Når gruppen af kritiske kvinder bliver vrede, gør virksomheder og medier, hvad de får besked på.
Efter klager fra vrede kvinder har Jobindex nu fjernet en artikel fra 2004, der indeholdt gode råd til kvinder om påklædning til jobsamtaler. Sexisme, sexisme, sexisme, skrev de kritiske kvinder, og Jobindex opgav at forsvare sit indhold. Her et eksempel på kritikken:
Det ser man efterhånden ikke så sjældent. I juli fjernede magasinet Woman efter kritik en artikel, hvor tre mænd fortalte, hvad de syntes om strandmode for kvinder, tidligere på sommeren fjernede Movia efter brok en ellers godkendt stripklubreklame fra busserne, og denne gang kom turen altså til Jobindex.
Det er en besynderlig praksis. Normalt er det sådan, at virksomheder står ved deres beslutninger, og at medier værner om deres redigeringsret. Ekstra Bladet fjerner ikke en negativ artikel om FCK, fordi FCK-tilhængere bliver sure, og Berlingske fjerner ikke en kritisk artikel om SF, fordi venstrefløjen skælder ud.
Anderledes står det til, hvis kritikken kommer fra gruppen af kritiske kvinder. Midt i en påstået kamp for at blive behandlet på lige fod med mænd kræver gruppen særbehandling af kvinder i medierne, og medierne kvitterer ved at bøje sig, stort set hver gang gruppen kræver det.
Det barokke resultat af dette ‘partnerskab’ er, at medierne og gruppen af kritiske kvinder i fællesskab fastholder opfattelsen af kvinder som skrøbelige væsner, der skal behandles anderledes end alle andre. Kan noget støde en kvindelig læser, skal det fjernes, lyder den fælles logik.
Det giver stof til eftertanke. Mens vi ofte griner ad svenskernes censur i den ‘politiske korrektheds’ navn, tager kun få tilsyneladende notits af, at virksomheder og medier i Danmark er begyndt at gøre det samme i den ‘kønspolitiske korrektheds’ navn.
Mediedebatten handler i øjeblikket om, hvad medierne skal gøre ved de mange grove og ondskabsfulde kommentarer på nettet. Der tales om, at medierne bør påtage sig et ansvar.
Det bør de også i forhold til håndteringen af gruppen af kritiske kvinder. På et eller andet tidspunkt må en chefredaktør banke i bordet og sige: »Ja, det skriver vi, og det står vi ved. Det er vores ret. Kan I ikke lide det, kan I lade være med at læse det. Det er jeres ret«.
Men spørgsmålet er, om nogen chefredaktør vil gøre det. Man skulle jo så nødig støde en kvindelig læser.