19. marts, 2024

Nyt parti vil give mænd en stemme i ligestillingsdebatten

»Den brede ligestillingsdebat skal kunne indeholde alle,« siger Ligestillingspartiets formand, Allan Schmidt.

Opdateret 22/6-2022, 13:53.

»Valgnævnet godkender hermed ”Ligestillingspartiet” som navn på et nyt parti til deltagelse i kommende folketingsvalg.«

Sådan lød beskeden fra Valgnævnet, som tikkede ind i mailboksen hos formanden for det nye parti, Allan Schmidt, tirsdag.

Med godkendelsen er partinavnet gyldigt i tre år, altså til og med den 21. juni 2025.

Fokus på drenge og mænd

På sin hjemmeside skriver Ligestillingspartiet, at det »går ind for ligestilling for alle.« Partiet vil dog i særlig grad fokusere på drenge og mænd.

»Drenge og mænd fortjener lige rettigheder og en plads i kønsdebatten og ligestillingspolitik,« hedder det på hjemmesiden.

Over for Reelligestilling.dk begrunder Allan Schmidt partistiftelsen med et ønske om at øge fokusset på drenge og mænds problemer.

Hvorfor har I startet Ligestillingspartiet?

– For at give drenge og mænd den stemme, vi mener mangler i dag. Drenge og mænd fortjener lige rettigheder og en plads i kønsdebatten og ligestillingspolitikken i Danmark, og vi vil sætte fokus på de mange områder, hvor drenge og mænd lider, siger Allan Schmidt.

– Det drejer sig blandt andet om uddannelsessystemet, retssystemet og sundhedssystemet og i forhold til levealder, selvmord, hjemløshed, vold, drab, partnervold, barnløshed og nethad, fortsætter han.

– Vi taler om, at halvdelen af den danske befolknings problemer overses. Det er simpelthen ikke godt nok. Det skal vi gøre bedre, siger Allan Schmidt.

Af jeres hjemmeside fremgår det, at I fokuserer meget på mænds problemer. Burde I ikke hedde “Mandepartiet” i stedet for “Ligestillingspartiet”?

– Det kan man sige, men vi har også et kig på eksempelvis den manglende frie abort på Færøerne. Piger og kvinder har også problemområder, og dem er der rigtigt mange andre, der taler om. Der er ikke rigtigt nogen, der løfter drenge og mænds problemer, så det vil vi gerne gøre, siger Allan Schmidt.

– Den brede ligestillingsdebat skal kunne indeholde alle, og derfor er vi Ligestillingspartiet og ikke Mandepartiet, siger formanden.

Foruden Allan Schmidt består partiet af næstformand Mikkel Høy Hansen og kasserer Michael Bang.

Ønsker partiet at stille op til et kommende valg, skal det forinden indsamle godt 20.000 underskrifter. Det arbejde er allerede i gang, oplyser Allan Schmidt.

Interesserede kan læse mere og skrive under på Vælgererklæring.dk.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview