4. december, 2024

Rasmus Brygger ikke længere feminist: »Jeg er blevet klogere«

»Efterhånden er afstanden mellem mit liberale hjerte og de feministiske dogmer blevet for stor«, skrev nu tidligere feminist Rasmus Brygger tirsdag aften på Facebook.

Opdateret 15/8 2015: Inden du kontakter Rasmus Brygger vedrørende indholdet af denne artikel, bedes du notere dig dens udgivelsesdato, som er 1. april 2015. På forhånd tak.

I en Facebook-opdatering, som siden er blevet fjernet, meddelte tidligere landsformand for Liberal Alliances Ungdom Rasmus Brygger sent tirsdag aften, at han ikke længere kalder sig feminist. I opdateringen stod blandt andet:

»Jeg har stor sympati for ideen om ligestilling. Da jeg valgte at kalde mig liberal feminist, var det for at støtte den ide. Jeg var godt klar over, at de fleste af løsningerne i den feministiske værktøjskasse var – og er – kollektivistiske. Det var det, jeg gerne ville rokke ved.

Sådan gik det ikke, og efterhånden er afstanden mellem mit liberale hjerte og de feministiske dogmer blevet for stor. Derfor kalder jeg mig ikke længere feminist. Jeg er blevet klogere«.

Opdateringen forsvandt, da debatten tog fart

I kommentarfeltet under opdateringen blev Bryggers beslutning kaldt »fornuftig« af flere, mens andre kritiserede ham for ikke at stå fast på kampen for kvinders rettigheder.

Brygger forklarede, at han fortsat støtter ligestilling og kvinders rettigheder, men blot gør det fra et ikke-feministisk, liberalt udgangspunkt. Det fik diskussionen til at tage fart, indtil opdateringen – af uvisse årsager – forsvandt fra Bryggers Facebookside.

Jeg har forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Brygger om årsagerne til hans holdningsskifte, samt hvorfor opdateringen pludselig blev fjernet, men det har foreløbig ikke været muligt at få fat i sagens hovedperson.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview