Espersen: »Kvindekampen i Danmark er fuldstændig død«

Dansk Folkepartis Søren Espersen er ikke imponeret over danske feminister, der »hyler op« foran den amerikanske ambassade.
Kvindekampen i Danmark er stendød.
Det mener Dansk Folkepartis Søren Espersen, der udtaler sig om emnet til BT i en artikel, som endnu ikke er online.
– Der kæmpes slet ikke nogen kamp. Der foregår nul og niks i de feministiske kredse. De er bare sure på højreorienterede politikere, siger Espersen i artiklen.
Kritiserer en myre og ignorerer en elefant
Dansk Folkeparti-politikeren finder det absurd, at de danske feminister demonstrerer foran den amerikanske ambassade, men ikke foran den iranske, den saudiarabiske eller foran Grimhøj-Moskeen.
– Det er meget nemmere og uforpligtende at rende rundt og hyle op foran den amerikanske ambassade, siger Espersen og tilføjer lidt efter:
– De kritiserer en lillebitte myre i stedet for at tage fat på den store, fede elefant, der står lige for næsen af dem. Kvindekampen i Danmark er fuldstændig død, fordi der ikke tages fat på det, som virkelig gælder.
Ja, for hvis de virkelig skulle gøre en forskel og tage fat på problemet med elefanten. Så ville de jo skulle komme med visse indrømmelser, der direkte ville underminere deres ideologiske grundlag.