6. oktober, 2024

Socialdemokrater: Aarhusianske kvinder undertrykkes af vejskilte

Alt for få veje i Aarhus er opkaldt efter kvinder, mener byens socialdemokrater, der vil nedsætte et vejnavnenævn for at løse problemet. Billede. Wikimedia Commons, Villy Fink Isaksen.

7,3 procent af vejnavnene i Aarhus Kommune er opkaldt efter kvinder, og det er for lidt, mener byens socialdemokrater, der nu vil gøre noget ved problemet.

Kvinder i Aarhus diskrimineres af byens vejnavne. Det mener socialdemokraterne i Aarhus, som nu kræver handling på området.

– Vejskiltene er vores bys hukommelse og identitet – en måde at huske og hylde de personer, der har haft stor betydning for vores by og vores land, siger byrådsmedlem for Socialdemokratiet Lone Hindø til Århus Stifttidende.

– Derfor synes jeg også, at det er problematisk, når vi stadig ser en så stor ulighed mellem kønnene i vejnavngivningen, tilføjer hun.

Firdobling på 15 år

Antallet af aarhusianske vejnavne, som er opkaldt efter kvinder, er firdoblet siden 2003.

Dengang udgjorde de kvindelige vejnavne 1,8 procent af navnene på byens veje, gader, pladser og torve, mens andelen i dag er 7,3 procent.

En stor fremgang, men altså langt fra nok for de aarhusianske socialdemokrater.

Vil have et vejnavnenævn

I Københavns Kommune findes et vejnavnenævn, som forholder sig til vejenes navne, og socialdemokraterne i Aarhus ønsker, at man finder en lignende løsning i Danmarks næststørste by.

Derfor har partiet sendt et forslag til byrådet om at undersøge, hvordan man håndterer vejnavne i andre danske kommuner.

– Det er vigtigt, hvordan vi fremadrettet moderniserer vejnavngivningen. Det har nemlig en stor symbolsk betydning, hvad vi kalder vores pladser, torve, gader og veje, siger næstformand i teknisk udvalg Ango Winther (S) til Århus Stifttidende.

– Derfor mener vi, det er fornuftigt at undersøge, hvordan man gør i andre kommuner, og der er Københavns Vejnavnenævn bestemt en mulig løsning, der kan være med til at skabe mere lighed i vejnavngivningen, tilføjer han.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview