– Hvis du ikke er feminist, er du et dårligt menneske, siger den indiske skuespiller Kalki Koechlin, som mener, at feminisme handler om at kræve ligestilling.
Hvis du ikke er feminist, er du et dårligt menneske.
Så klar er meldingen fra den 32-årige indiske skuespiller og Bollywood-stjerne Kalki Koechlin.
– Hvis du ikke er feminist, er du er dårligt menneske. At være feminist betyder at kræve ligestilling, siger hun til Hindustan Times.
– Men folk opfatter det modsat nogle gange. Feminisme ses ned på, fordi det opfattes som mandehad. Men feminisme er en virkelig skør idé, som hævder, at mænd og kvinder er lige, påpeger hun.
Kvinder skal tage over
Ifølge Koechlin har kvinder evner, som samfundet burde værdsætte langt mere, end det gør.
– Intet køn er bedre end det andet. Kvinder er ikke dørmåtter. Vi er ækvivalente med mænd. [Forskellen] er bare, at vi har forskellige kroppe og forskellige biologiske behov. Vi har kapaciteter, som burde fejres og belønnes i samfundet, siger hun.
Koechlin fastslår samtidig, at det nødvendigt, at kvinderne overtager magten, hvis der skal bringes balance i »kønsregnskabet«.
– Den simple pointe er, at fordi kvinder har været undertrykt så længe, er de nødt til at gøre oprør og overtage magten. For at tingene kan blive lige igen, siger hun.
Kalki Koechlin er af fransk afstamning og har tidligere fortalt, at hun blev seksuelt misbrugt som barn. Hun er desuden ivrig deltager i debatten om identitet. Foruden at være skuespiller er Koechlin manuskriptforfatter, producer og instruktør.