27. juli, 2024

Er deling af nøgenbilleder uden samtykke et provinsproblem?

Deles_noegenbilleder_kun_i_provinsen
Hverken i København, Aarhus, Aalborg, Odense eller Esbjerg kender man til lokale arkiver, samlinger eller mapper med nøgenbilleder. Det gør man til gengæld i flere af landets mindre kommuner, viser rundspørge foretaget af DR. Billede: Arkivfoto.

Enten fungerer SSP-samarbejdet bedre uden for de store byer, eller også er deling af nøgenbilleder uden samtykke et provinsproblem, viser rundspørge.

De danske medier har for tiden stort fokus på deling af nøgenbilleder uden samtykke.

Flere af dagbladene har bragt historier om både ofre og gerningsmænd, senest Politiken, som søndag fortalte historien om 16-årige Gustav, der uden sin ekskæreste Josefines viden og samtykke for nylig i en gruppe på Facebook delte en to år gammel sexvideo, parret dengang havde optaget sammen.

Også DR bruger ressourcer på emnet. Mandag aften bliver deling nøgenbilleder uden samtykke behandlet på DR2 i dokumentaren ‘Ung, nøgen og udstillet’, og som optakt til udsendelsen har DR søndag bragt adskillige artikler om fænomenet, blandt andet en guide med gode råd til unge og forældre til børn, der får delt nøgenbilleder mod deres vilje.

Mest interessant af DR’s artikler er dog historien om antallet af kommuner med registrerede tilfælde af mapper med nøgenbilleder, som er blevet delt blandt lokale unge.

Ifølge artiklens rubrik, ‘Afsløring: Over hele landet findes arkiver med nøgenbilleder’, findes der arkiver med nøgenbilleder i hele Danmark.

Men ser man nærmere på den rundspørge blandt SSP-medarbejdere fra landets kommuner, artiklen handler om – og som er blevet foretaget i forbindelse med ‘Ung, nøgen og udstillet’ – tegner der sig et mønster, som i nogen grad modsiger rubrikken.

Af Danmarks 98 kommuner har de 81 besvaret DR’s henvendelse, og af dem bekræfter 36, at de kender til lokale arkiver, samlinger eller mapper med nøgenbilleder.

Men selv om de 36 kommuner, som blandt andre tæller Hjørring, Langeland, Vordingborg og Bornholm, ganske rigtigt geografisk fordeler sig over hele landet, indikerer rundspørgen, at deling af nøgenbilleder uden samtykke ikke foregår i hele landet, men kun uden for de store byer.

Således er Vejle, Viborg og Kolding de eneste af landets 10 største kommuner målt på indbyggertal, som over for DR bekræfter at kende til lokale arkiver, samlinger eller mapper med nøgenbilleder.

Ingen af de øvrige på top-10-listen, herunder landets fem mest folkerige kommuner, København, Aarhus, Aalborg, Odense og Esbjerg, kender ifølge rundspørgen til problemet.

Ser man til gengæld på de 10 mindst folkerige kommuner i Danmark, er halvdelen af dem repræsenteret blandt de 36 kommuner, der kender til lokale arkiver, samlinger eller mapper med nøgenbilleder.

Det er en påfaldende fordeling.

I landets fem største kommuner bor over 1,4 millioner mennesker, mens der i landets 10 mindste bor under 120.000.

Alligevel er der, ifølge rundspørgen, ikke ét tilfælde af lokale nøgenbilledarkiver i de fem største kommuner, mens fem af de de 10 mindste kommuner bekræfter at kende til den slags samlinger.

Hvordan kan det hænge sammen?

Jeg ser kun to mulige forklaringer.

Enten er deling af nøgenbilleder uden samtykke et problem, som hovedsageligt eksisterer uden for de store byer, eller også fungerer SSP-samarbejdet bedre i de mindre kommuner, end det gør i de store.

Den første forklaring forekommer at være tvivlsom. Er det virkelig sådan, at der ikke også findes lokale arkiver med nøgenbilleder af unge – primært piger – fra København, Aarhus, Aalborg, Odense og Esbjerg? Hvordan vil man begrunde, at det skulle være tilfældet? Er opdragelsen så meget bedre i byerne?

Den anden forklaring synes mere plausibel, om end den naturligvis stiller de store kommuner over for et forklaringsproblem. For noget er galt, når man ikke kan opdage i København, hvad man kan i Glostrup, i Aarhus, hvad man kan på Samsø, i Aalborg, hvad man kan i Frederikshavn, i Odense, hvad man kan i Kerteminde, og i Esbjerg, hvad man kan i Vejen.

Jeg ved af gode grunde ikke, om DR-dokumentaren mandag aften berører dette aspekt. Hvis ikke, er emnet hermed taget op.

De 36 kommuner, som ifølge DR’s rundspørge kender til lokale arkiver, samlinger eller mapper med nøgenbilleder, er Albertslund, Allerød, Assens, Bornholm, Brøndby, Egedal, Frederikshavn, Frederikssund, Furesø, Faaborg Midtfyn, Glostrup, Hjørring, Holbæk, Horsens, Jammerbugt, Kerteminde, Kolding, Langeland, Lemvig, Rebild, Ringkøbing Skjern, Ringsted, Roskilde, Samsø, Silkeborg, Skive, Slagelse, Sorø, Struer, Thisted, Vejen, Vejle, Vesthimmerland, Viborg, Vordingborg og Ærø.

Læs også

Ny bog udkommet: Aldrig din skyld, altid din skyld - De to fortællinger om køn

Interview