29. marts, 2024

Politiken og Dansk Kvindesamfund melder klart ud om Køln-sag

Hovedbanegården i Køln.
Hovedbanegården i Køln.

Politiken afviser, at der skal ske en »kulturel tilnærmelse« eller indgås et »kompromis«, når det gælder kvinders rettigheder i Europa. Dansk Kvindesamfund er enige.

Politiken forholder sig i dag på lederplads til hændelserne på banegårdspladsen i Køln nytårsaften, som har fyldt både sociale og traditionelle medier de seneste dage.

I lederen skriver avisen blandt andet:

»De mistænktes etnicitet er af central betydning, og at forsøge skjule eller fortie det gør kun problemerne vanskeligere at løse.

Sagen drejer sig ikke om at forstå, forklare eller relativisere, men om at insistere på, at opførslen er fuldkommen uacceptabel. Det er et angreb på selve det samfund, vi er – og for enhver pris vil forblive.

Det kan aldrig være de forulempedes skyld, uanset hvor fulde, fjollede og letpåklædte kvinderne i Köln måtte have været.

Overgrebet er et angreb på selve den europæiske samfundsmodel. Et samfund, hvor to af de allermest afgørende præmisser er, at kvinder og mænd er fuldkommen ligeværdige, og at alle – uanset køn – kan færdes frit og uden frygt i det offentlige rum.

Det er et grundvilkår for at bo i Europa, at man accepterer, at kvinder nyder samme rettigheder som alle andre, uanset om de er iført miniskørt eller tørklæde. På det punkt hverken kan eller skal der ske nogen som helst kulturel tilnærmelse eller indgås et kompromis«.

Enighed hos Dansk Kvindesamfund

Danmarks største feministiske interesseorganisation, Dansk Kvindesamfund, erklærer sig enige med Politiken. I et opslag på Facebook citerer organisationen det sidste afsnit i Politikens leder og skriver:

»Vi er enige!

Og fordømmer på det kraftigste overgrebene der fandt sted nytårsaften i Tyskland. Dansk Kvindesamfund er imod alle former for vold og overgreb på kvinder – uanset hvem der begår dem«.

Melder klart ud

De klare udmeldinger kommer efter et døgn med diskussioner på de sociale medier, hvor debattører som Sanne Søndergaard og Ulla Tornemand er blevet beskyldt for at bagatellisere og relativisere begivenhederne, blandt andet ved at sammenligne masseovergrebene på kvinder nytårsaften i Køln med episoder i det danske natteliv og på Roskilde-festivalen.

I et nu slettet opslag skrev Søndergaard blandt andet:

»Rolig nu, altså; kvinder af alle farver tager på Roskilde til sommer og bliver raget på af hvide mænd. Så der kan hvide mænd vinde ejendomsretten over kvindekroppen tilbage. Problem solved!«.

I et andet og meget omdiskuteret opslag skrev Tornemand blandt andet:

»Herhjemme kalder vi det kompliment, når unge, hvide fyre – både på enmandshånd og i flok – i nattelivet gramser, stikker hånden ned i trusserne og stikker en finger ind i fissen på og begår andre seksuelle overgreb på unge kvinder. (…) Tag hudfarven ud af ligningen, hør på de oplevelser, som kvinder i mange år har fortalt om af lignende karakter, og det fremstår tydeligt, at dette ‘fænomen’ hverken er nyt eller knyttet til en bestemt etnicitet eller kultur. Udtrykkene inden for fænomenet kan variere, men selve fænomenet er oldgammelt«.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview