrige kvinder, der søger til de større byer. Mænd rammes hårdere af ensomhed end kvinder, både i omfang og konsekvens, og mænds ensomhed bør være et ligestillingspolitisk tema. Ifølge undervisningsmateriale produceret af DR har 9,2 procent af mænd over 75 aldrig eller næsten aldrig nogen at tale med. Det samme er kun tilfældet for 4,1 procent af kvinder over 75. Af materialet fremgår også, at mænd med svage sociale relationer i gennemsnit dør tre år for tidligt, mens kvinder med svage sociale relationer dør to år for tidligt.
Mænd lider, savner og dør.
Og det vil vi blive ved med, så længe ligestillingspolitikken i Danmark er domineret af feministiske organisationer, der udelukkede har blik for kvinder.
Mit kongerige for en dansk Phillip Davies.