»Det objektiviserer kvinder«, siger forbundskaptajn for det svenske damelandshold, Leif Boork, om brugen af cheerleaders ved ishockey-VM i Rusland.
VM i ishockey er i gang i Rusland, og det samme er en debat om den russiske pauseunderholdning ved kampene, som finder sted i Moskva og St. Petersborg.
Selv synes russerne, at underholdningen, som består af dansende cheerleaders, er ganske glimrende. På Twitter skriver det russiske ishockeyforbund således, at det ikke gør noget, at man bliver distraheret her og der.
It's an exciting game but a little distraction every now and then is good#IIHFWorlds pic.twitter.com/Zzw6EBmyfZ
— KHL (@khl_eng) May 6, 2016
Objektiviserer kvinder
Det er imidlertid ikke en opfattelse, som deles af forbundskaptajnen for det svenske damelandshold, Leif Boork.
– Jeg synes, at det objektiviserer kvinder i den her mandsdominerede idræt, så det er klart, at jeg ikke synes, at det er okay, siger han til svenske Expressen.
– Jeg synes, at det bekræfter traditionelle stereotyper, når det gælder visse mandsdominerede idrætter. Du ser det samme inden for eksempelvis motorsport, når biler skal vises frem, fortsætter han.
Sverige ikke verdens centrum
Boork er dog opmærksom på, at man ikke kan forlange af resten af verden, at den skal gøre, som man gør i Sverige.
– Jeg tager absolut afstand fra det, men samtidig skal vi også være påpasselige med på nogen måde at tro, at det er os, der er centrum i verden i alle spørgsmål, som handler om ting, man gør på en anden måde end hos os, uddyber han.
Blandt spillerne på det svenske damelandshold har man en afslappet holdning til de russiske cheerleaders.
– Det har vel næsten altid været der? Da jeg var yngre og var tilskuer til Malmøs kampe, så var der også cheerleaders til kampene. Så jeg ved ikke, det er svært at sige, men det er vel ligesom ikke noget, der skader, siger den svenske angriber Pernilla Winberg.