Justitsminister Søren Pind (tv.) har truffet flere gode beslutninger i kampen mod voldtægt. Billede: Søren Pind (fotograf: Steen Brogaard)/arkivfoto.
Justitsministeren har lyttet, tænkt og truffet de rigtige beslutninger på et følsomt område. Først med sit lovforslag om skærpede straffe og senest med ministeriets undersøgelse Respekt for voldtægtsofre, som danner grundlag for seks initiativer, der skal forbedre politiets arbejde og indsatsen mod voldtægt.
Bølgerne går ofte højt, når voldtægtsdebatten raser. Det skyldes både forskelle i holdninger og områdets notoriske mørketal, som gør det svært at danne sig et kvalificeret overblik over problemets omfang og årsager. Nogle mener, vi lever i en voldtægtskultur, andre at tallene er overdrevne, og ingen kan med sikkerhed sige, hvor udbredt et problem, voldtægt er.
I det urolige farvand har Søren Pind vist sig som en stabil kaptajn. Siden kritikken i sommeren 2015, hvor der især blev sat spørgsmålstegn ved politiets håndtering af voldtægtssager, har justitsministeren med rolig hånd sat den rigtige kurs.
Først med sit lovforslag, der skal forhøje straframmerne for voldtægt og falske anmeldelser for voldtægt samt voldtægt og seksualforbrydelser mod børn og falske anklager for voldtægt og seksualforbrydelser mod børn.
Enhedslistens Pernille Skipper rasede ganske vist over lovforslaget, som hun kaldte »en fantastisk kandidat til årets mest sexistiske lovforslag«. Ifølge Skipper er det forkert at hæve straframmen for falsk anklage for voldtægt, fordi det kan få nogle kvinder til ikke at anmelde voldtægter af frygt for ikke at blive ’troet på’. I mine øjne en skævert fra den i retspolitiske sammenhænge ellers ofte skarpe Pernille Skipper, da det er en meget søgt sammenhæng. Det er ikke sådan, at man bliver dømt for falsk anklage for voldtægt, hvis voldtægten ikke kan bevises, eller hvis sagen tabes i retten. Falsk anklage dømmes man kun for, hvis man beviseligt har opdigtet et hændelsesforløb. Dertil kommer, at Pind ønsker straffen hævet fra 20 til 30 dage, hvorfor det fortsat er forbundet med meget lav straf at indgive en falsk anmeldelse for voldtægt.
Dernæst med Justitsministeriets undersøgelse Respekt for voldtægtsofre, som peger på seks initiativer, der skal forbedre politiets arbejde med voldtægtsofre og nedbringe antallet af voldtægter, blandt andet gennem en målrettet anmeldelseskampagne og bedre beskrivelser af gerningsmændene.
De to målrettede initiativer mod voldtægtsofre og gerningsmænd markerer et tiltrængt nybrud, om end de formentlig næppe vil blive modtaget med glæde i alle lejre. For når man målretter indsatsen i anmeldelseskampagnen mod særligt udsatte målgrupper, så siger man samtidig, at alle kvinder ikke er lige udsatte. Tilsvarende vil gerningsmandsundersøgelsen, der skal »tegne et billede af gerningsmændene på sædelighedsområdet«, med stor sandsynlighed føre til den konklusion, at det ikke er alle mænd, men i høj grad nogle mænd, der står bag de fleste voldtægter. Ingen af dele vil vække begejstring blandt dem, der hylder det synspunkt, at vi lever i en voldtægtskultur, som rammer alle kvinder, og som alle mænd har et medansvar for.
Man skal lede for at finde noget at indvende mod justitsministerens foreløbige indsats mod voldtægt. Et område, ministeren dog også bør se på, er voldtægter mod mænd. Det er fortsat et tabu, at mænd også voldtages, og her kan Søren Pind spille en aktiv rolle i bekæmpelsen af fordommene. Alt i alt er det dog svært at have andet end ros til overs for ministerens indsats. På under et år har han taget to vigtige og rigtige skridt i kampen mod voldtægt.
En opfordring herfra lyder på ikke kun at tegne gerningsmandsprofilerne ud fra de personer, der dømmes for voldtægt. Dels findes den information allerede, dels er det langt vigtigere at få overblik over, hvem mændene bag det formodede mørketal er. Disse mænd formodes at udgøre langt hovedparten af alle voldtægtsforbrydere i Danmark, og selv om det er en metodisk udfordring at beskrive dem, er det nødvendigt, at man gør forsøget.
Hvis voldtægt skal bekæmpes effektivt, må vi finde ud af, hvem der voldtager, og hvorfor de gør det. Mere viden om ’mørketalsmændene’ er i den forbindelse et afgørende element.