27. juli, 2024

Satirevideo om feministiske aktivister vækker harme

Kan en underskrift være chauvinistisk? Ja, mener de to feministiske aktivister i satireserien ‘Generation SoMe’, som begynder på DR3. Billede: Screenshot fra forpremiere-video for ‘Generation SoMe’/DR3, Facebook.

»Fladpandet«, »satirisk discount« og »tåkrummende pinligt« lyder kritikken af ny satirevideo fra DR3-serien ‘Generation SoMe’ fra vrede Facebook-brugere.

I forbindelse med lanceringen af et nyt satireprogram ved navn ‘Generation SoMe’ har DR3 delt en video med en sketch fra programmet på sin Facebook-side.

Videoen, som kan ses her, viser to feministiske aktivister – en kvindelig og en mandlig – der er i gang med en underskriftsindsamling. En mand kommer hen til dem for at spørge, hvad de laver, og selv om han er venlig og støtter sagen, reagerer de negativt over for ham, blandt andet ved at kalde hans underskrift »mandschauvinistisk«.

»Tåkrummende pinligt«

På DR3’s Facebook-side er der allerede mange kommentarer, og flere af dem kritiserer videoen i stærke vendinger.

– Jeg bliver egentlig lidt træt. Ingen grund til at latterliggøre kvindekampen synes jeg, skriver Lone Elmelund.

–  Hold da kæft for en fladpandet og absurd dårlig og virkelighedsfjern karikering, skriver Janus Lindenskov Cailloux.

– Produktet er satirisk discount, skriver Thomas Lohmann.

–  Nøj, hvor er det forsøg på satire tåkrummende pinligt, 😄 Kan I ikke bare sende endnu en hest et eller andet sted hen, i stedet for at bruge penge på sådan noget bras?, skriver Lars Stoltz Nielsen.

Den mandlige feminist understreger, at kvinder tænker selv. Billede: Screenshot fra forpremiere-video for ‘Generation SoMe’/DR3, Facebook.

Der er dog også dem, der synes, at videoen rammer plet.

– Selvom jeg er en hardcore feminist synes jeg det her er funni, feminazier bliver ikke andet end cringe, skriver Maia Rws.

– Så skrotter man lige Ditte og Louise for noget federe satire xDDD, skriver Martina Sutkute Nielsen.

‘Generation SoMe’ består af seks afsnit. Det første sendes på DR3 søndag den 22. januar, klokken 20.50, men alle seks afsnit kan allerede nu ses på dr.dk/tv.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview