Drenge skal gøres »opmærksomme på, hvornår de bruger krænkende udtryk, og hvordan det kan opleves af andre«, mener Carolina Magdalene Maier.
Sagen om landsholdets sejrsråb, der afsluttes med ordene »store patter«, er blevet diskuteret heftigt, og nu melder flere politikere sig ind i diskussionen.
En af dem er Alternativets politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier. Hun tager skarp afstand fra brugen af de famøse ord og opfordrer trænere i fodboldklubber til at lære drenge ikke at bruge dem.
– Hele pointen er jo netop, at det ikke som sådan er nogens ‘skyld’ at sådanne ord bliver brugt, og slet ikke de unge drenge, der gør det uden omtanke og nedsættende hensigter. Men det ændrer ikke ved at det er et nedsættende udtryk i sig selv! Og at vi derfor alle har en opgave i, at hjælpe vores unge mennesker med at forstå og respektere dette. Ikke mindst fodboldtrænerne! Men også mig som politiker, skriver Carolina Magdalene Maier på Facebook.
– Det er præcis samme problemstilling, som jeg havde med, da jeg besøgte DBU i foråret i forbindelse med sagerne om homofobi både blandt publikum og spillere. Hvis vi ønsker at ændre dette, må vi arbejde systematisk med at gøre trænerne opmærksomme på at gøre spillerne opmærksomme på, hvornår de bruger krænkende udtryk, og hvordan det kan opleves af andre. Det er sådan set bare det, jeg vil sige!, uddyber hun.
Hvad det konkret er ved udtrykket »store patter«, der »i sig selv« er nedsættende, kommer den politiske ordfører ikke nærmere ind på.
Pia Kjærsgaard: Lyt til Elkjær
Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, ser anderledes på sagen. Landsholdslegenden Preben Elkjær sagde i går, at det er at gå i små sko at klage over, hvad landsholdet råber i omklædningsrummet, og det synspunkt slutter Pia Kjærsgaard op om.
– Hvor er jeg dog enig med den gode Preben Elkjær. Siden hvornår er vi begyndt at gå i så små sko? Lad dog landsholdet råbe hvad de vil efter en landskamp. For første gang siden 2010 har vi endelig kvalificeret os til VM, og så er det det her, vi snakker om? Lad os da hylde landsholdet i stedet! 🇩🇰 🇩🇰, skriver den erfarne politiker på Facebook.
I går gav flere af kvindelandsholdets spillere ligeledes deres støtte til Christian Eriksen og co.