Søren Pinds krav om strengere straffe for voldtægt
Justitsminister Søren Pind kræver strengere straffe for voldtægt. Det er et forståeligt krav, men flere domme er vigtigere end strengere straffe.
Opdateret 5/9-2015: Denne artikel er blevet kritiseret for at basere sig på en antagelse om, at de estimerede tal for voldtægt er korrekte. Det er en berettiget kritik. Ingen ved præcis, hvor mange voldtægter der sker, og forskerne bag estimaterne understreger selv, at tallene er usikre. Artiklen skal læses med udgangspunkt i den antagelse.
Justitsminister Søren Pind ønsker strengere straffe for voldtægt. Det vil han sikre ved at kræve, at den eksisterende strafferamme i højere grad bliver udnyttet. Den politisk/juridiske del af Pinds idé kan man diskutere, men det vil jeg ikke gøre her.
I forhold til de strengere straffe for voldtægt kan to ting bemærkes:
For det første at strengere straffe formentlig kan bidrage til at sikre den “retfærdighed”, Pind taler om. Det ER tankevækkende, at selv meget grove voldtægter straffes med fængselsdomme under to år.
For det andet at strengere straffe formentlig ikke vil have nogen synderlig effekt på antallet af voldtægter. Af de anslåede 3.600 begåede voldtægter om året i Danmark, anmeldes kun i omegnen af 400, hvoraf 300 fører til sigtelse og omkring 70 til dom. Kun ca. 2% af det anslående antal begåede voldtægter ender altså med, at voldtægtsforbryderen straffes. Vil en højere straf til de 2% afskrække de 98%? Næppe. Dertil kommer, at mange voldtægter er spontane (ikke genstand for planlægning), og at straf virker bedst på de typer af forbrydelser, der er det modsatte.
Pinds ‘tough on rape’-linje vil således næppe gøre nogen forskel for de tusinder af kvinder (og mænd), der voldtages hvert år i Danmark. Har Pind et ønske om at gøre noget for dem, skal han lægge sin energi i at få flere straffet for voldtægt, ikke i at kræve strengere straffe til de få, der faktisk straffes (de to ting udelukker ikke nødvendigvis hinanden, men det lader til, at Pind kun fokuserer på den ene).
Hvis flere skal dømmes for voldtægt
Hvis Pind vil arbejde for at få flere dømt for voldtægt, skal han i første omgang se på, hvor det store frafald i ‘fødekæden’ fra voldtægt til dom sker. Her er der to punkter at koncentrere sig om.
Fra voldtægt til anmeldelse
Det første store frafald sker fra voldtægt til anmeldelse. 3.200 af de anslåede 3.600 årligt voldtægter i Danmark anmeldes ikke. Det er et frafald på 89%.
I forhold til det er der grund til at se på, hvad det er, der får ofre for voldtægt til at undlade at anmelde forbrydelserne. Dette er det absolut vigtigste punkt, hvis antallet af domme for voldtægt skal op. Det er her, det største frafald sker.
En af de årsager, som ofte påpeges i diskussionen om voldtægt, når det lave anmeldelsesantal diskuteres, er politiets håndtering af voldtægtsanmeldelser. Her er der grund til at se på, om noget kan forbedres. Fx kan man overveje at lave regionale centre for voldtægtsanmeldelser, så voldtægtsofre får mulighed for at afgive deres anmeldelser til politifolk, der har viden og erfaring på området. Det sidste, et voldtægtsoffer bør skulle bekymre sig om, er ikke at blive taget alvorligt af politiet.
Fra sigtelse til dom
Det andet store frafald sker fra sigtelse til dom. Ca. 230 af de ca. 300 årlige sigtelser fører ikke til dom. Det er et frafald på 77%.
I forhold til det er det sværere at se, hvad Pind kan gøre. SF har tidligere flirtet med idéen om straf for såkaldt uagtsom voldtægt, men det er ikke et forslag, der løser det grundlæggende problem, som består i, at voldtægt er en type forbrydelse, det er vanskeligt at føre bevis for. Hvis der ingen vidner er, er det endog meget svært at bevise, at der er tale om voldtægt og ikke om sex.
Samtidig må ambitionen om at få flere dømt for voldtægt naturligvis gå hånd i hånd med ønsket om ikke at få uskyldige dømt for voldtægt. Idealet er simpelt: Alle, der har begået voldtægt, bør dømmes for voldtægt, og ingen, der ikke har begået voldtægt, bør dømmes for voldtægt. Mens man på den ene side skal gøre det lettere at bevise, at en voldtægt har fundet sted, skal man på den anden sikre, at det sker på en måde, der ikke får uskyldige dømt. Det er ingen let opgave, men det er det, der skal til, hvis forholdet mellem sigtelser og domme skal ændres i retning af flere domme.
Flere domme er vigtigere end strengere straffe
I forhold til retfærdighedsfølelsen kan man sagtens argumentere for strengere straffe for voldtægt. Men det er svært at forestille sig, at det vil have en effekt i forhold til antallet af voldtægter. Hvis de årligt anslåede 3.600 voldtægter i Danmark skal blive til færre i fremtiden, skal flere voldtægter føre til dom.
Justitsminister Søren Pind bør derfor – uanset sit ønske om strengere straffe – se på, hvad han kan gøre for at mindske frafaldet fra voldtægt til dom. I særlig grad bør Pind se på, hvordan antallet af anmeldelser kan øges fra sit nuværende niveau.
For dels er der grundlæggende noget galt, når kun 11% af ofrene for voldtægt anmelder forbrydelserne. Det er et tal, som i sig selv kalder på refleksion og handling. Dels er det her, nøglen til flere domme ligger. Og flere domme må være en indlysende ambition på et område, hvor 98 af 100 lovovertrædere i dag slipper uden straf. At det for så stor en andel af voldtægtsforbryderne i praksis er straffrit at begå voldtægt er også en krænkelse af retfærdighedsfølelsen.
Konklusionen er derfor ikke til at tage fejl af: Der er ikke i sig selv noget galt med at skærpe straffen for voldtægt, men hvis Pind for alvor vil udrette noget på voldtægtsområdet, er flere domme vigtigere end strengere straffe.
Kun ca. 2% af det ANSLÅEDE ANTAL begåede voldtægter ender altså med, at voldtægtsforbryderen straffes.
Fald nu ikke i den samme fælde som de fleste journalister
Det kan der være noget om, Torben, så det er hermed rettet. Når det er sagt, er det værd at notere sig, at tallet 3.600 stammer fra Det Kriminalpræventive Råd (DKR), hvis vurdering baserer sig på videnskabelige rapporter på området. DKR er i mine øjne den mest troværdige kilde, man kan henvise til.
http://www.dkr.dk/voldt%C3%A6gt-0
De 3600 stammer fra rapporten “Udsathed for vold og andre former for kriminalitet: Offerundersøgelserne 2005-2013 med særligt afsnit om køn og vold” (http://dkr.dk/sites/default/files/offerrapport_2013.pdf)
Tallet dækker selvrapporterede tilfælde, og indeholder både fuldbyrdede og forsøg på “tvangssamleje” (s. 116).
Af rapporten fremgår det endvidere at “Gennemsnitligt for perioden er 0,18 pct. af kvinderne blevet udsat for tvangssamleje inden for det seneste år. 2013 adskiller sig signifikant herfra, idet 0,33 pct. af kvinderne angiver, at de er blevet udsat for tvangssamleje. Det svarer til ca. 3.600 kvinder.” (s. 177)
Tallet for 2013 er altså signifikant højere end det gennemsnitlige. Benytter man det genemsnitlige tal, ligger det på omkring 2000.
De 2000 dækker både forsøg på, og fuldbyrdet tvangssamleje.
“For cirka halvdelen – 51 pct. – af de kvinder, der angiver, at de har været udsat for tvangssamleje, drejer det sig om forsøg, mens der i de resterende tilfælde er tale om fuldbyrdet tvangssamleje.” (s. 117)
Der selvrapporteres altså det der svarer til ca. 1000 fuldbyrdede tvangssamlejer, og ca. 1000 forsøg.
Spørgsmålene er i øvrigt kun stillet til kvinder, og ikke til mænd.
