8. oktober, 2024

Berlingske fortryder satiretegning: Feminist fandt den sexistisk

Billede: Pixabay.com.

“Jeg burde have sendt tegningen på værksted igen, da jeg så den, inden vi trykte den,” fastslår debatredaktør Pierre Collignon.

En satiretegning af Mette Frederiksen, der iført badedragt står på en scene ved en skønhedskonkurrence, fik fredag feminist og kommunikationsrådgiver Rulle Grabow til tasterne på Twitter.

Tegningen, som angiveligt skal vise, at statsministeren gør sig til over for andre lande i håbet om at blive NATO’s næste generalsekretær, var nemlig ikke spor sjov, mente Grabow. Til gengæld var den udtryk for noget andet.

– I kan kalde det her satire fra nu af og til næste jul, Berlingske – rendyrket sexisme er, hvad jeg kalder det, fastslog Grabow.

Jeg var ikke opmærksom nok

Mindre end 24 timer senere reagerede Berlingske på kritikken. Avisens debatredaktør, Pierre Collignon, forklarede lørdag på Twitter, at han ærgrede sig over, at Berlingske havde bragt tegningen.

– Der er opstået debat om en tegning bragt i Berlingske. Jeg synes, at man skal være gavmild, når man vurderer satiretegninger. Tegnerne leger hele tiden med klichéer for at spille på genkendelse af symboler og metaforer, indledte Collingon det første af i alt fire tweets, idet han henviste til Grabows tweet.

– Her leger Jens Hage med en sexistisk anakronisme, Miss-konkurrencer, for at fremstille statsministerens NATO-kandidatur som en deltagelse i en skønhedskonkurrence, der handler om både forsvarsudgifter og køn, fortsatte debatredaktøren.

– Ærindet er ikke sexistisk, men selvfølgelig kan tegningen tolkes sådan. Tegningen fremstiller jo Mette Frederiksen som et seksualiseret objekt, og det er bare upassende og unødvendigt.

– Jeg burde have sendt tegningen på værksted igen, da jeg så den, inden vi trykte den. Vi har tit sådan en pingpong med vores tegnere inden publicering, men jeg var ikke opmærksom nok, afsluttede Collignon.

Man skulle så nødig støde en kvindelig læser

Det er ikke første gang feministisk kritik får medier til at beklage eller slette indhold. Allerede i 2015 behandledes emnet i en kommentar her på siden.

“Normalt er det sådan, at virksomheder står ved deres beslutninger, og at medier værner om deres redigeringsret. Ekstra Bladet fjerner ikke en negativ artikel om FCK, fordi FCK-tilhængere bliver sure, og Berlingske fjerner ikke en kritisk artikel om SF, fordi venstrefløjen skælder ud.

Anderledes står det til, hvis kritikken kommer fra gruppen af kritiske kvinder. Midt i en påstået kamp for at blive behandlet på lige fod med mænd kræver gruppen særbehandling af kvinder i medierne, og medierne kvitterer ved at bøje sig, stort set hver gang gruppen kræver det.

Det barokke resultat af dette ‘partnerskab’ er, at medierne og gruppen af kritiske kvinder i fællesskab fastholder opfattelsen af kvinder som skrøbelige væsner, der skal behandles anderledes end alle andre. Kan noget støde en kvindelig læser, skal det fjernes, lyder den fælles logik,” lød analysen dengang.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview