Glæden over triumfer i sport på landsholdsniveau har intet med køn og ligestilling at gøre. Vi er glade, fordi vi som nation er bedre end nogen til noget.
Når det danske kvindelandshold i fodbold går på banen klokken 18.00 i aften for at spille EM-semifinale mod Østrig, vil fjernsynet være tændt i mange danske hjem. Det er der en årsag til, og den har intet med køn og ligestilling at gøre. Nej, årsagen til, at så mange vil følge slagets gang, er vores glæde ved, at danske idrætsmænd og idrætskvinder klarer sig godt. Vi har en fest, når der endelig er nogen fra Danmark, der er bedre til noget end nogen, der ikke er fra Danmark, og når først det kører, er vi ligeglade med, hvilken disciplin det drejer sig om, og hvilket køn udøverne har.
Tror du ikke på det, må du anvise en bedre forklaring på, at danskerne tilbage i 1998 pludselig fik smag for den ellers ukendte sport curling, da det danske kvindecurlinglandshold vandt sølv ved OL i japanske Sochi. Hvis du er gammel nok, kan du udmærket huske ’curlingpigerne’, deres karakteristiske wee-wee-wee-råb og ikke mindst euforien omkring holdet, som blandt andet førte til en nøgenkalender i 2010 og opmærksomhed fra satireprogrammet Gramsespektrum, der med udgangspunkt i holdets succes lavede nummeret og musikvideoen Vi kaster med sten og fejer med koste, der foruden en ung Mikael Bertelsen i rollen som krævende træner indeholder klip fra holdets kampe og præmieoverrækkelsen ved OL.
Nej, køn spiller virkelig ingen rolle for vores glæde, når det drejer sig om sportspræstationer på landsholdsniveau. Vi var alle vilde med ’Danmarks jernhårde ladies’, det danske kvindelandshold i håndbold, da Anja, Camilla og de øvrige ’guldpiger’ i 90’erne vandt den ene medalje efter den anden med den altid 100 procent engagerede og evigt hoppende Ulrik Wilbek på sidelinjen. Holdet blev ’født’ i 1993, da det blev til sølv ved VM, og fortsatte med at imponere i godt 10 år, også efter Wilbek stoppede i 1997 og blev erstattet af Jan Pytlick. Ved tv-skærmene fulgte vi med, da det blev til EM-guld i 1994, 1996 og 2002, VM-guld i 1997 og OL-guld i 1996, 2000 og 2004.
Så selvfølgelig holder vi med Nadia Nadim og co., når holdet i aften skal forsøge at spille sig i finalen ved EM. Der handler ikke om køn, og det handler slet ikke om herrelandsholdet. Som håndbold har vist os, kan vi sagtens have succes på både dame- og herresiden, uden at det skaber problemer for nogen. Og så er det med succes på begge fronter for øvrigt ikke noget aktuelt problem, hvad angår fodbold, da man skal være iført en meget stor klaphat for at tro på, at det danske herrelandshold i nogen nær fremtid kommer til at stå i en semifinale ved en slutrunde.
Der er dem, der mener, at kvindefodbold er kedeligt, fordi kvinderne fysisk er svagere, og niveauet er lavere. Begge dele er indiskutabelt rigtigt, men det samme kan siges om andre sportsgrene, hvor vi ikke har problemer med at følge med, når kvinderne spiller. Det fleste er for eksempel enige om, at Anja Andersen var en verdensklassespiller. Her taler man ikke om, at hun på grund af de fysiske forskelle ville have været værdiløs på et herrehold. Det samme kan siges om Caroline Wozniacki, hvis triumfer på tennisbanerne vækker glæde, selv om hun ville være chanceløs mod en hvilken som helst mandlig top-500-spiller.
Gu’ er niveauet lavere, men det betyder ingenting. Det, der tæller, er, om vi kan slå de andre. Det er det, landsholdssport drejer sig om. Det er det, vi glæder os over, når det lykkes: at de udøvere, der repræsenterer os som nation, besejrer de andre landes udøvere. For når de gør det, vinder vi alle. Så er vi, i det mindste for en stund, bedre end dem, vi har vundet over. I hvert fald til et eller andet. Og det er mere, end hvad vi i vores lilleputnation normalt kan prale af.