Ligestillingsnyt

Dansk Kvindesamfund i strid med sig selv

Eksisterer der to forskellige kvindekampe? Det spørgsmål stillede Alma Berkturganova, som er styrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund, i går på foreningens blog. Indlægget blev senere fjernet.
Eksisterer der to forskellige kvindekampe? Det spørgsmål stillede Alma Berkturganova, som er styrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfund, i går i et indlæg på foreningens blog. Indlægget blev senere fjernet.

Dansk Kvindesamfund har slettet et blogindlæg om minoritetskvinders frihedskamp skrevet af et af foreningens egne styrelsesmedlemmer. Indlægget kan nu læses på et andet medie.

På Dansk Kvindesamfunds blog ‘F-Frekvensen’ kunne man i går morges læse indlægget ‘To forskellige kvindekampe i Danmark?’.

Indlægget var skrevet af Alma Berkturganova, som er forkvinde for Verdens Kvinder i Danmark og styrelsesmedlem i netop Dansk Kvindesamfund, og det handlede om udfordringerne med at sætte kvindekamp på dagsordenen i indvandrermiljøer.

Som dug for solen

Uvist af hvilken årsag blev indlægget senere i går fjernet.

Det fortalte en forbavset Karen West, hvis nyudkomne bog, Frihedsfeministen – Karen West i samtale med Thomas Vilhelm, indlægget henviste til, i aftes på Facebook.

– Stor var min glæde i dag, da jeg på et tidspunkt så, at min veninde Alma Bekturganova Andersen, kvindekoordinator ved Verdenskulturcentret, havde lagt et link på om Thomas Vilhelms og min bog, Frihedsfeministen, på Dansk Kvindesamfunds Facebookside med en anbefaling om at læse bogen. Alma og jeg har arbejdet meget sammen i de år, jeg var aktiv i denne kvindesag, og det hele står i bogen. Hvad sker der så? Pludselig er opslaget fjernet??? Dansk Kvindesamfund har fjernet Almas omtale af min bog. Hvorfor har I det Lisa Holmfjord?, skrev Karen West blandt andet på det sociale medie.

Offentliggjort på Folkets Avis

I opslaget, som kan ses nedenfor, spurgte West desuden redaktør på onlinemediet Folkets Avis, Lennart Kiil, om Folkets Avis ville bringe Alma Berkturganovas slettede indlæg. Det svarede Kiil bekræftende på, og indlægget er i dag blevet offentliggjort på mediets hjemmeside.

Dansk Kvindesamfund har foreløbig ikke forklaret, hvorfor indlægget blev slettet fra foreningens blog.

Opdateret: Forkvinde for Dansk Kvindesamfund, Lisa Holmfjord, forklarer i tråden under Karen Wests opslag, at årsagen til sletningen er, at der gælder andre regler for styrelsesmedlemmer end andre bloggere.

– Det handler ikke om din og Karens bog – det handler om at Alma er Styrelsesmedlem og derfor underlagt nogle andre retningslinjer, når det drejer sig om brug af DKS officielle kanaler. Så I er vrede over noget, der slet ikke handler om jer, skriver Holmfjord i et svar til Thomas Vilhelm.

Det afvises dog lodret af Alma Berkturganova.

– Kære Lisa. Det var ikke første gang, jeg har skrevet nogen for F-Frekvensen. Da jeg skrev et blogindlæg om Alexandra Kollontai, var det helt uproblematisk. Og jeg er heller ikke det eneste styrelsensmedlem, der har skrevet for F- Frekvensen. Tidligere har der ikke været krav om, at vi først skulle diskutere indhold på et bestyrelsesmøde. Derfor må jeg gætte, at det er emnet eller bogens forfatter, der nu pludselig kræver anerkendelse fra bestyrelsen, skriver hun, hvortil hun får følgende svar af Lisa Holmfjord:

– I stedet for at gætte, så synes jeg, at du skal tage beslutningen op til drøftelse på næste styrelsesmøde, hvilket jeg også skrev til dig i mailen. Jeg vil af princip ikke diskutere interne uenighed i en Facebooktråd.

Tobias Petersen

40 år, sociolog, tekstforfatter, freelancejournalist og ligestillingsdebattør. Jeg er helhjertet tilhænger af ligeværd, lige muligheder og lige rettigheder og skriver om alt, der har med ligestillingsdebatten at gøre i bredeste forstand. Når jeg ikke diskuterer ligestilling, skriver jeg tekster for andre.

2 thoughts on “Dansk Kvindesamfund i strid med sig selv

  • Fordi at Dansk Kvindesamfund hører til den gruppe af feminister der censurerer og fjerner ting de ikke er enige i, håber de får taget statsstøtten.

    Det er samme fænomen hos Amerikanske, britiske og australske feminister, det har dog ledt til en massiv udsultning af folk der kalder sig selv feminister.

    Svar
  • @Anders.
    “… massiv udsultning af folk der kalder sig selv feminister” ???
    Jeg kan kun få øje på en massiv statsstøtte til enhver form for feminisme …
    Har du konkrete beviser for den påstand?

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *