Hvad man burde kunne forvente af medierne, og hvorfor man skuffes.
Ifølge en artikel på Berlingske vil der gå adskillige generationer, før der er ligestilling blandt topchefer.
»Det har lange udsigter, før kvinder får lige så stor indflydelse som mænd. 129 år vil der ifølge en fremskrivning fra Institut for Menneskerettigheder gå, før der er lige så mange kvindelige som mandlige topledere«, skriver avisen.
Fremskrivningen er foretaget af Institut for Menneskerettigheder, fremgår af organisationen flotte, nye hjemmeside, ligeledelse.dk og er ligesom alle andre fremskrivninger baseret på en række forventninger til fremtiden, ingen kan vide noget om med sikkerhed.
Det “lille” problem nævnes ikke i artiklen.
I stedet tager man for gode varer, at det er muligt at vide, hvad der sker de næste 129 år. Altså, hvad der svarer til, at et institut i 1887 havde skulle kunnet forudsige, hvor vi er i dag.
Og af samme grund stiller man i artiklen ingen kritiske spørgsmål til Institut for Menneskerettigheder.
Hverken om fremskrivningens præmisser eller om det forhold, at instituttet nu, med lanceringen af sin nye side, for alvor er begyndt at drive ligestillingspolitisk propagandavirksomhed.
Et forhold, som ellers burde påkalde sig kritisk opmærksomhed.
For det første fordi Institut for Menneskerettigheder modtager offentlige midler. Skatteyderne er altså med til at betale for blandt andet denne spådom om ligestillingstilstanden i år 2145. Er det rimeligt?
For det andet fordi det er vanskeligt at se, hvad kønsfordelingen blandt topchefer har med menneskerettigheder at gøre. Det står – trods alt – ikke i nogen konvention, at det er en menneskeret at blive topchef, fordi man er kvinde. Så hvad berettiger, at Institut for Menneskerettigheder blander sig i netop det spørgsmål?
For det tredje fordi det er påfaldende, at Institut for Menneskerettigheder vælger at prioritere sine midler på denne måde. Går det så godt i Danmark og i verden, at Institut for Menneskerettigheder ikke har vigtigere ting at investere sine midler i end kampen for nogle af samfundets mest velstillede og ressourcestærke, de kvindelige ledere?
Er de spørgsmål ikke værd at stille?
Det synes jeg. Dem vil jeg langt hellere have svar på, end jeg vil vide, hvad en ung kvinde mener om instituttets luftige spådomme. Men det er det sidste, jeg får.
»Det præger én 100 procent at vide, at der heller ikke kommer til at være ligestilling i vores arbejdsliv. Vi ligger stadig under for billedet af den stille pige,« siger Rosa Lindhardt, der er bestyrelsesmedlem i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, tidligere elevrådsformand på Gefion Gymnasium og sidste år kæmpede for, at skolens kvindelige elevrådsformænd skulle kaldes elevrådsforkvinder.
Så ved jeg det.
Det er skuffende, at medierne – for dette er langt fra et enkeltstående eksempel – ikke stiller de rigtige spørgsmål.
I særdeleshed i tilfælde som dette, hvor en interesseorganisation har en tydelig dagsorden. Institut for Menneskerettigheder har naturligvis ikke lavet den nye hjemmeside for sjov, men for at præge debatten, og det bør medierne gennemskue og forholde sig kritisk til.
Det samme gælder fremskrivningen på 129 år. Selv personer uden nogen som helst matematisk indsigt kan forstå, at ingen kan vide, hvordan verden ser ud i år 2145.
I øjeblikket er der flere kvindelige end mandlige lærere, både ude på skolerne, hvor omtrent syv ud af ti er kvinder, og på læreruddannelserne, hvor seks ud af ti er kvinder. Fremskriver vi de tal, kan vi sige, at vi end ikke om 100.000 år har ligestilling i folkeskolen.
For sådan må det være, når der er flere kvinder end mænd ansat og flere kvinder end mænd, der uddanner sig til lærer. Intet tyder på, at kønsfordelingen bliver lige på noget tidspunkt, uanset hvor langt ud i fremtiden, vi spejder.
Giver det mening?
Nej, selvfølgelig ikke. Præcis som det ikke giver mening at gætte på, hvad kønsfordelingen er på ledelsesgangene om 129 år. Og det burde medierne, trods Institut for Menneskerettigheders flotte hjemmeside og imponerende grafikker, være klar over.