Sarah Elizabeth Daley stopper som blogger på Jyllands-Posten efter én dag. »Jeg vil ikke agere brækspand for en avis«, skriver Daley om bruddet.
Opdateret 1/6-2017, 23:36.
I går blev intersektionel feminist Sarah Elizabeth Daley præsenteret som ny blogger på Jyllands-Posten.
Det skete i forbindelse med publiceringen af Daleys første og – skulle det altså vise sig – sidste debatindlæg på avisen, ‘Om at være feminist’.
For allerede i dag er samarbejdet afbrudt. Ifølge Daley, fordi hun ikke vil »agere brækspand for en avis«.
Havde glædet sig
Forud for debuten havde Daley fortalt sine følgere på Facebook-siden ‘En Feminists Bekendelser’, at hun glædede sig til at blogge for Jyllands-Posten.
– Jeg er blevet spurgt om jeg vil blogge for JP og har efter mange overvejelser sagt ja. Og det knurrer sådan i maven på mig. Jeg er spændt og jeg glæder mig faktisk helt vildt, skrev Daley den 18. maj og satte samtidig ord på sine forventninger til rollen som blogger på Jyllands-Posten:
– Opgaven er at jeg skal formidle feminisme til et publikum, som ikke bryder sig om begrebet og som har nogle forestillinger og ideer om hvad feminisme er som ikke stemmer helt overens med sandheden.
»Jeg vil ikke agere brækspand for en avis«
Glæden blev imidlertid kort.
De første kritikere meldte sig på banen umiddelbart efter publiceringen af Daleys indlæg klokken 14.21, og kritikken fortsatte til langt ud på aftenen. Jyllands-Postens Social Media-medarbejder var således stadig i gang med at henstille til god opførsel under opslaget, da klokken rundede 22.30.
Og netop den massive kritik var årsagen til det hurtige brud, fortæller sagens hovedperson.
– Jeg har opsagt samarbejdet med JP. Jeg vidste godt hvad der ventede af misogyni og had, og jeg vidste også godt at den gruppe af mænd som har chikaneret mig i årevis, nok også ville dukke op. Det gjorde jeg JP bekendt med allerede fra start men de har ikke forstået alvoren eller sat sig ind i hvem jeg er, indleder Daley i et opslag på ‘En Feminists Bekendelser’, som er slået op for ca to timer siden.
– Jeg vil ikke agere brækspand for en avis. Og da slet ikke gratis. Jeg vil ikke deltage i den konflikt disse mænd tilsyneladende lever af, her flere år efter. Jeg indgår ikke i dialog med mennesker som ønsker mig det ondt. Jeg nægter at være med til at genere likes og trafik, og dermed penge, til en avis, som opfordrer mig til at indgå i dialog med de som hader mig, og som lader svinske kommentar om mit udseende stå, i ytringsfrihedens hellige navn. Der er ingen grobund for en konstruktiv debat, og ingen hjælp at hente til at skabe en, så længe medier giver så lang snor til mennesker som ikke laver andet end at brække sig udover internettet, fortsætter hun.
– Jeg har en fucking grænse. Og jeg har derudover et liv som skal passes. Og det kan jeg ikke hvis jeg skal til at tilbagevise hver eneste løgn der skrives om mig. Jeg ved godt hvem er jeg, og hvad jeg står for. Og det er der heldigvis også rigtig mange andre der også gør. Det gode feministiske budskab skal nok vinde frem. Også uden JP. Ringe i vandet. Kampen fortsætter, afslutter den intersektionelle feminist.
Tavshed fra Jyllands-Posten
Jyllands-Posten har ikke meddelt, hvorfor samarbejdet er ophørt efter blot én dag.
På rygteplan siges det, at avisen bad Daley forholde sig til nogle af de kritikpunkter, hendes kritikere havde rejst i kommentarsporet. Et ønske, Daley efter sigende opfattede som et tillidsbrud.
Hvad den reelle årsag er, er dog foreløbig uvist.
Opdateret: Jyllands-Postens debatredaktør, Karina Oddershede Dahlgaard, har i et svar til Daley gjort sin udlægning af sagen klar. Den adskiller sig fra de ovenfor refererede rygter og kan ses her: