
»Det er et personligt valg, og hvor det sender mig hen, ved jeg endnu ikke«, skriver Groes på Facebook.
Nina Groes stopper som direktør for KVINFO med virkning fra 1. januar 2017. Det fremgår af et længere opslag, Groes har delt med sine følgere på Facebook.
– Jeg har truffet en stor beslutning i mit liv: Tiden er for mig til at gå nye veje og jeg forlader derfor KVINFO. Beslutningen er taget med hjertet fuld af kærlighed til ligestillingsarbejdet og en af de stærkeste, forandrende og frihedsskabende kræfter, vi har i vores samfund; feminismen, skriver den afgående KVINFO-direktør.
– Jeg kom til KVINFO fra det private erhvervsliv, hvor jeg som iværksætter havde skabt min egen virksomhed. Præcis der, hvor vi har alt for få kvinder i Danmark. Det er et privilegium, at få lov til at stå i spidsen for en organisation som KVINFO. Efter tre år hvor vi har rykket så meget, dokumenteret ligestillingsudfordringerne og fået så mange mennesker med, er det tid for mig at foretage et karriereskifte. Det er et personligt valg, og hvor det sender mig hen, ved jeg endnu ikke, uddyber hun.
Om sit arbejde for KVINFO skriver Groes, at hun er stolt af de opnåede resultater, og at KVINFO fortsat spiller en stor rolle i at understøtte forandringsprocesser.
– Mit arbejde har været at modernisere KVINFO og ligestillingsdebatten og vi har nået gode og klare resultater. Det er jeg er stolt af. Vores mål har været at revitalisere KVINFOs stemme og formidle den store viden og dermed fornye og styrke relevansen i ligestillingsdebatten. Og jeg har lært så meget undervejs, skriver Groes og fortsætter:
– For mig at se spiller KVINFO en nøglerolle i at understøtte konkrete forandringer i Danmark og internationalt, levere viden og dokumentere de reelle udfordringer, vi har med ligestilling i vores samfund. Gøre det relevant og nærværende for alle fra hverdagens problemer som ligeløn, forskelle i pensionsopsparinger, barsel og opgør med stereotyper, der sætter både drenge og piger i forhistoriske roller.
Til sidst gentager Groes sin sympati for feminisme og feministiske dagsordener.
– Jeg er optimistisk for feminismen. Der er et opbrud i gang. Et hav af stærke og mangfoldige stemmer. Og vi gør en forskel, skriver hun.
– Jeg siger farvel med stor tak til dygtige og inspirerende medarbejdere og alle vores samarbejdspartnere i det private og offentlige. Med stolthed over vores resultater og med stor ydmyghed over tilliden og opbakningen, fortsætter hun.
– Jeg ved, at jeg vil fortsætte med at lade mig inspirere af de kvindelige pionerer før os og alle dem der bobler frem. At jeg vil fortsætte med at bryde det glasloft ned, afslutter hun.
Mange takker for godt arbejde
Under opslaget hyldes Groes for sin indsats af en lang række af ligestillingsdebatten og -politikkens navne, blandt andre tidligere næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, Ulla Tornemand.
– Nina, for fa’en. Det er for tidligt, du stopper, men føles det rigtigt, er det rigtigt, og det kan ingen tage fra dig, selvom det ville have glædet mange af os, du blev på posten 🙌. Tak for dit store arbejde, skriver hun.
Det er endnu uvist, hvem der skal overtage stillingen som direktør for KVINFO per 1. januar 2017. Indtil videre fungerer KVINFO’s souchef, Suzanne Moll, som konstitueret direktør.