Norge: Flere liberale feminister vælger efter uenighed og ballade at droppe kvindedagen. »8. marts er blevet et rent venstrefløjsprojekt«, siger en af dem.
Efter et i Norge meget omtalt møde forud for kvindernes internationale kampdag, hvor tre unge, kvindelige feminister med tilknytning til norske Venstre blev udsat for grove kommentarer og opfordringer – blandt andet til at sutte pik på ti mænd om dagen – fra radikale feminister, har flere liberale feminister nu valgt helt at droppe kampdagen.
Optrinnet ved mødet, der blev efterfulgt af anonyme telefonopkald med grove trusler, var kulminationen på flere års uenigheder og manglende plads til forskellighed i synspunkterne ved 8. marts-arrangementerne, fortæller norske Dagbladet. Blandt andet blev en gruppe med tilknytning til ungdomspartiet Unge Højre i 2013 bedt om at gå hjem og læse i historiebøgerne, da de mødte op med et banner med teksten: »KVOTERING = DISKRIMINERING«.
Nok er nok
Heidi Nordby Lunde, som er en af Norges mest profilerede liberale feminister, er blandt dem, der nu dropper den internationale kvindedag.
– 8. marts-projektet er dødt for liberale feminister. I 70’erne stod Højre og Arbejderpartiet sammen for at få gennemført de store ændringer i ligestillingspolitikken. Nu viser venstrefløjen, at den ikke ønsker det fællesskab, siger hun til Dagbladet.
– Vi, som er liberale feminister, må sige, at 8. marts er død for vores vedkommende. Venstrefløjen har dræbt den mangfoldighed, ligestillingen kunne have godt af. Det må høre op at lade som om, at 8. marts er åben for alle, når de har modbevist det gang på gang, uddyber hun.
– At gå i optog med de folk 8. marts, det gider jeg ikke. 8. marts er blevet et rent venstrefløjsprojekt uden noget gennemslag i det brede, konsensusorienterede, politiske Norge, tilføjer hun.
– Nok må være nok. Det er utrolig synd, at det ender sådan, men vi har prøvet, afslutter hun.
Der bør være plads til uenighed
En anden, der bliver væk, er leder i Oslo Unge Højre, Jenny Clemet von Tetzschne, der gik forrest i 2013, da hun og andre medlemmer af ungdomspartiet blev bedt om at gå hjem og læse op på historien på grund af sloganet på deres banner.
– Mine oplevelser med 8. marts og kvindedagen gør, at jeg ikke engagerer mig i det længere. Kvindedagen er en dag, hvor man burde værdsætte, at der findes forskellige holdninger, siger hun til Dagbladet.
– Man mister motivationen, når holdninger overhovedet ikke bliver værdsat. Ikke alle er enige, men der bør være et minimum af respekt for, at man ønsker at engagere sig, tilføjer hun.