Fin gennemgang. Jeg har selv set på de samme sider i rapporten de seneste dage og når til samme konklusioner. Jeg overvejer at skrive et indlæg, der gennemgår tallene i deres helhed.
En anden interessant ting man kan hente fra tallene handler om voldsudsættelsen. Det bliver ofte sagt at forskellen på mænd og kvinders voldsudsættelse er at kvinder udsættes for vold i de nære relationer, mens mænd udsættes for vold af fremmede.
F.eks. hedder det i rapporten “at kvinder i betydeligt højere grad udsættes for vold af en partner. 27 pct. af de kvindelige ofre har således været udsat for partnervold, mens det var 3 pct. af de mandlige.” (s. 89)
Problemet her er at der ses på den samlede voldsudsættelse. Hvis den ene gruppe udsættes for mere vold fra fremmede, vil denne grupes relative tal for vold i nære relationer mindskes.
Hvis man i stedet ser på voldudsættelsen i nære relationer, og fra fremmede hver for sig, ser tallene lidt anderledes ud.
Antallet af voldsudsatte mænd svarer til ca. 41000, for kvinder er tallet 25000. Mænd kender gerningspersonen i 23% af tilfældene, og kvinderne 54%. 23% af 41000 er 9430, og 54% af 25000 er 13500. Volden hvor gerningspersonen er kendt fordeler sig altså med 41% mandlige ofre, og 59% kvindelige ofre.
De samme tal hvor gerningsmanden ikke er kendt i forvejen svarer til 73% mandlige ofre, og 27% kvindelige.
Vold i nære relationer er altså fordelt mere lige mellem kønnene, end vold hvor gerningspersonen ikke er kendt i forvejen.
Det kunne tyde på at kvinder nyder en særlig beskyttelse i det offentlige rum. En del af volden i det offentlige rum der rammer mænd, kunne stamme fra den beskyttelse kvinder nyder fra mænd der træder til når en kvinde skønnes at være i fare fra andre mænd (white knighting osv.)
Tak for dit arbejde med siden i øvrigt. Jeg tror vi studerede Sociologi på samme tid. Jeg startede i 1997, men fik ikke færdiggjort min kandidatgrad.
Tak for uddybningen og for de pæne ord.
Jeg startede i 1998, så vi må helt sikkert have læst samtidig, men nok ikke i stor udstrækning på de samme hold.
En anden interessant ting man kan hente fra tallene handler om voldsudsættelsen. Det bliver ofte sagt at forskellen på mænd og kvinders voldsudsættelse er at kvinder udsættes for vold i de nære relationer, mens mænd udsættes for vold af fremmede.
F.eks. hedder det i rapporten “at kvinder i betydeligt højere grad udsættes for vold af en partner. 27 pct. af de kvindelige ofre har således været udsat for partnervold, mens det var 3 pct. af de mandlige.” (s. 89)
Problemet her er at der ses på den samlede voldsudsættelse. Hvis den ene gruppe udsættes for mere vold fra fremmede, vil denne grupes relative tal for vold i nære relationer mindskes.
Hvis man i stedet ser på voldudsættelsen i nære relationer, og fra fremmede hver for sig, ser tallene lidt anderledes ud.
Antallet af voldsudsatte mænd svarer til ca. 41000, for kvinder er tallet 25000. Mænd kender gerningspersonen i 23% af tilfældene, og kvinderne 54%. 23% af 41000 er 9430, og 54% af 25000 er 13500. Volden hvor gerningspersonen er kendt fordeler sig altså med 41% mandlige ofre, og 59% kvindelige ofre.
De samme tal hvor gerningsmanden ikke er kendt i forvejen svarer til 73% mandlige ofre, og 27% kvindelige.
Vold i nære relationer er altså fordelt mere lige mellem kønnene, end vold hvor gerningspersonen ikke er kendt i forvejen.
Det kunne tyde på at kvinder nyder en særlig beskyttelse i det offentlige rum. En del af volden i det offentlige rum der rammer mænd, kunne stamme fra den beskyttelse kvinder nyder fra mænd der træder til når en kvinde skønnes at være i fare fra andre mænd (white knighting osv.)