23. juni, 2024

Tillykke, Emma!

Emma Holtens bog, Underskud, har været en stor succes. Bogen udkom 2. maj. 21. maj kommer den i sit tredje oplag. Billede: Pixabay.com

Er det synd for Emma Holten, at økonomer kritiserer hendes bog? Nej, selvfølgelig ikke!

Det var altid kun et spørgsmål om tid, før nogen ville pege på kritikken af Emma Holtens nye bog, Underskud, og sige, at den er et udtryk for kvindehad. For hvis noget er sikkert i disse år, så er det, at en hvilken som helst kritik af en kvinde for noget som helst før eller siden bliver udlagt sådan. Det er aldrig det, kvinden gør, siger eller skriver, der er årsagen, får vi at vide med en løftet pegefinger. Det er altid hendes køn, kun hendes køn.

Så da Timme Bisgaard Munk fremkom med den analyse i Politiken fredag, var det lige så overraskende som regnvejr i juni. Det eneste interessante, hvis noget, var, hvordan Munk spillede melodien. Akkorderne og omkvædet kendte vi på forhånd.

Det skulle heldigvis vise sig at være et ganske underholdende arrangement. Munk, mangeårig direktør og chefredaktør for K-forum og nuværende selvstændig kommunikationsrådgiver, havde valgt den svulstige tilgang, som altid klæder fordi-hun-er-kvinde-kompositionens melankolske grundstemning. Den store uretfærdighed og de store følelser kræver store ord. Fortjener store ord.

I sit ridt fortæller Munk blandt andet om ”gamle hvide mandlige økonomer” og ”sure gamle mænd,” som vil have kvinder til at ”tie i større forsamlinger” og undlade at ”bryde deres små hoveder med alvorlige maskuline emner som økonomi.” Og det er kun begyndelsen: ”Med en venlig, men bestemt mansplaining, må vi nu forstå, at pigebarnet har nul indsigt i økonomisk teori,” skriver Munk og tilføjer kort efter: ”Holten-heksejagten er inkvisitionen anno 2024,” inden han drager sin konklusion: ”Økonomi er en kønnet videnskab. Alle kvinder, der er så frække at sige det højt, får naturligvis rockerdebatbank af nogle store, stærke alfahanner. Det er synd og skam.”

Sure gamle mænd

Skal man være flink, og hvorfor ikke være det på en søndag, er der kun to væsentlige problemer ved Munks analyse. Desværre, og her kan man ikke rigtig være flink, er de begge tungtvejende.

Det første problem er Munks påstand om ”sure gamle mænd.” For har man fulgt modtagelsen af Holtens bog, vil man have bemærket, at flere kvinder lige fra starten af deltaget i den. I mit feed på X har ikke mindst postdoc på CBS Anne Sophie Lassen fyldt meget. Senest har Lassen skrevet en kronik i Berlingske, hvori hun uddyber sin kritik. Men allerede 1. maj var hun ude med riven: ”Igen igen misforstår og fejlfortolker Emma Holten basale begreber fra økonomisk teori. Det ligner eklatant venstrehåndsarbejde fra både Holten og Politikens Forlag. Det er en kæmpe bjørnetjeneste til en sympatisk sag ikke at tage sine samtalepartnere mere alvorligt,” skrev Lassen på X.

Munk har naturligvis ret i, at mange af de økonomer, der har kritiseret Holten, er mænd. Men sådan vil det jo være, når de fleste økonomer er mænd. Hvis et antal jordemødre kritiserer noget, vil de alle være kvinder. Deri ligger ikke nødvendigvis, at deres kritik er motiveret af mandehad. Hvis Munk skal føre sit argument igennem, skal have vise, at mandlige økonomer som Jeppe Druedahl er mere kradse i kritikken end kvindelige økonomer som Anne Sophie Lassen. Det gør Munk ikke, og det ville han også have meget svært ved, da mange af de mandlige økonomer går mere forsigtigt til opgaven end de kvindelige. Hvilket meget vel kan hænge sammen med, at de som mænd er nødt til at træde varsomt, hvis de vil undgå at havne i guillotinen på det kønspolitiske skafot.

Også dansk økonomis grande dame, Nina Smith, har blandet sig i debatten. Og selv om hun i vid udstrækning roser Holten for bogen, bidrager også hun til kritikken. “Emma Holten skyder på en stråmand, der er død for længe siden. Hun henviser til Adam Smith. Hallo, han er 300 år gammel. Selvfølgelig er der noget af hans tænkning, der hænger ved, men vi forlanger jo ikke af lægerne i dag, at de skal stå til ansvar for, hvad lægevidenskaben mente i 1800-tallet,” siger Smith til Berlingske, over for hvem nationaløkonomiprofessoren samtidig kalder Holtens forslag om at sætte højere værdi på fritid og omsorg ”spild af tid” og ”en blindgyde.”

Hverken Lassen eller Smith kan man beskylde for at være mansplainende alfahanner. De er blot økonomer, der kritiserer en bog om økonomi. Præcis som nogle af deres mandlige kolleger gør det. Munks fortælling om sure, gamle mænds angreb på den unge kvinde er en velkendt debatfigur. Den har bare ikke forbandet meget med den konkrete kritik at gøre. Cool story, bro.

Synd og skam

Det andet problem ved Munks analyse er dens underliggende præmis. Munk antager, at det er et problem for Holten, at hendes bog kritiseres. At de mange reaktioner fra allehånde økononer skulle være synd for hende. Men sådan forholder det sig naturligvis ikke. Ingen, der udgiver en debatbog, håber på, at den forbigås i tavshed. Tværtimod drømmer man om, at der sker præcis det, der er sket for Holten: at bogen ansporer en stor debat om det emne, man har ønsket at sætte på dagsordenen.

For Holten betyder kritikken desuden, at hun cementerer sin position som en af Danmarks væsentligste debattører. En, man læser. En, man forholder sig til. Den store opmærksomhed, kritikken genererer, er med til at vedligeholde brandet Emma Holten. Et brand, Holten på forskellig vis kan kapitalisere på, blandt andet i sin foredragsvirksomhed.

Hertil kommer de mange bøger, kritikken er med til at få over disken i landets boghandlere, fysiske som digitale. Underskud udkom 2. maj, og det første oplag blev revet ned af hylderne på få dage. To uger senere, 16. maj, udkom bogens andet oplag, og om to dage, 21. maj, kommer det tredje. Den kritik, Munk antager, Holten er ked af, er med til at sende hundredtusindvis af kroner Holtens vej og skaber grundlag for stor indtjening i de kommende år. Det var ikke sket i samme omfang, hvis der ingen kritik havde været. For mindre kritik giver mindre opmærksomhed.

Sådan er gamet, og det er Emma Holten udmærket klar over. Hun forstår både mediernes og markedets mekanismer, og selv om hun givetvis intellektuelt ærgrer sig over nogle af reaktionerne på Underskud, er hun langt fra det undertrykte offer, Munk fremstiller hende som. Udgivelsen har været en gigantisk succes, og økonomernes kritik har været med til at skabe den.

Munk bør derfor tage sin egen medicin. ”I stedet for at pege fingre ad Holten skulle økonomerne glæde sig over den nye efterspørgsel. De skulle have lidt overskud,” skriver han. Holten har ingen grund til at græde over kritikken. Eller brug for, at mænd som Munk gør det for hende. Tværtimod. Det eneste meningsfulde at sige til Holten lige nu er tillykke. Tillykke, Emma!

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview