Nogle mænd, der betragter sig selv som »gode«, vil gerne »stå sammen« mod »de dårlige mænd«. Men har de tænkt konsekvenserne til ende? Jeg tvivler.
I et nyligt debatindlæg i Jyllands-Posten skrev jeg, at mænd skulle sige nej tak til Henrik Marstals ønske om at internalisere den feministiske kønsopfattelse i manden.
Det kan lyde lidt højpandet, især hvis man ikke har gået på universitetet inden for de sidste 20 år, hvor idéen om internalisering, som også feministerne læner sig op ad, har været højeste mode.
Men egentlig er det ganske simpelt. Det, jeg vender mig imod – og foreslår, at andre mænd vender sig imod – er tanken om, at mænd skal indoptage feminismens idé om manden som potentiel krænker.
Gør mænd det, vil de i stigende grad betvivle, bebrejde, ja, ligefrem frygte sig selv. De vil i ethvert øjeblik have en dårlig samvittighed siddende på skulderen, der handlingslammer dem, en slags moralsk andenstemme, som hele tiden spørger, om det nu også er en god idé at gøre det, de er i gang med at gøre.
Hvem ønsker, at manden skal være sådan? Jeg gør ikke. Jeg er overbevist om, at det ikke er godt for mændene selv. Og jeg er ikke overbevist om, at det er godt for kvinderne heller. Det er muligt, den handlingslammede mand ikke begår ret mange seksuelle overgreb, men er det prisen værd, hvis alt andet ved ham også bliver slapt?
Et aktuelt eksempel fra Norge illustrerer pointen.
Den norske førsteamanuensis, altså midlertidigt ansatte underversitetsunderviser, Thorgeir Kolshus, som arbejder ved Seksjon for flerkulturelle studier på Høgskolen i Oslo og Akershus, fortæller i et debatindlæg i Aftenposten, hvordan #MeToo-kampagnen har fået ham til at ændre adfærd.
»Her i dag havde jeg en lille heureka-oplevelse. Jeg havde netop taget imod en kvindelige studerende til vejledning og var i færd med at lukke døren, sådan som jeg har gjort det tusind gange før. Men da jeg strakte mig for at tænde det røde lys, som fortæller, at jeg ikke vil forstyrres, var der noget i mig, som sagde stop: ‘Hvordan opfattes det, du gør nu, af hende, der netop har sat sig i sofaen?’ Da var det, jeg indså, at #MeToo-kampagnen også har fæstnet sig i rygmarven«, skriver han.
Nu kunne man så tro, at Thorgeir Kolshus fandt det problematisk, at en social media-kampagne har fået ham til at blive et rystende espeløv, der ikke tør lukke døren til sit kontor, når der er en kvindelig studerende derinde, for #WhatIfSheThinksImAPig, men det gør han ikke. I stedet underkaster han sig frivilligt den logik, der fører til det: den feministiske påstand om, at alle mænd er potentielle krænkere.
»For selv om jeg er et hundrede procent sikker på, at det er et hundrede procent sikkert at være kvinde på mit kontor, også når døren er lukket og det røde lys er tændt, og indtil for nylig ville være blevet forurettet (eller, når sandt skal siges, rent ud sagt forbandet), hvis nogen havde antydet noget andet, indser jeg nu, at jeg alligevel ikke kan insistere på at være ‘Thorgeir’ uden også at blive regnet til gruppen ‘mænd’. Og vi mænd er mulige overgribere. Det er slet og ret ikke til at komme væk fra«, skriver han.
For den norske førsteamanuensis er den logiske konklusion, at alle »gode« mænd bør tage klarere afstand fra de »dårlige« mænd, fordi de »gode« mænd har en fælles interesse med kvinder i at begrænse de »dårlige« mænds opførsel.
»Den begrundede skepsis, mange kvinder møder mænd med, på grund af tilstrækkelig mange rådne æbler, indskrænker samhandlingsrummet for os alle. Også på dette punkt sammenfalder altså samfundsinteresse med egeninteresse. Ingen er frie, før vi alle er frie«, skriver han.
Den gode Thorgeir Kolshus mener det givetvis godt. Præcis som danske Henrik Marstal. Jeg er ikke i tvivl om, at de oprigtigt tror på, at deres tilgang vil skabe en bedre verden for både kvinder og mænd. Hvad jeg til gengæld er i tvivl om, er, om de har ret i det.
Dels er det, som jeg allerede har været inde på, ikke indlysende for mig, at manden, der har internaliseret den feministiske opfattelse af manden som potentiel krænker, er en »bedre« mand, hverken for sig selv eller for kvinder.
Dels mener jeg, at debattører som Henrik Marstal og Thorgeir Kolshus mangler at begrunde idéen moralsk.
Hvad er eksempelvis konsekvenserne for de mænd, der ikke følger deres foreslåede adfærd? Vil de stadig kunne lukke døren og tænde den røde lys, når en kvindelig studerende er til vejledning, for nu at blive ved Thorgeir Kolshus’ eksempel, eller vil de i stigende grad blive mistænkeliggjort, hvis de fortsætter med at gøre det?
For mig kan svaret kun være det sidste. Den holdningsændring, mænd som Henrik Marstal og Thorgeir Kolshus foreslår, vil ikke kun have konsekvenser for de mænd, der vælger at føre den ud i livet. Den vil også have konsekvenser for de mænd, der ikke gør. Disse mænd – dem, der fastholder, at de ikke vil overtage idéen om, at mænd fundamentalt er nogle dumme svin – vil stå isolerede tilbage og i stigende grad blive opfattet som det, de nægter at identificere sig som: potentielle krænkere.
Dermed bliver forslaget en selvopfyldende profeti: Enten erkender du, at du er et dumt svin og begynder at kæmpe mod andre dumme svin, eller også ender du i en position, hvor alle vil opfatte dig som et dumt svin. Hvad vælger du, mand? Og er du i øvrigt holdt op med at slå din kone?
Det umiddelbart gode er ikke altid godt, når det kommer til stykket. Når du lader én komme foran i køen i supermarkedet, er du flink over for vedkommende. Men du er ikke flink over for resten af køen.
Den samme moralske kompleksitet gælder i debatten om #MeToo og mænd.
Det er ikke indlysende, at Henrik Marstal og Thorgeir Kolshus har ret i, at verden bliver et bedre sted at være, hvis alle mænd overtager feministernes idé om manden som potentiel krænker.
Tværtimod forekomme det sandsynligt, at det både vil skade de mænd, der gør det, de mænd, der ikke gør det, og alle de kvinder, der godt kan lide, at mænd er, som mænd er.