25. oktober, 2024

Danskerne siger nej til feminisme trods DR’s tvangsfodring

Blot 27 procent af danskerne opfatter sig selv som feminister. Det viser ny test på dr.dk, som DR har publiceret efter massiv indsats for at overbevise danskerne om feminismens lyksaligheder. Billede: Pixabay.com.

Selv ikke en manipulerende test, der skønmaler, hvad feminisme er, kan få et flertal af danskerne til at erklære, at de er feminister.

Hvis DR var en afdeling for statspropaganda i en totalitær stat, ville nogen snart blive sendt i arbejdslejr. Eller skudt på stedet.

Ikke på grund af en manglende indsats. DR har trods et højt udgangspunkt øget sine profeministiske aktiviteter i den seneste tid. En propagandaserie i fem afsnit er blevet lanceret, og den ene opfølgende og understøttende artikel efter den anden er blevet publiceret på dr.dk for at reklamere for den. Serien fremstiller feminisme med en troværdighed, der får Morten Korch-film til at ligne socialrealisme, og i de mange artikler får man ind med skeer, at feminisme er noget, kun fæle mennesker ikke støtter. Men lige meget hjælper det: Danskerne vil ikke spise, hvad DR serverer.

At det forholder sig sådan kan man ironisk nok forvisse sig om i det, der er endnu et forsøg på at få danskerne til at konsumere det feministiske måltid, nemlig en nærmest komisk designet test på dr.dk, der lyder navnet ‘Test dig selv – Er du feminist?’. Testen, som er et studie i metodefejl, rummer ingen udsagn fra feminister, forklæder holdninger, der intet har med feminisme at gøre, som feminisme og fremstiller fra første til sidste spørgsmål feminisme i det mest positive lys, man overhovedet kan forestille sig. Alt det, feminisme også er, har DR behændigt fejet ind under gulvtæppet, så kun den renskurede overflade står tilbage. Det hele dufter af Vel.

Hertil kommer, at alle testens spørgsmål er forsynet med svar fra to feminister, kønsforsker Christian Groes og KVINFO-direktør Henriette Laursen, så selv den mest tungnemme kan forstå, hvad det rigtige svar er. Og for at være helt sikre på, at svarene ender, hvor de skal, har DR efter hvert spørgsmål vedhæftet nøje udvalgte informationer og statistikker, hvis formål det er at understøtte svarprocessen hos læseren. Intet er overladt til tilfældighederne.

Så meget desto mere må det skuffe redaktionen hos DR, at danskerne siger nej. Nej, nej og atter nej. Blot 27 procent af de mere end 67.000 danskere, der har gennemført testens ni ellers så veltilrettelagte spørgsmål, hvis åbenlyse formål det er at guide folk til at svare ‘Ja, og jeg er stolt af det!’ på testens afsluttende spørgsmål, ‘Opfatter du dig selv om feminist?’, ender med at sætte deres kryds, hvor DR gerne vil have, de sætter det. Andre 27 procent svarer ‘Måske lidt, men det er ikke noget, jeg går og siger højt’, mens hele 46 procent trods DR’s ihærdige indsats for at overbevise dem om feminismens fortræffeligheder svarer ‘Nej, det gør jeg ikke’, når DR, nærmest med knugede hænder, spørger, om de ikke nok vil sige, at de opfatter sig som feminister.

Den var som sagt ikke gået, hvis DR havde været den statspropagandistiske afdeling, DR inden for køn- og ligestillingsområdet opfører sig som. »Den store indsats er intet værd, hvis den ikke fører til store resultater«, ville diktatoren sige, og så ville der rulle nogle hoveder, enten i overført eller bogstavelig forstand. »27 procent«, ville han råbe, »hvor vover I at byde mig 27 procent! I har fået alt stillet til rådighed, vores bedste journalister, vores bedste grafikere, vores bedste producere, og så giver I mig det? Hvad bilder I jer ind? Jeres opgave var at ændre befolkningens holdning, og nu fortæller I mig, at kun 27 procent makker ret? Af sted! Af sted med jer! Det her finder jeg mig ikke i!«

Derfor skal de ledende medarbejdere hos DR være glade for, at DR ikke er, hvad DR ligner. DR er et statsmedie i en nordisk velfærdsstat, og der kommer ikke til at rulle nogen hoveder, hverken bogstaveligt eller i overført betydning, blot fordi indsatsen ikke har virket. At der overhovedet skulle være tale om en indsats, vil DR benægte over for enhver uden for organisationen, og internt vil den manglende succes blot føre til, at DR intensiverer det aktivistiske arbejde. Danskerne skal pinedød overbevises om, at feminisme er fantastisk, om det tager selv nok så mange år. Det er derfor, DR undlader at sende dokumentarer, der beskæftiger sig kritisk med feminisme, det er derfor, vi inden længe ser den næste profeministiske udsendelse, serie eller podcast på DR, og det er derfor, at DR vil fortsætte med i en lind strøm at bringe artikler, hvor samtlige kilder er feminister. Alt vil være, som det hele tiden har været, og det vil det blive ved med, indtil det store flertal af danskerne bukker under og erklærer, at de er feminister.

Det er ærgerligt, for DR kunne vælge en anden vej. DR kunne se på tallene, tænke over sin rolle som public service-medie og gøre sig nogle alvorlige overvejelser om, hvorvidt DR lever op til sin forpligtelse om at sende til alle danskere. Den profeministiske tilgang er populær blandt en minoritet af danskerne, og dem skal der naturligvis produceres indhold til, men hvad er rimeligheden i, at DR intet – absolut intet – sender til de 73 procent af danskerne, der ikke opfatter sig som feminister? Burde DR ikke tage sin egen test alvorligt og lade den få redaktionelle konsekvenser?

Selvfølgelig burde DR det. Og selvfølgelig kommer DR ikke til at gøre det. Danskerne kan sige nej herfra og til juleaften. DR kommer ikke til at ændre kurs. Det feministiske omvendelsesprojekt vil bestå, uanset hvor mange der afviser det. Desværre. For det betyder, at danskerne misinformeres om, hvad feminisme er, ligesom det betyder, at danskerne snydes for mange interessante og velproducerede udsendelser, som fravælges, fordi de ikke passer godt nok ind i det skønmaleri, DR ønsker at præsentere. Det gælder eksempelvis den fremragende NRK-dokumentarserie i syv afsnit ‘Hjernevask’, som handler om uenighederne mellem kønsforskere og naturvidenskabelige forskere og trods sine 10 år på bagen virker mere aktuel nu end nogensinde før.

At netop NRK allerede for 10 år siden formåede at producere en så stærk serie som ‘Hjernevask’ er i øvrigt næppe nogen tilfældighed. NRK er milevidt foran DR inden for køn og ligestilling, hvilket blandt andet afspejler sig i artikler, der punkterer de mest udbredte feministiske myter. Ja, selv i Sverige står det bedre til end i Danmark. Her har SVT gentagne gange sendt dokumentarer, der sætter spørgsmålstegn ved, om feminismen og den feministiske bevægelse nu også er så fejlfri, som den selv mener, den er. DR er det eneste af de tre store skandinaviske statsmedier, som ensidigt fastholder og udbreder en opfattelse af feminisme, der hører hjemme i et album for glansbilleder.

Og det er i det lys, man skal se svarene i DR’s test. 27 procent efter så ihærdig og langvarig en indsats? Det må der sidde nogen et sted på Amager og skamme sig over. Det burde de i hvert fald gøre.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview