19. maj, 2024

Uldent svar fra Fodboldens Etiske Råd i sag om »store patter«

Fodboldens Etiske Råd drøftede i dag, om det er ok, at landsholdsspillerne råber »store patter« i omklædningsrummet, når de har vundet. Billede: Screenshot, DBU på Twitter/arkivfoto.

Fodboldens Etiske Råd henstiller til, »at spillerne på landsholdet er opmærksomme på deres egne etiske spilleregler for optræden på landsholdet«.

Uldent. Sådan må man betegne det svar, der tidligere i dag kom fra DBU-instansen Fodboldens Etiske Råd, efter rådet havde diskuteret landsholdets sejrssang, som slutter med ordene »store patter«.

Sejrssagen var blevet kritiseret af blandt andre Everyday Sexism Project, der opfatter de afsluttende ord som et udtryk for sexisme og mener, at det er »på tide, at den sang bliver aflivet«.

Intet forbud

Men sådan kommer det ikke til at gå.

Fodboldens Etiske Råd vil ikke direkte forbyde Christian Eriksen og co. at råbe »store patter«, som landsholdsspillerne eksempelvis gør det i dette klip, DBU uploadede efter Danmarks sejr over Irland.

I stedet opfordrer rådet spillerne til at være »opmærksomme på de etiske principper fra DBU’s Code of Conduct«.

– Vi har konstateret at sagen har givet anledning til, at nogen har følt sig stødt. Derfor henstiller Fodboldens Etiske Råd, at spillerne på landsholdet er opmærksomme på deres egne etiske spilleregler for optræden på landsholdet, meddeler Fodboldens Etiske Råd ifølge Ritzau.

– Herunder ikke mindst, deres rolle som forbillede især for børn og unge. På tilsvarende vis håber vi, at alle i fodboldverdenen er opmærksomme på de etiske principper fra DBUs Code of Conduct, tilføjer rådet.

Altså et svar af den slags, der må betegnes som et »ikke-svar«.

Støtte fra kvindelandsholdet

I løbet af dagen har flere taget afstand fra idéen om at forbyde landsholdsdrengenes sejrsråb. Blandt dem tre af spillerne på Danmarks kvindelandshold.

– Den video, der er lagt op, er ikke noget, der rører mig. Nu kan jeg kun udtale mig på mine egne vegne, men det er ikke noget, jeg overhovedet bliver stødt over, siger Sanne Troelsgaard til BT.

– Jeg synes da bare, det kunne være sjovt, hvis vi råbte det samme. Jeg synes, det er lige voldsomt nok, at der skal laves en sag ud af det, fortsætter hun.

– Jeg synes, det er en god måde at fejre en kollektiv sejr på. Så at de råber det, synes jeg bare er fedt, tilføjer den kvindelige landsholdsspiller.

Heller ikke målvogter Theresa Nielsen forstår de feministiske reaktioner.

– Jeg synes, det er helt vanvittigt, at nogen finder det stødende. Så længe der ikke bliver talt ned eller dårligt om noget eller nogen personligt, så er det folks helt egen sag, siger hun til DR.

En holdning, også Stina Lykke tilslutter sig.

– Jeg er sikker på, at der ikke ligger nogen etisk eller moralsk forkert årsag bag kampråbet. Men måske en sjov historie. Jeg bliver ikke stødt over det, men ser det som fis og ballade, siger Stina Lykke, ligeledes til DR.

Theresa Nielsen tilføjer, at hun frygter, at sagen vil føre til mere selvcensur og flere lukkede døre.

– Det er jo desværre den udvikling, vi har i Danmark. Vi må ikke sige noget højt, der ikke pleaser alle. Man skal snart veje alle ord i offentligheden, ellers får man én over nallerne, siger hun.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview